Nyhed
Ny infrastruktur skal gøre Vollsmose til attraktiv bydel

Nyhed
Boligområdet Vollsmose skal være en integreret del af Odense by. Det er visionen med infrastrukturplanen ”Fremtidens Vollsmose”. NIRAS har som totalrådgiver fået til opgave at realisere planen sammen med underrådgiveren Arkitema.
For at omdanne Vollsmose fra at være et ghettopræget boligområde til i højere grad at være en attraktiv bydel bundet tættere sammen med det øvrige Odense, er der brug for at åbne området op.
Vollsmose, der i dag har form som en ”lukket firkant” omgrænset af firesporede veje på hver side, skal gennemgå den store forandring ved hjælp af blandt andet en ny bygade, et udbygget stisystem og nye sivegader, hvor fodgængere og cyklister har fortrinsret og kun langsom bilkørsel er tilladt. Området skal med andre ord hænge bedre sammen, end da de første lejligheder blev bygget for godt 50 år siden.
Den nye gennembrydende infrastruktur skal give området nye byrum og sociale og trygge møde- og aktivitetspladser, der kan samle de mange beboere. Resultatet skal være et langt mere interessant område at bo i, et område som kan tiltrække tilflyttere. Transformationen skal også gøre Vollsmose attraktivt for erhvervslivet at investere i.
At være med til at skabe forandringer med et så positivt sigte gør den store opgave særligt spændende:
”Det udløste stor jubel og glæde, da vi i NIRAS fik at vide, at vi med Arkitema som underrådgiver fik tildelt opgaven med at realisere infrastrukturplanen for fremtidens Vollsmose. Det er stort og motiverende at være med til en så ambitiøs plan for fremtidens Vollsmose - en plan, der både er kompleks og omhandler mange fagdiscipliner, der kommer i spil i hele NIRAS”, fortæller afdelingschef i NIRAS, Thomas Bundgaard.
Ifølge Thomas Bundgaard er realiseringen af infrastrukturplanen en opgave, som på mange måder – særligt fagligt – passer godt til NIRAS: ”Vi havde allerede i 2017 fået testet vores arbejde i 1:1 ved anlægsopgaven på Hybenhaven, det første realiserede delprojekt i infrastrukturplanen, som blev afsluttet i marts 2018. Det var en opgave, vi løste som underrådgiver til Arkitema, med en rigtig god proces og et rigtig godt resultat for beboerne i området”.
Opgaven med at realisere infrastrukturplanen har et meget stort volumen og strækker sig over en længere periode for den 13 mand store vejafdeling på NIRAS’ Odense-kontor. Desuden involverer opgaven fagligheder fra andre afdelinger og kontorer i NIRAS.
”Vi er kommet godt fra start med opgaven og glæder os til at bidrage med høj faglighed, en positiv tilgang i alle projektets faser og til at arbejde for en god atmosfære omkring anlægsarbejdet med de mange parter, der er involveret”, slutter Thomas Bundgaard.