Projekt
Greve Station er under forandring. I januar 2017 begyndte en omfattende renovering af stationens forplads, som NIRAS har designet og projekteret. Stationspladsen renoveres med inspiration fra stranden med bl.a. hængekøjer og strandstole.
- Sektor: Planlægning & Mobilitet
- Lande: Danmark
- Donor: Trafikstyrelsens Fremkommelighedspulje & Greve Kommune
Røde belægningsklinker bliver pillet op. Et tag, der dækker en stor del af stationspladsen, samt tre ud af fire små bygninger, der står opført mellem Greve Midtby Center og trappen op til perronen, tages ned.
Planen er, at pladsen kommer til at virke mere åben, lys og attraktiv.
To nye pladser
Den ene plads, stationsforpladsen mellem stationen og centret, bliver lettere at overskue, både som gående og som cyklist. Der er skabt små pausesteder og ophold under træerne til handlende, forbipasserende og rejsende, og med mulighed for en markedsplads om sommeren.
Tanken er, at folk vil se og bruge arealet mere som plads, hvor man trygt kan færdes både i dagtimerne og om aftenen, hvor pladserne bliver oplyst af høje master.
Den anden plads, hvor busserne kører rundt om, har både funktion som vente- og afsætningsplads. Pladsen får i høj grad funktion som en aktiv plads, hvor det at vente på bussen bliver en helt anderledes oplevelse end normalt. Her kan man gynge, vippe eller sidde i en strandstol.
Inspireret af stranden
Den overordnede idé og plan fra NIRAS, som er totalrådgiver på projektet, har været at give et aftryk af kysten, der ligger i gåafstand fra stationen.
”Vi lod os inspirere af sandstrandens bølgeformationer og fik ideen til et klinkebelægningsdesign, hvor skyggenuancer og lyskontraster minder om sandstranden”
Chefkonsulent Charlotte Zornig
Projektet med at renovere stationspladsen koster cirka 15 millioner kroner. Trafikstyrelsens Fremkommelighedspulje finansierer den ene halvdel, mens Greve Kommune finansierer den anden.
Kommunen forventer at tage pladsen i brug til november 2017.
Busserne kører rundt om én stor plads med på- og afsætning. På pladsen skaber man flere øer med aktiviteter. Øerne får hver deres udtryk og skal for eksempel udstyres med bænke, hængekøjer, vipper og gynger, som indbyder til bevægelse og recreation.
Der vil også være beplantning på den nye plads, hvor man beholder nogle af træerne samtidig med, at man supplerer med nye.