Projekt
Storstilet byomdannelse markerer Højer som port til Tøndermarsken og Nationalpark Vadehavet

Projekt
Tøndermarsken rummer store potentialer med en natur i verdensklasse, et helt særligt landskab og en bygnings- og kulturhistorie, der er helt unik. Tøndermarsken er som en del af Vadehavet optaget på UNESCO’s verdensarvsliste, og målet er at udvikle Tøndermarsken som international turistdestination. Som marskby har Højer en helt særlig rolle i denne udvikling.
Borgerne i Højer kan i 2020 se frem til byrumsforbedringer, som formidler byens identitet og historie og dermed realiserer de tanker, der har været diskuteret i byen gennem de seneste år. NIRAS Landskab har i samarbejde med Erik Brandt Dam, Urban Creators og ÅF vundet opgaven med et forslag, som vil give ”Mere Højer” ved at tage afsæt i de spor og strukturer, der allerede er til stede i Højer og marsklandskabet.
Forslaget rummer en stærk og sanselig læsning af byens historiske lag, landskab og kulturarvsmiljø
Gader og pladser renoveres i et sammenhængende belægningskoncept, hvor Højers unikke kulturmiljøer og byggestil kommer til udtryk. Der bliver samtidig skabt større tilgængelighed, intuitiv wayfinding, mere kvalitet i byrummene og tydelig historiefortælling på tværs af Højer. Netop denne tilgang til at forstærke byens identitet og fremhæve kulturarven har været udslagsgivende for valget af rådgiverteam.
Dommerkomiteens begrundelse for valg af rådgiverteamet som totalrådgiver går nemlig på, at forslaget rummer en stærk og sanselig læsning af byens historiske lag, landskab og kulturarvsmiljø. Forslaget omsætter forståelsen af Højers DNA til et byrums- og gadedesign, der understøtter helhedsoplevelsen af byen med et sammenhængende belægningskoncept, en tydelig disponering af differentierede kvalitetsniveauer, et stærkt beplantningskoncept og forløsning af byggetomternes strategiske potentiale.
Projektet er støttet af Tøndermarsk Initiativet, hvis formål er at udvikle Tøndermarsken, så området bliver endnu mere attraktivt at besøge, bo og arbejde i.
Det er et samarbejde mellem:
Tøndermarsk Initiativet har et samlet økonomisk volumen på over 250 millioner kroner, hvoraf der er afsat knap 60 millioner kroner til byomdannelsen i Højer.