Nyhed
Der er energi, CO2 og penge at spare, hvis fjernvarme-forbrugere optimerer deres fjernvarmeanlæg. NIRAS har udarbejdet handleplaner for ti store fjernvarmekunder i Gentofte – bl.a. 210 boliger i Fællescentret Strandlund, der sparer 150.000 kr. på varmeregningen.
”Der ligger guld gemt i fjernvarmerørene. Ved få tiltag kan man som forbruger spare mange penge på fjernvarmeregningen”.
Det siger fjernvarmespecialist i rådgivningsfirmaet NIRAS, Jan Gellert, som har hjulpet Fællescentret Strandlund med bedre at udnytte fjernvarmen for bebyggelsens 210 ældreboliger, svømmehal og restaurant.
På grundlag af en handleplan – som Gentofte Fjernvarme bad NIRAS om at udarbejde for bebyggelsen – har Strandlund fået udskiftet sit 30 år gamle varmeanlæg til et nyt og mere effektivt. Det gamle anlæg udnyttede nemlig fjernvarmen så dårligt, at beboerne betalte et strafgebyr på 150.000 kr. om året.
Tilbagebetalingstid på kun fire-fem år
Ifølge Jan Gellert vil det nye anlæg, der har kostet 765.000 kr., have tjent sig hjem om fire-fem år, uden at beboernes varmeregning stiger. Dertil kommer, at bebyggelsens energiforbrug årligt vil falde med mindst 130 MWh, hvilket svarer til varmeforbruget for syv standardboliger, som yderligere sparer samfundet for 13 ton CO2.
Strandlund glad for gratis handleplan
For teknisk chef for Strandlund Claus Walther kom handleplanen på det helt rigtige tidspunkt.
”Vi stod med et varmeanlæg, som gav os en høj strafafgift. Så vi vidste godt, at det var et spørgsmål om tid, før vi skulle skifte det ud. Men da Gentofte Fjernvarme tilbød os en færdig handleplan, fremskyndte vi udskiftningen”, siger Claus Walther og tilføjer:
”Det var godt, vi slog til, for vi kan allerede nu se, at udnyttelsen af vores varme vand er så god, at vi slipper for strafgebyr i år, ligesom vi har varmt vand nok til alle også på spidsbelastningstidspunkterne”.
Gentofte Fjernvarme tilbyder flere handleplaner
Handleplanen indgår som del af et pilotprojekt, der omfatter ti store fjernvarmekunder i Gentofte. Alle har det til fælles, at de har en meget dårlig afkøling. Det vil sige, at det returvand, de leverer tilbage til fjernvarmeværket, har for høj en temperatur.
Gentofte Fjernvarme er så opmuntret over pilotprojektets første resultat, at selskabet nu vil tilbyde handleplaner for 100-200 af kommunens resterende større fjernvarmekunder, der tæller skoler, institutioner og private ejendomme.
Læs projektomtale i fagbladet Fjernvarmen.