Ny undersøgelse kortlægger CO2-udslippet fra de danske lavbundsjorde

På Aarhus Universitet AU Foulum anslår man, at der i øjeblikket dyrkes 171.000 hektar lavbundsjord i Danmark, som udleder 5,7 mio. ton CO₂ om året. Det svarer til knap 40 pct. af landbrugets samlede udslip af drivhusgasser. Ved at tage lavbundsjordene ud af landbrugsdrift og hæve grundvandsstanden igen, kan man altså reducere udledningen af CO₂ ganske betragteligt.

En beslutning om at tage lavbundsjordene ud af drift besværliggøres af, at jorden ejes af landmænd. Landmændene skal have erstatningsjord på højbund, da der stadig foregår en vis produktion på lavbundjorderne bl.a. af grovfoder (græs) og korn. Det er derfor, at den gamle tørvejord igen har fundet vejen frem til den politiske dagsorden, hvor man skal blive enige om, hvad der skal ske med lavbundsjordene i forbindelse med den grønne omstilling.

For at have en mere videnskabelig baggrund for beslutningerne skal det nu undersøges, hvordan det står til med tykkelsen af tørv på de danske lavbundsjorde. NIRAS har vundet opgaven med at tage prøver 850 steder i Danmark.

Tørven lagrer CO₂

Lavbundsjorde, der også kaldes tørvejord, er naturlige vådområder, der er fyldt med tidligere tiders døde planterester, og som indeholder en masse kulstof. Vandet i de uopdyrkede lavbundsjorde forhindrer ilt i at trænge ind og lade mikroorganismer nedbryde planteresterne og dermed frigive CO₂. På den måde holder lavbundsjord med tørv på rigtig meget kulstof i stedet for at sende det ud i atmosfæren.

Når jorden bliver drænet for vand, fx i forbindelse med landbrug, trænger ilten ind og giver derved mikroorganismer mulighed for at nedbryde planterester og dermed udlede CO₂ i stedet for at holde på det. Ud over at være en af de billigere metoder til at reducere landbrugets drivhusgasudledninger bidrager udtagning af lavbundsjorder både til sikring af biodiversitet og reduktion af kvælstof- og okkerudvaskning.

For at se hvor meget tørv der er tilbage på de udvalgte steder, udtager man intakte kerner af jorden ned til 1.30 m, hvis der er tørv. Man bruger også et 6 meters sondringsbor for at se, om der er tørv til større dybde. Prøverne lægges i køletaske og sendes til analyse ved AU Foulum. AU opgør volumen og bestemmer mængden af det organiske materiale. Fx er det interessant at vide, hvor meget kalk, der er i jorden, da det forstærker mikroorganismernes omsætning af tørven. Jo mere sur jorden er, des langsommere sker nedbrydningen.

Bevæbnet med ATV og håndbor

For 10 år siden lavede AU Foulum samme opmåling, men dengang på 10000 steder i Danmark. NIRAS besøger nu 850 af stederne igen for at finde ud af, hvad der er sket med tørvetykkelsen på de 10 år.

Søren Bent Torp, der er geolog i NIRAS, er glad for, at opgaven netop havnede ved ham og kollegaerne. For 10 år siden var Søren nemlig ansat ved AU og med til at vejlede og uddanne de medarbejdere, der dengang stod for opgaven med at tage de 10000 prøver.

”Det er en utrolig interessant opgave, især hvis man er interesseret i landskaber. Det er en unik mulighed for at komme ud på ATV og besøge nogle fantastiske private områder, som man aldrig har været i og sandsynligvis heller aldrig kommer på igen. Og når jeg så ovenikøbet kan sammenligne det med det arbejde vi lavede for 10 år siden, så giver det jo en ekstra dimension. Det er fedt!”, fortæller Søren.

Inden besøgene ligger der også et stort administrativt arbejde. Lodsejere og landmænd kontaktes inden besøgene, både med et brev og en opringning. ”Det er vigtigt at finde ud af, hvordan vi generer mindst muligt under prøvetagningen,” fortæller Søren og fortsætter, ”Og så er det jo også altid rart at vide, om der er afgrøder på marken, eller om vi pludselig risikerer at stå overfor en stor gal tyr.”

Inden NIRAS kom på opgaven, havde Aarhus Universitet selv taget ca. 10 % af prøverne, og foreløbige resultater tyder på, at der er forsvundet ca. 15 % på 10 år. Det går ret stærkt med omsætningen, når tørvejorden er drænet og i omdrift,” fortæller Søren Bent Torp og glæder sig til at se det samlede resultat af undersøgelsen, der forventes at ligge klar i 2022.

Problemet med lavbundsjorde

Lavbundsjorder er lavtliggende jorder med høj grundvandsstand, der er drænet for vand, så de kan dyrkes. De indeholder oftest årtusinders aflejringer af organiske plantedele ophobet i tykke tørvelag.

Når den i dag drænede tørvejord pløjes og harves, kommer der ilt til stede i jorden. Ilten sætter gang i nedbrydningen af plantematerialet og frigiver CO₂ og andre drivhusgasser.