Samskabelse med borgere og interessenter

Vi løser opgaver, der udvikler byer og lokalsamfund, med god borgerinddragelse og strategiske greb som kvalitetskrav.

Som byplanlæggere og proceskonsulenter er vi optagede af at omsætte borgernes og interessenternes ønsker og idéer til konkrete, bæredygtige løsninger. Vi har stor erfaring med borgerinddragelse gennem workshops, open space og digitale værktøjer som geodesign, hvor vi sammen udvikler nye scenarier for områdernes fremtidige udvikling.

En god borgerinddragelsesproces fører til ejerskab samt forståelse og er en forudsætning for en realiserbar strategi. Vi er eksperter i at se helheder og udvikle de overordnede greb, der tydeliggør projektets kvaliteter og løser dets udfordringer i forbindelse med blandt andet bosætningsstrategier, helhedsplaner eller kommunale strategier for jordhåndtering.

Vision, proces og strategi

NIRAS har mange års erfaring med borgerinddragelse i forbindelse med visionsprocesser, som skal munde ud i konkrete planer. Det kan være helhedsplaner, rekreative områder, byrum, institutionsbyggeri og meget andet. Vi tilrettelægger altid den bedst mulige proces for at bringe borgernes idéer i spil, udfordre dem med alternative løsninger og muliggøre de prioriterede indsatser i den fysiske planlægning. Det kan være gennem spilmetoder, sociale medier, open space, byvandringer, temadage mv.

Geodesign

Vi har gode erfaringer med digital realtime-modellering af scenarier på workshops og borgermøder. Metoden er særdeles velegnet til kommunikation og dialog med borgere og andre interessenter om udviklingen af et område, ganske enkelt fordi det er meget intuitivt og visuelt.

Udgangspunktet er en simpel, digital 3D-model af et afgrænset området, hvor vi på forhånd kan definere nogle fastlagte krav eller parametre, som planen skal opfylde. Parametrene kan eksempelvis være maksimal bygningshøjde eller afstandskrav, krav til grønne områder, parkeringspladser osv. Vi har også mulighed for at indarbejde forureningskortlægning, forventede vandstigninger eller andre langsigtede begrænsninger i området, som en fremtidig planlægning skal tage højde for. Der er et utal af muligheder.

På workshoppen kan deltagerne flytte rundt på bygninger og andre elementer på grunden, ændre deres størrelse mv., og simultant beregnes nøgletal, som viser konsekvenserne heraf. På den måde kan deltagerne selv være med til at afprøve en række alternativer til fx dispositionsplaner, klimatilpasninger eller masterplaner.

Formidling og visualisering

Vi formidler planer og strategier gennem layoutede rapporter, webløsninger eller visualiseringer, der kan bruges i den politiske behandlingsproces, til fondsansøgninger og lignende.

En 3D-visualisering eller arkitekturvisualisering er 2D- eller 3D-billeder, som gør det muligt at vurdere designet af for eksempel bygninger i korrekt skala og miljø. En 3D-visualisering gengiver lys og materialer i virkelighedstro proportioner. Både interaktive 3D-visualiseringer og præ-renderede billeder kan bruges til at vise, hvordan det færdige projekt kan se ud.

På samme måde konkretiserer vi også mål og handlinger og skitserer det tidsmæssige forløb og evt. økonomiske perspektiv for succesfuld realisering af projektet.

NIRAS tilbyder desuden en række digitale værktøjer til formidling af planer. Læs mere om DKplan her og om 3D bymodel her.

FNs Verdensmål

Vi afholder også seminarer og workshops, der inspirerer og skaber klarhed over, hvordan man som kommune kan arbejde med verdensmålene på en enkel og håndgribelig måde. Vi tænker altid praksisnært og giver deltagerne mulighed for at arbejde med cases fra hverdagen, hvilket gør nye indsigter og metoder lettere at implementere efterfølgende.