Employee portrait. Louise Just Johansen (LOJJ)
Louise er god at have med på holdet, når det gælder grundvand, på grund af hendes kommunale baggrund og store faglighed.
Mød en medarbejder

Louise rykker ind som kollega i kommunerne

Når en kommune har brug for hjælp til at forvalte sit grundvand, træder Louise Just Johansen til som midlertidig kollega. Hun har allerede hjulpet Fredensborg Kommune og Hillerød Kommune, men fremover vil hun komme på besøg endnu flere steder.

Når kommuner rammer en arbejdspukkel og har brug for en ekstra hånd, kan de ringe til en ekstra ressource som Louise Just Johansen. Det gjorde Team Miljø i Fredensborg Kommune, efter de fik ansvar for at forvalte kommunens grundvand – et fagområde, som var nyt for teamet. Det var en god beslutning at inddrage Louise i det daglige arbejde, fortæller teamleder for Team Miljø i Fredensborg Kommune, Malene Holm.

”Det var en stor tryghed at have Louise med på holdet på grund af hendes kommunale baggrund og store faglighed. Louise hjalp os med at prioritere de nye arbejdsopgaver og bidrog med at fastlægge administrationspraksis,” siger Malene Holm.

Hjælp i det daglige

Louise har også hjulpet Hillerød Kommune med at forvalte grundvandsområdet. I knapt tre måneder sad hun som ressourceperson i kommunens afdeling for grundvand. Her hjalp hun med at løfte myndighedsopgaver og med at føre tilsyn med vandværker i kommunen.

”Det gode for os var, at vi bare kunne ringe og få hjælp ’nu og her’. Med en ressourceperson kan vi skrue op og ned alt efter behovet i vores arbejdsgange. Louise var fast hos os én dag om ugen og kunne på den måde lære fra sig på de områder, hvor vi havde behov for det. Det fungerede mægtig godt,” fortæller Lone Henriksen, som er sektionsleder for Miljø og Byg i Hillerød Kommune.

”Det var uden tvivl med til at styrke vores samarbejde, at jeg sad sammen med kommunens grundvandfolk en gang om ugen. Vi var ikke længere væk fra hinanden, end vi hurtigt kunne få afklaret et fagligt spørgsmål. Den tætte kontakt var vigtig, for at jeg kunne hjælpe dem bedst muligt,” siger Louise.

NIRAS som kollega

Afdelingsleder i NIRAS Tine Sværdborg forklarer, at mange kommuner har den forestilling, at rådgivende ingeniører kun medvirker i projekter, som er defineret på forhånd. Men der behøver ikke nødvendigvis at være en specifik opgave og et udbud, før en rådgiver kan træde ind og hjælpe til, siger hun.

”Mange har svært ved at forestille sig, at en rådgiver kan tage del i det løbende arbejde. Men vi vil faktisk gerne fungere som en kollega ude i kommunerne, der tager del i alle former for opgaver. Samtidig får kommunerne adgang til en kollega med mere end tusind eksperter i ryggen, hvis de vælger os,” siger hun.