
For virksomheder
Vil I være med til at forme fremtidens specialister – og samtidig styrke jeres egen forretning? NIRAS inviterer jer med i et strategisk partnerskab, hvor vi sammen udvikler ambitiøse nyuddannede til værdifulde medarbejdere i life science- og fødevareindustrien. I stiller arbejdspladsen til rådighed – vi leverer talentet, og sammen faciliterer vi udviklingen og sikrer, at kandidaten vokser både fagligt og personligt gennem et struktureret 2-årigt graduate-forløb. Det er et samarbejde, hvor vi sammen løfter og former talentet med afsæt i jeres virkelighed – og med et fælles mål: At skabe dygtige, engagerede medarbejdere, der hurtigt skaber værdi og kan træde ind i en fast rolle i jeres organisation.
Et partnerskab om at udvikle fremtidens specialister i life science og fødevareindustrien
Hos NIRAS ønsker vi at indgå i et tæt samarbejde med virksomheder, der vil være med til at forme og udvikle næste generation af fagligt stærke og personligt robuste specialister. Vores graduate program er tænkt som et slags joint venture, hvor I som virksomhed stiller arbejdspladsen til rådighed – og vi leverer workforce i form af nøje udvalgte graduates, som vi i tæt samarbejde med jer udvikler og understøtter gennem hele forløbet.
Et værdiskabende graduate program
Programmet strækker sig over to år og kombinerer praktisk erhvervserfaring hos jer med et struktureret lærings- og udviklingsforløb faciliteret af NIRAS.
Hver graduate tilknyttes en erfaren mentor fra NIRAS samt en ekstern business coach, som understøtter overgangen fra studieliv til arbejdsliv og bidrager til at opbygge kommunikations- og samarbejdskompetencer. Mentor og mentee matches omhyggeligt for at sikre et udviklende og læringsrigt samarbejde.
Fordele for din virksomhed
Efter endt forløb får du mulighed for at fastansætte en medarbejder, som allerede er indarbejdet i din virksomheds kultur og arbejdsgange. Det reducerer behovet for onboarding, forkorter rekrutteringsprocessen og sikrer højere succesrate i fastholdelse.
Samtidig bidrager du aktivt til branchens udvikling og styrker din virksomheds position som en attraktiv arbejdsplads for unge talenter.
Personlig udvikling i højsædet
Mange nyuddannede prioriterer personlig udvikling højt. Derfor rummer graduate programmet individuelle udviklingsplaner, coaching og mentorordning – alle elementer, der understøtter personlig modenhed og professionel adfærd.
Forløbet indledes med en bootcamp baseret på Insights Discovery-profiler, hvor deltagerne arbejder med egne styrker, kommunikationsformer og samarbejdsevner i praksis. Her sættes en stærk retning for deres videre udvikling – både i det daglige arbejde og i programmoduler som ’Empowerment’, hvor der undervises i bl.a. personlig ledelse, forandringer, konflikthåndtering og work-life balance.
Faglig udvikling med certificering
Den faglige læring foregår gennem otte specialiserede moduler fordelt over to år og tilrettelagt med direkte relevans for life science og fødevareindustrien. Undervisningen dækker bl.a. GMP, dokumentation, kvalitetsstyring, risikovurdering, validering, QA/QC, IT/automation og LEAN – og omfatter desuden IPMA-certificering i projektledelse.
Modulerne afsluttes med eksamener, og forløbet rundes af med en skriftlig hovedopgave og mundtlig eksamen, hvor graduates reflekterer over både deres faglige og personlige læring. Dermed får de mulighed for at samle erfaringer og indsigt i et sammenhængende afslutningsforløb med ekstern censur.
Med en graduate fra NIRAS får din virksomhed adgang til en ambitiøs og kompetent medarbejder, der hurtigt kan skabe værdi – både fagligt og menneskeligt. Samtidig bliver du en aktiv medspiller i udviklingen af branchens fremtidige specialister.
Vil du vide mere?
