”Vi indgår desuden i den integrerede designproces i et tæt samarbejde med både Grundfos og AART. Vores fornemmeste opgave er at aflevere et byggeri, som afspejler Grundfos’ identitet og er et vartegn, Grundfos kan være stolte af,” siger Dennis Nedergaard Olsen projekt- og markedsleder i NIRAS.
Den kommende kontorbygning kommer til at huse cirka 660 medarbejdere og skal erstatte den nuværende hovedkontorbygning. Den nye bygning vil efter planen blive opført i nærheden af Grundfos Centeret, og akademiet og bliver en del af firmaets vision for at udvikle en campus i Bjerringbro.
Projektet er den største enkeltstående bygningsinvestering, Grundfos nogensinde har foretaget. Bygningen vil opfylde de højeste standarder i forhold til klima, vand og arbejdsmiljø og indeholde alle Grundfos’ mest moderne projekter og på den måde være en showcase for firmaets egne energisparende produkter.
Genbruge hver en dråbe vand på matriklen
Bygningen skal certificeres som DGNB Platin og samtidig opfylde krav til LEED Platin.
”Projektets høje ambitioner inden for klima og miljø gør, at vi som rådgivere har særligt fokus på sunde arbejdspladser, klimapåvirkninger, biodiversitet og vandhåndtering. Især vandforbruget spiller en helt central rolle for virksomheden. Eksempelvis har Grundfos en tydelig vandstrategi for projektet om at genbruge hver en dråbe vand aktivt på matriklen til at fremme trivsel for mennesker, planter og dyr,” fortæller Dennis Nedergaard Olsen projekt- og markedsleder i NIRAS.
En arbejdsplads blandt de bedste i verden
Byggeriet er endnu ikke færdigdesignet. Designfasen løber efter planen til tredje kvartal 2024, hvor man tager beslutning om den endelige investering. Sideløbende med projektet undersøges forskellige muligheder for Grundfos’ nuværende hovedkvarter.