Støj og vibrationer – akkrediteret rådgivning og måling
Støj påvirker sundhed, trivsel og ejendomsværdi. NIRAS leverer akkrediteret rådgivning inden for alle typer af støj og vibrationer, fra industristøj og trafikstøj til undervandstøj og byggepladsstøj.
Vores ca. 20 akustikere i Aarhus, Allerød og Aalborg kan rykke hurtigt ud og hjælpe med rådgivning eller måling. Vi er DANAK-akkrediteret inden for miljømåling af ekstern støj, vejtrafikstøj og togtrafikstøj - akkrediteringerne sikrer, at vores målinger kan bruges som juridisk gyldig dokumentation over for myndigheder.
Bred støjrådgivning med høj faglighed
Vores mangeårige erfaring med ekstern støj har givet os et bredt fagligt fundament, som blandt andet omfatter et stort katalog af muligheder til støjdæmpning, når grænseværdier overskrides. Vi rådgiver både i forbindelse med naboklager, miljøgodkendelser, vibrationer, syn og skøn samt støjkortlægning af virksomheder.
NIRAS er verdensførende inden for beregning af undervandsstøj og udvikler eget GIS-baseret software, der leverer mere retvisende resultater end konventionelle metoder.
Vi dækker hele spektret: fra enkle orienterende støjmålinger til store EU-støjkortlægninger og komplekse VVM-undersøgelser med flere typer støj.
Projekter inden for støj og vibrationer
Støjkortlægning og miljøgodkendelser
Virksomheder, der skal have miljøgodkendelse, har brug for dokumentation af støjbelastningen ved de omkringliggende boliger og andre støjfølsomme områder. NIRAS bygger computermodeller af virksomheden og dens støjkilder, så vi kan beregne de enkelte kilders bidrag og identificere præcist, hvor eventuel støjdæmpning giver mest effekt.
Vores rådgivning inden for støjkortlægning dækker:
- Akkrediteret støjmåling og støjkortlægning af virksomheder
- EU-støjkortlægninger
- Dokumentation til miljøgodkendelser og byggetilladelser
- Rådgivning ved naboklager og klagesager
- Syn og skøn i forbindelse med støjtvister
Trafikstøj
Trafikstøj er en af de mest udbredte støjkilder i Danmark. Langvarig eksponering for trafikstøj over grænseværdierne kan påvirke helbred, søvnkvalitet og livskvalitet. Korrekt beregning af trafikstøj er derfor afgørende ved planlægning af nye boligområder, vejprojekter og byudvikling.
Vejtrafikstøj
Vi beregner vejtrafikstøj efter gældende metoder, og vi holder os opdateret om nye regler på støjområdet, og følger udviklingen inden for støjkilder i trafikken, herunder nye biltyper, elbiler og lastbiler. Beregningerne bruges til byudvikling i støjbelastede områder, støjredegørelser og dimensionering af støjafskærmning.
Togtrafikstøj
Vi udfører beregninger af togstøj, herunder vurdering af skinneslid, togtyper og hastigheder. Vores erfaring dækker både eksisterende jernbanestrækninger og nye linjeføringer.
Flystøj
Ved større planlægningsprojekter i nærheden af lufthavne og flyvepladser udfører vi flystøjberegninger, der indgår i VVM-undersøgelser og lokalplanprocesser.
VVM-undersøgelser og støjredegørelser
VVM-undersøgelser (Vurdering af Virkninger på Miljøet) kræver grundig dokumentation af støj- og vibrationsforhold. NIRAS har bred erfaring med at levere støjkapitler til Miljøkonsekvensrapporter og Miljøvurderingsrapporter, herunder beregninger af støj fra anlægsfasen, driftsfasen og af forslag til støjskærme.
Vi samarbejder med vores kolleger inden for miljø og natur om at sikre en sammenhængende og grundig miljøvurdering.
Læs mere om NIRAS’ ydelser inden for VVM og miljøvurdering
Undervandstøj
NIRAS er førende i Danmark inden for beregning af undervandstøj. Vi er fortrolige med gældende regler for udbredelse af undervandstøj, både nationalt og internationalt, og tilbyder detaljerede beregninger af støjens påvirkning af marine pattedyr og øvrig havfauna.
Vi udvikler vores eget GIS-baserede beregningsprogram, der giver mere intuitive og præcise resultater end traditionelle metoder. Softwaren modellerer støjudbredelsen i tre dimensioner under hensyntagen til havbundsforhold, vanddybde og temperaturprofiler.
Vores erfaring inden for undervandstøj:
- Miljøundersøgelser for havvindmølleparker
- Seismiske undersøgelser
- Udvidelse af havneanlæg og broer
- Kabelarbejder og spunsning i marine miljøer
Anlægsstøj og vibrationsovervågning
Store bygge- og anlægsprojekter genererer støj og vibrationer, der kan påvirke omgivelserne. NIRAS har stor erfaring med beregning, måling og overvågning af anlægsstøj og vibrationer ved både små og store projekter.
Vi tilbyder kontinuerlig overvågning med realtidsdata, så bygherre og myndigheder kan følge støj- og vibrationsniveauer under hele anlægsperioden og dokumentere, at grænseværdier overholdes.
Støj i arbejdsmiljøet
Støjbelastning i arbejdsmiljøet kan føre til høreskader, stress og nedsat koncentration. NIRAS udfører dosismetermålinger og måler støjbelastning i overensstemmelse med Arbejdstilsynets grænseværdier.
Ved overskridelse af grænseværdier, eller hvis virksomheden ønsker at forbedre arbejdsmiljøet, hjælper vi med at undersøge mulige tiltag for støjdæmpning. Det kan være afskærmning, inddæmning af støjkilder eller ændret indretning af arbejdspladsen.
Vil du vide mere?
Se også:
FAQ - Støj og vibrationer
Hvornår kræves en akkrediteret støjmåling?
Når myndigheder stiller vilkår om dokumentation af støjforhold, kræves typisk en ”miljømåling”, som kun kan udføres af et DANAK-akkrediteret laboratorium. Det gælder bl.a. ved miljøgodkendelser, klagesager og VVM-undersøgelser. Orienterende målinger kan bruges, når afvigelsen fra grænseværdien er så markant (typisk mere end 10 dB), at der ikke er tvivl om resultatet.
Hvad er forskellen på en orienterende og en akkrediteret støjmåling?
En akkrediteret støjmåling (”miljømåling”) udføres efter Miljøstyrelsens vejledninger af et DANAK-akkrediteret firma og har juridisk holdbarhed. En orienterende måling er enklere og billigere, men kan kun bruges, når støjniveauet tydeligt ligger under eller over grænseværdierne.
Hvordan foregår en støjkortlægning?
Vi måler støjemission (lydeffekt) fra virksomhedens støjkilder og opbygger en computermodel af virksomheden og omgivelserne. Modellen beregner støjbelastningen i alle relevante punkter omkring virksomheden og kan bruges til at identificere, hvilke kilder der bidrager mest, og hvor støjdæmpning er mest effektiv.
Hvad er grænseværdierne for ekstern støj fra virksomheder?
Grænseværdierne afhænger af områdetypen (erhvervsområde, blandet bolig/erhverv, rent boligområde mv.) og tidspunktet (dag, aften, nat). De vejledende grænseværdier er fastsat i Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1984. NIRAS hjælper med at tolke kravene i den konkrete situation.
Hvordan beregnes vejtrafikstøj?
Vi indsamler data om trafikken og de fysiske forhold i det område, hvor støjen skal beregnes. Der opbygges en 3D støjmodel med terrænhøjder, bygninger, veje mv, så støjen kan beregnes, hvor der tages hensyn til alle forhold der påvirker støjudbredelsen. Vi anvender beregningsprogrammet SoundPlan og metoden Nord2000 til alle beregninger af trafikstøj.
Hvordan beregnes undervandstøj fra havvindmøller?
Undervandstøj fra ramning af monopæle og andre anlægsaktiviteter modelleres med avancerede beregningsprogrammer, der tager højde for havbundsforhold, vanddybde og lydudbredelse i vand. NIRAS’ egenudviklede GIS-software beregner støjens rækkevidde og potentielle påvirkning af marine pattedyr i overensstemmelse med danske og internationale regler.