Nyhed

Fagfolk og eksperter samlet hos NIRAS til stort bæredygtighedsevent

Bæredygtig Byggeri Event 05

I sidste uge var fagfolk og eksperter samlet hos NIRAS i Allerød til en eftermiddag i bæredygtighedens tegn. I tre timer summede NIRAS Green Tech Hub derfor af samtaler om bæredygtighed og indlæg fra blandt andre Rune Baastrup, Michael Hauschild og Mia Heide.

27. september, 2023

Kort efter ankomst sad de godt og vel 50 fremmødte parat til at blive budt velkommen af koncerndirektør i NIRAS, Mads Søndergaard.

Ifølge ham kan arbejdet med bæredygtighed opsummeres i fire hovedgreb: Teknologi, adfærd, regulering og samarbejde.

”I NIRAS udvikler vi værktøjer, der har til formål at gøre byggeriet mere bæredygtigt. Men det er vigtigt, at vi også beskæftiger os med de nyeste teknologier, hvad vi gør med adfærden, og hvordan de statslige regulativer spiller ind. Det hele går jo hånd i hånd og kræver samarbejde på tværs,” siger han.

Derfor byder programmet også på fagfolk og eksperter, der tilsammen kan være med til at afdække netop teknologi, adfærd, regulering og samarbejde.

Vigtige samarbejder på tværs

Professor ved DTU’s center for absolut bæredygtighed, Michael Hauschild overtager mikrofonen efter Mads Søndergaard, med en keynote speak om DTU’s arbejde med bæredygtighed og de største klimamæssige udfordringer.

Helt naturligt videregiver han taletiden til Mia Heide, som han de seneste tre år har vejledt gennem hendes Ph.d. afhandling om operationalisering af absolut bæredygtighed. Ph.d. projektet er et godt eksempel på et vellykket samarbejde mellem DTU og NIRAS, og Mia Heide forsvarede afhandlingen blot en uge inden eventet:

"For mig markerer dette arrangement afslutningen på mit Ph.d. -kapitel. Nu kan jeg virkelig begynde på den næste fase i min karriere, som helt sikkert vil inkludere samarbejde med flere af dem, der er her i dag," siger hun og understreger, at der er en helt særlig glæde ved at se hele det Advisory Board, der har haft en afgørende betydning for hendes forskningsprojekt. En af dem er Chief Sustainability Officer hos AP ejendomme Morten Leen:

”Vi taler alle sammen om bæredygtighed og samfundsansvar, men vi mangler altså at se, at folk rent faktisk ændrer adfærd."

Chief Sustainability Officer AP ejendomme, Morten Leen

”Jeg har fulgt Mias arbejde fra begyndelsen, så jeg er her selvfølgelig for at se, hvordan det hele nu er endt. Der ligger en stor formidlingsopgave i at få spredt al denne viden, og det kan man kun ved at skabe opmærksomhed omkring det,” siger han og betoner, at han glæder sig meget til det næste oplæg af Rune Baastrup:

”Vi taler alle sammen om bæredygtighed og samfundsansvar, men vi mangler altså at se, at folk rent faktisk ændrer adfærd. Så det håber jeg, Rune Baastrups oplæg kan hjælpe til,” siger Morten Leen, inden han igen sætter sig blandt resten af de fremmødte.

Adfærdsændring er afgørende

Da Direktør for Teknologirådet Rune Baastrup indtager scenen, er det med et oplæg om implementering og/eller ændring af adfærd. Udgangspunktet for præsentationen er en overskrift, der lyder: ”Kultur er forestillinger om det gode liv – og optimerede vaner, arbejdsgange og systemer byggeplads for byggeplads”. På skærmen bag ham er et stort billede af en nybygget villa, der rives itu af billeder af armeringsjern, beton og gravemaskiner.

Pointen hos Rune Baastrup er overordnet set, at branchen er nødt til at undersøge de herskende vaner og arbejdsgange i byggeriet, før man kan ændre adfærden og nå i mål med at bygge mere bæredygtigt.

Han mener nemlig, at byggebranchen er begunstiget med forbrugere og kunder, der har ændret adfærd og nu stiller nye og anderledes krav til bæredygtigheden i et byggeri.

Hans præsentation bidrager herefter med en række fremgangsmetoder og værktøjer til at ændre adfærden og kulturen i byggebranchen. En af de væsentlige pointer er, at adfærdsændringerne skal tilgås på en involverende måde, der giver en følelse af medejerskab og involvering.

Derudover fokuserer Rune Baastrup på tre afgørende elementer for en mere bæredygtig adfærd i fremtiden: Hjernen, der er styret af fornuft, hjertet der er styret af en oprigtig lyst til at gøre en forskel og hånden, der er afgørende for, at der bliver handlet. Alle tre elementer er ifølge ham nødvendige, hvis man i fremtiden skal se en mere bæredygtig adfærd.

Afsluttende paneldebat med Lene Espersen

Bæredygtighedseventet afsluttes med tre kvarters paneldebat mellem alle oplægsholderne og tidligere justits, udenrigs, økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen, der også har været administrerende direktør i Danske Arkitektvirksomheder.

Under paneldebatten opstår en god, spændende og udforskende samtale mellem de fem forskellige eksperter, der tilsammen understreger Mads Søndergaards indledende pointe om, at udviklingen af nye teknologier, adfærdsændringer, samarbejde og statslige regulativer alle er vigtige elementer, hvis vi skal se en mere bæredygtig byggebranche i fremtiden.

Kodeordet må altså være at fortsætte den åbne og konstruktive dialog i et samarbejde på tværs.

Se programmet fra dagen her

Vil du vide mere?

Mads Søndergaard

Mads Søndergaard

Koncerndirektør

Allerød, Denmark

+45 3085 0900

Se også: