Efter 45 år i branchen brænder Jørgen Berner Jørgensen stadigvæk for sin faglighed

JBEJ Smilimg 8613

Da Jørgen startede i NIRAS, havde han rundet de 60 år. Planen var derfor bare, at han skulle arbejde et par år mere. Men i dag, 10 år senere, er Jørgen stadigvæk at finde på NIRAS-kontoret i Allerød. Drivkraften findes i de store og spændende projekter, hvor han blandt andet skaber indeklimaløsninger for fremtidens byggerier – og så blev 2 år pludseligt til 10.

For 10 år siden tiltrådte Jørgen sin stilling i NIRAS, efter at have været 35 år hos en anden af landets store rådgivervirksomheder. Da han allerede havde rundet de 60 år, troede han, at tiden i NIRAS ville blive relativt kort. Men sådan gik det ikke. For tiden gik hurtigt, og efter 10 år i virksomheden finder han stadigvæk den dag i dag motivation og meningsfuldhed i at gå på arbejde. 

”Jeg skiftede til NIRAS sent i karrieren, fordi det var en mulighed for at koncentrere mig mere om min faglighed og mindre om administration, mens jeg fortsat kunne arbejde på store, interessante opgaver,” fortæller Jørgen indledende.

For seks år siden blev han eksempelvis fagleder for de mekaniske installationer på det nye Mary Elizabeths Hospital for børn, unge og gravide. En opgave, Jørgen simpelthen ikke kunne takke nej til: 

”Jeg trådte jo mine første tekniske barnesko på Rigshospitalet, da jeg i sin tid var tilsynsassistent på byggepladsen,” forklarer han.  

Netop opgaver som det nye børnehospital er en vigtig grund til, at Jørgen stadigvæk går på arbejde, selvom hans pas nu siger 71 år. Projektet gav nemlig mulighed for at udnytte hans store erfaring og være med til at benytte og udvikle de nyeste redskaber inden for digital projektering og sikre, at løsningerne kom til gavn for brugere og patienter. 

”Jeg skiftede til NIRAS sent i karrieren, fordi det var en mulighed for at koncentrere mig mere om min faglighed og mindre om administration, mens jeg fortsat kunne arbejde på store, interessante opgaver”

Jørgen Berner Jørgensen
JBEJ Børneriget2.0IMG 8677 2

Den holistiske løsning

”For mig er det ikke ventilationsanlægget, der er opgaven. Det er at skabe et godt arbejdsklima for dem, der opholder sig i bygningen,” forklarer Jørgen og understreger, at de bedste løsninger findes, hvis man tør tænke kritisk:

”Jeg synes, det er meget vigtigt, at vi som ingeniører tør stille spørgsmålstegn ved tingene og spørge både bygherre og kollegaer: hvorfor det?", siger han.

Ifølge Jørgen er det nemlig sådan, de bedste og mest holistiske løsninger bliver til. Men det kræver selvfølgelig en arbejdsplads, hvor man bliver mødt med både respekt og tillid.

En arbejdskultur med gensidig respekt, tillid og fleksibilitet

I sin dagligdag arbejder Jørgen både sammen med andre seniorspecialister og nyuddannede ingeniører. En forskellighed han mener er vigtig for et vellykket projekt:

”Selvom vi er forskellige og har varierende erfaring, har vi stor respekt for hinanden og hinandens fagligheder. Det betyder, at vi kan tale åbent sammen og dele både de gode og de dårlige oplevelser,” fortæller Jørgen.

Ligesådan er det vigtigt for Jørgen at udvise tillid overfor sine kollegaer – unge som gamle. Det giver nemlig et mere ligeværdigt arbejdsforhold og skaber læring for alle. Tillid er også kodeordet for den store fleksibilitet, Jørgen oplever i NIRAS:

”Selvom vi er forskellige og har varierende erfaring, har vi stor respekt for hinanden og hinandens fagligheder. Det betyder, at vi kan tale åbent sammen og dele både de gode og de dårlige oplevelser”

Jørgen Berner Jørgensen

”For to år siden gik jeg uden problemer ned i tid og holder derfor fri hver fredag. Så nu har jeg en slags miniferie hver uge og møder frisk og veludhvilet ind igen om mandagen,” fortæller han og påpeger, at der også er stor fleksibilitet ift. både mødetider og ferie/fridage.

Fremtidens ingeniører skal nørde mere

”Mit allerbedste råd til fremtidens ingeniører er nok, at de fastholder deres grundviden og ikke springer de fagligt tunge opgaver over hverken i uddannelsen eller jobbet - for vi mangler virkelig nørder som mig indenfor installationsområdet,” siger Jørgen.

I løbet af sine godt 45 år i branchen har han oplevet, hvordan det er blevet mere og mere populært for teknikere at gå efter administrative lederstillinger, i stedet for at lade sig forføre af det faglige nørderi. Det er ifølge ham en af grundene til, at branchen i dag mangler så mange installationsingeniører. Det er en skam, mener han og understreger, at netop hans faglige profil er grunden til, at han stadigvæk er efterspurgt på projekter.

”Vi skal bygge mere bæredygtigt og fremtidssikret og har derfor virkelig brug for fagnørderne – for det er altså dem, der kan håndtere de komplicerede løsninger, der gør den helt store forskel,” afslutter han.

Vil du vide mere?

Se også: