Proces for tilladelser til havvindmølleparker kan bremse den grønne energiomstilling

NIRAS har gennem mange år vurderet miljøpåvirkninger fra etablering af projekter, der bidrager til den grønne omstilling. Vi har blandt andet rådgivet en lang række bygherrer gennem processen med at opnå myndighedernes tilladelser til at opføre havvindmølleparker. Igennem disse opgaver har vi fået en omfattende viden om den lovgivning og de processer, der ligger til grund for, at der kan gives tilladelse til at etablere en havvindmøllepark.

Vores erfaring viser, at dele af den gældende lovgivning og den omfattende mulighed for klageadgang igen og igen har forsinket eller standset havvindmølleparker, der opføres med det formål at bidrage til den grønne omstilling. Hvis planerne om at forøge og fremskynde produktionen af blandt andet strøm fra havvindmøller skal kunne realiseres, mener vi derfor, at der er behov for at revurdere eller optimere processen for projekter, der bidrager til den grønne omstilling.

FN’s klimapanel har meldt ud, at det er nu eller aldrig, hvis vi skal nå at standse temperaturstigningen ved 1,5 grader. Vi har teknologierne til rådighed til at halvere emissionen af drivhusgasser inden 2030, men det kræver aktion her og nu. Et af midlerne er omfattende omlægninger af energisektoren, herunder udbredt elektrificering. I regeringens energiudspil fra d. 19. april 2022 indgår der også planer om, at produktionen af grøn strøm fra solceller og vindmøller på land skal firedobles frem mod 2030.  Danmarks underskrivelse af Esbjerg-deklarationen sætter et mål på 65 GW energi fra havvind i Nordsøen allerede i 2030, og EU-kommissionen anbefaler forkortede godkendelsesprocedurer i medlemslandene.

Miljøpåvirkninger skal beskrives og vurderes

Miljøpåvirkningerne fra et havvindmølleprojekt skal ifølge miljøvurderingsloven beskrives og vurderes. Hvis der er tale om væsentlige miljøpåvirkninger, skal der om muligt iværksættes foranstaltninger, der kan minimere påvirkningerne. Gennem de seneste år har der været særligt fokus på vurderinger af påvirkninger, der udspringer af EU-direktiver, der beskytter vandmiljøet, naturområder samt sårbare og truede arter.

Processen skal sikre, at miljøpåvirkningerne bliver belyst, inden bygherren får tilladelse til at påbegynde projektet. Igennem lovgivningen sikres det, at offentligheden og relevante myndigheder får mulighed for at komme med forslag eller indsigelser i forbindelse med projektet eller de vilkår, projektet kan realiseres under. Som borger er der også mulighed for at blive hørt, samt klage over de beslutninger som den ansvarlige myndighed træffer på baggrund af de gennemførte miljøvurderinger.

Miljøvurderingsloven afspejler på mange måder det demokratiske samfund, som vi lever i. Den sikrer blandt andet, at der ikke kan gives tilladelse til projekter, der medfører uacceptable påvirkninger af miljøet.

Not in my backyard

Lovgivningen og de processer der udspringer heraf, er som udgangspunkt både rigtig og betryggende for os alle som borgere i et demokratisk samfund. Vi må dog også konstatere, at dele af den nuværende lovgivning (særligt den del, der udspringer af direktiver fra EU) og den omfattende mulighed for klageadgang har medført, at det tager længere og længere tid at opnå tilladelser til nye havvindmølleparker.

Vi frygter, at flere projekter i fremtiden vil kuldsejle. Enten på grund af rigide naturbeskyttelsesregler eller på grund af folkestemningen, hvor indstillingen ”not in my backyard” er fremherskende. Vi er derfor dybt bekymrede for, at den nuværende proces for indhentning af tilladelser til havvindmølleparker ikke sikrer, at havvindmølleparker kan etableres med den krævede hastighed for at opnå målene for grøn omstilling af energiforsyningen i Danmark og EU.

Det vi prøver at beskytte, vil slet ikke eksistere, hvis vi fejler nu

Den nuværende lovgivning og især herunder den lovgivning der udspringer fra EU, arbejder overordnet set med et koncept om, at den nuværende tilstand skal bevares eller forbedres. Dette er i udgangspunktet en hensigtsmæssig tilgang til beskyttelse af vores natur og vandområder, men problemet med denne tilgang er, at den forsøger at beskytte en tilstand på jorden, som slet ikke vil eksistere i fremtiden, hvis vi fejler nu, og ikke når at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader.

Rigid fortolkning af regler om miljøbeskyttelse kan risikere at sætte selv samme miljøbeskyttelse over styr, fordi snæver tolkning af behovet for beskyttelse af mindre populationer på den korte bane skaber risiko for at udslette hele økosystemer på længere sigt som følge af klimaforandringer.

Det heles vel gælder også bæredygtighed

Det er ikke første gang, vi står overfor grundlæggende samfundsmæssige og miljømæssige udfordringer. Allerede i 1850érne, da man indførte de første sundhedsreguleringer, gjorde man det, fordi samfundet var grundlæggende udfordret[1]. Dengang var det folkesundheden, i dag er det klodens sundhed.

Dengang ville man gå radikalt til værks, hvilket skabte stor opstandelse i det etablerede og kendte system. Dengang skete det ud fra hensynet til ”det heles vel”, og med vores grundlæggende forståelse af bæredygtighed, så er det nok igen på tide at anlægge denne betragtning og tage hensyn til ”klodens vel”. Men det behøver selvfølgelig ikke foregå så radikalt som foreslået i midten af 1800-tallet. Vi er heldigvis kommet langt, og vi kan komme endnu længere uden at kaste alt over bord.

Vi er dog nødt til at blive skarpere på sammenhængen imellem prioriteringerne i forhold til klima, natur og biodiversitet. Vi skal være skarpere på prioriteringerne i den nuværende miljøregulering, som selv de bedste juridiske hjerner har svært ved at dissekere. Det er vigtigt at adressere både klima, natur og miljø, men en statisk tilgang kan hindre klimaløsninger, og på sigt risikere at påvirke natur og biodiversitet væsentligt.

Brug anlægslove for at nå den grønne energiomstilling

Hvordan skal det lykkes at nå frem til aftagende udledning af drivhusgas allerede fra 2025, når det tager flere år at nå gennem godkendelsesprocessen for en havvindmøllepark? Og hvordan skal vi sikre, at Danmark kan levere på EU-kommissionens anbefaling om forkortede godkendelsesprocedurer? Her er vi nødt til at se på ”det heles vel” og anlægge en mere langsigtet tilgang med simplere procedurer for projekter, der indgår i den grønne omstilling.

Vi foreslår, at projekter, som Folketinget har udpeget til at indgå i den grønne omstilling af vores energiforsyning, skal have særstatus i forhold til alle andre projekter. Samtidig skal der være mulighed for at lovgivningsmæssige forhindringer kan vægtes anderledes i disse projekter.

Vi har i Danmark mange eksempler på brug af anlægslove i forhold til projekter inden for Transportministeriets resort. Det kan undre, at infrastrukturprojekter og selv kulturarvsprojekter gennemføres med anlægslove (hvor et af formålene med denne fremgangsmåde er at sikre en hurtig og effektiv igangsætning), når blandt andet havvindmølleprojekter fortsat er underlagt en tung procedure med stor procesrisiko. Hvis ulemperne i forhold til muligheden for prøvelse i klagenævn skal tåles som samfund og berørt borger, så må det efter vores mening være i forhold til den grønne omstilling, frem for ved etablering af fx motorveje.

Brug af anlægslove i forhold til den grønne omstilling kan etablere en mere klar retlig ramme for klimakritiske projekter ved i vidt omfang at minimere risici og usikkerheder og undgå forsinkelser. Det betyder ikke, at man i projektet ikke skal varetage de nødvendige hensyn til eksempelvis natur og vandmiljø, men det kan blandt andet betyde, at projektet ikke går i stå på grund af lange klagesagsforløb.

Vi skal fortsat tilgodese vores natur og tage hensyn til de reguleringer, som vi har kæmpet for at indføre i de sidste mange årtier, men vi skal gøre det simplere og mere effektivt. Desuden skal vi turde gøre op med det statiske natursyn, der er fremherskende i dele af den nuværende lovgivning, og i stedet sætte påvirkningerne fra en havvindmøllepark i forhold til situationen, hvis temperaturen og vandet stiger uhindret.

Vi har ingen alternativer til at lykkedes med den grønne omstilling, og for nu at sige det med et lettere omskrevet citat fra det kongelige sundhedskollegium i 1854, så må vi nu sikre, at ikke den enkelte regulerings vilkårlighed eller egennytte kan gribe forstyrrende ind i klodens vel.

[1] Jens Engberg, Det heles vel, Københavns Kommune Miljøkontrollen, 1999