Koncentreret på én matrikel
Rådgivningen strækker sig fra afvanding, trafikafvikling, asfaltbelægninger, krav til forskellige trafikklasser og ikke mindst forskellige hensyn til bygningerne. Stationen vil bestå af tre hovedbygninger – én til farligt affald og én til direkte genbrug samt en mandskabs- og undervisningsbygning med krav om:
- frit udsyn over hele pladsen
- omklædnings- og badefaciliteter
- undervisningslokale og -terrasse til besøg af borgere og skoleklasser
- tilgængelighed for handicappede
- overholdelse af den frivillige bæredygtighedsklasse, hvorfor to af bygningerne bygges i træ.
”En træbygning bliver meget varm om sommeren, derfor skal den forsynes med store udhæng og svalegange. Derudover skal bygningerne/bygningen opfylde kravene til Den Frivillige Bæredygtighedsklasse med skærpede krav til at overholde energirammen samt LCA-beregninger før og efter byggeriet,” siger Morten Weihrauch.
Genbrugspladsen har også en gravhøj som nabo, som kræver respektafstande, og ligger ud til Motorring3, hvorfor pladsens lysmaster ikke må kunne blænde biler på motorvejen.
Ved at opføre genbrugsstationen i en høj grad af genbrugsmaterialer håber Gladsaxe Kommune at kunne inspirere brugerne til, hvordan man i højere grad kan genbruge materialer.
Genbrugsstationen ventes at slå portene op i juni 2024.