Projekt
Historisk svensk øvelsesterræn ryddet for granater

Projekt
Det er ikke hver dag, at civile firmaer får kontrakt på at rydde svenske militære øvelsesområder for ueksploderet ammunition. Faktisk var det ikke sket før, da NIRAS i 2013 fik til opgave at rydde et tidligere øvelsesterræn kaldet Myran Skydebane sammen med to entreprenører.
Området ligger ved byen Falun godt 200 km nordvest for Stockholm. Fra 1909 til 1958 blev arealet brugt som skydeterræn for Dalregimentet, der har rødder tilbage til 1600-tallet og flere gange har kæmpet i krige mod Danmark.
Jorden blev ryddet for ueksploderet ammunition ned til to meter under terræn. Det skete ved at ved bruge sonder, der registrerede ændringer i jordens magnetfelt og dermed potentielt ueksploderet ammunition. Sonderne var dels monteret på traktorer, dels båret i hånden.
Svenskerne har tradition for sprængstof i deres øvelsesammunition. Det øger trusselsbilledet betydeligt og stillede ekstra krav. Derfor måtte NIRAS trække på erfaringer fra brændpunkter som Afghanistan, DR Congo og Bosnien for at løse opgaven.
NIRAS fungerede som rådgiver for entreprenørerne RGS 90 og DAMASEC med ansvar for styring af kvalitet, risiko, miljø og arbejdsmiljø. NIRAS stod også for kontrol af entreprenørens dokumentation samt fagtilsyn med arbejdet.
For at sikre at svenske miljøregler blev overholdt, trak NIRAS desuden på svenske kollegers ekspertise på kontorerne i Linkøbing og Stockholm.