Torben Bach, 51, har arbejdet med softwareudvikling og intelligent dataudnyttelse siden midten af 90’erne. Her kigger han ’ud’ fra innovationsrummet på NIRAS’ kontor i Aarhus.
mød en medarbejder

Torben er én af digitaliseringens bannerfører

NIRAS er i gang med en altomfattende digitaliseringsrejse, som påvirker både produkter, forretningsmodeller og rådgiverkulturen generelt. Torben Bach har som afdelingsleder en nøglerolle i processen.

Den digitale omstilling buldrer derudaf i NIRAS. Torben Bach er som afdelingsleder for afdelingen DATA én af spydspidserne i dén udvikling. Udover at levere it-ydelser i projekter, er det en nøgleopgave for Torbens afdeling at være katalysator for den digitale omstilling af virksomhedens produktportefølje. I den proces byder man ind med ”forstyrrelser” i organisationen, så den gradvist flytter sig hen imod visionen om at digitalisere den traditionelle rådgiverkultur.

"Et afgørende skridt på vores udviklingsvej er at skabe bevidsthed i organisationen om den enorme forandringskraft, teknologien åbner for. I dag omsætter vi vores kompetencer til noget værdiskabende ved at sælge timer og håndtere tekniske problemer. I fremtiden kommer vi i stigende grad til at sælge output,” siger Torben Bach og tilføjer, at NIRAS’ rejse sker i tæt samarbejde med universiteter, forskningsinstitutioner og virksomheder i ind- og udland.

Smart beslutningsstøtte

Konkret er NIRAS på vej med nye, revolutionerende beslutningsstøtteværktøjer. Et eksempel: Hvor man i dag bruger 15-20 timer på at beregne, hvordan grundvandet bevæger sig i et område, så vil NIRAS i overskuelig fremtid – ved hjælp af machine learning-, IoT- og Citizen Science-baserede løsninger – kunne gøre det på et splitsekund. Torben Bach uddyber:

”Vi kommer med en helt ny generation af værktøjer, som ikke alene giver et hurtigere og mere præcist resultat, men også åbner for en legende, interaktiv tilgang – og langt bedre udnyttelse af fx vandressourcerne. Allerede i 2022-23 forventer vi blandt andet at være klar med et system, som lynhurtigt gør det muligt at lokalisere den bedst mulige placering af grundvandsboringer.

Morgendagens Asset Management

Et andet konkret eksempel er udviklingen af nye Asset Management-koncepter. Det kan fx være med fokus på, hvordan en forsyning optimalt på alle parametre vedligeholder vigtig ledningsinfrastruktur.

”Ved at kombinere data, der er til rådighed i dag, med data fra nye, digitale koncepter, bliver vi i stand til at fastslå ledningsnettets aktuelle tilstand, men endnu vigtigere: Vi kan forudsige konsekvenser af fremtidige hændelsesscenarier. Det betyder, at forsyningen får et langt mere præcist grundlag for sin investeringsplanlægning,” siger Torben Bach.

Løsninger til hele verden

Som afdelingsleder har han nok at se til på arbejdsfronten, men det afholder ham ikke fra at drømme stort og internationalt.

”Der er ingen tvivl om, at vores nye, digitale løsningskoncepter er så nybrydende, at de også kan gøre gavn ude i verden. Jeg har en ambition om at bidrage til en proces, hvor vi transformerer specialiserede danske løsninger til generiske koncepter målrettet hele verden,” siger Torben Bach og tilføjer, at NIRAS’ engagement i blandt andet Den Danske Vandklynge og Water Valley i Aarhus understøtter den udvikling.

Torben Bach

  • Torben voksede op i Nørresundby og læste geofysisk på Aarhus Universitet.
  • Efter nogle år som datascience-konsulent i olieindustrien fik han job som softwareudvikler på universitetet.
  • Siden var han softwarespecialist i WSP og blev derefter ansat i I-GIS, hvor han, parallelt med et MBA-studie, arbejdede med globalt salg og udvikling af 3D-modeller af grundvandsforekomster.
  • I 2018 kom Torben Bach til NIRAS. Han bor han med sin kone og parrets tre børn tæt ved Aarhus. Fritiden udspiller sig på badmintonbanen og ved komfuret med italienske specialiteter på menuen.

Et afgørende skridt på vores udviklingsvej er at skabe bevidsthed i organisationen om den enorme forandringskraft, teknologien åbner for. 

Torben Bach