Indsigt
Bæredygtig facility management gavner både hjerne og hjerte

Indsigt
Bæredygtighed spiller en stadig større rolle for Facilities Management-organisationer. Læs her, hvordan I kommer fra ad-hoc-projekter til en plan, der sætter fart på indsatsen og forenkler hverdagen.
Når først man kommer i gang, er der et utal af muligheder. Mange virksomheder og deres Facilities Management (FM)-organisationer er ambitiøse og vil også bidrage til en bæredygtig udvikling. De fleste lægger ud med enkelte initiativer, som kan høste nogle åbenlyse gevinster, men når de lavt hængende frugter er høstet, et der ofte tvivl om næste skridt. For hvordan kommer FM-organisationen i mål med egne ambitioner?
Svaret er, at alle funktioner, som er knyttet til ejendomme og ejendomsservices (investeringer, administration, space management, drift og service) bruger deres indsigt og opgaveløsning til en grøn omstilling. Der er brug for en helhedsorienteret indsats med eksplicitte mål for en bæredygtig omstilling af organisationen for at fremme, at alle funktioner arbejder i samme retning og takt.
Selv om virksomheder og FM-organisationer er ens med hensyn til, at FM er en støttefunktion til kernevirksomheden, er der store forskelle på de rammer, som en bæredygtighedsplan skal tage udgangspunkt i. Nogle ejer selv de bygninger, som de bruger, andre lejer sig ind, og andre igen er bygningsejere af udlejningsejendomme.
Alle må overveje, hvem de er i dag, og hvem de vil være i fremtiden. Hvad er kernevirksomhedens behov i dag, og hvordan forventer vi, at de vil udvikle sig i fremtiden? Hvilke succesparametre arbejder vi med? Hvilke risici er der ved ikke at gøre noget? Sådanne strategiske rammer er helt nødvendige at få afklaret for at kunne sætte de rette mål og krav til FM-løsningerne. Dernæst er der hele sourcing-diskussionen. Hvilke interne kompetencer har virksomheden, og hvilke må man tilkøbe?
Se planen som et nyt skridt i en udviklingsrejse. Start med at kortlægge, hvor I er i dag, og dyrk jeres visioner samt mål for, hvordan I gerne vil ses af fremtidige kunder, samarbejdspartnere og kollegaer.
En helhedsorienteret bæredygtighedsplan sikrer fælles retning på strategisk, taktisk og operationelt plan. Den skal sikre koordinering på tværs af funktioner (investering, administration, space management, drift og service), så funktionerne ikke spænder ben for hinandens indsats, eller bare flytter problemer fra en funktion til en anden. For at minimere restaffald er der f.eks. brug for gode placeringer af kildesortering, justering af rengøringsservices, plads til affaldscontainere og ikke mindst kommunikation med brugerne.
Miljø- og klimaregnskaber hjælper med at kortlægge virksomhedernes påvirkning af det lokale og globale miljø og er vigtige redskaber for at udarbejde en effektiv plan. Desuden vil man arbejde med bæredygtige business cases, livscyklusanalyser og lignende for at vurdere hvilke initiativer, som er mest bæredygtige på kort og længere sigt. Dette er ny viden, som man må indarbejde i virksomhedens beslutningsgrundlag, og typisk har virksomheder behov for kompetenceopbygning hos projektledere eller ekstern assistance.
Men bæredygtighed skal udvikles både med hjerne og hjerte for at få medarbejdere og andre brugere med. Der skal også arbejdes med motivation, kommunikation og en fælles kultur. I fremtiden vil vi se FM-organisationer, som arbejder mere systematisk med at afklare behov og få feedback fra deres brugere.
En god proces er at slippe ideer og kreativitet løs i virksomheden og derefter vurdere og prioritere indsatserne. Der må fakta på bordet i forhold til den aktuelle situation og mulige alternativer i fremtiden. Studiebesøg og pilotprojekter er en god ide for at konkretisere og afprøve alternative FM-løsninger, inden man ruller løsningerne ud i større skala.
På grund af ressourcebegrænsninger er der typisk brug for at prioritere mellem forskellige indsatser i årlige handlingsplaner. FM-organisationer må være godt klædt på til at argumentere for fordele ved de anbefalede tiltag og konsekvenserne ved, at man ikke gennemfører dem. En hjælp kan være at arbejde med FM´s 12 værdiparametre, som bl.a. fokuserer på produktivitet, sundhed og sikkerhed, ejendomsværdi og image (jf. Jensen og van der Voordt 2017).
Man skal lægge tid og ressourcer i at udarbejde en plan, men fordelene ved en god plan udmønter sig på flere planer:
At arbejde for en bæredygtig udvikling er for mange en meningsfuld og opbyggelig indsats, når man tilrettelægger arbejdet i en god proces med aktiv deltagelse på tværs af organisationen. Men kun med en dedikeret ledelse kommer FM-organisationer fra ad-hoc-projekter til en koordineret og helhedsorienteret indsats for en bæredygtig udvikling.
Bæredygtig FM er en paraply for mange specialiserede FM-udfordringer på strategisk, taktisk og operationelt niveau. En plan sætter fart på indsatsen og forenkler hverdagen. Få her en huskeliste, før du går i gang: