Projekt

Bevaringsværdige Højergård får nyt liv som madlejrskole

Madlejr Hoejer V134

Marskgården Højergård i Sønderjylland har i tre år været under restaurering, og i foråret vandt gården en pris for sin bevaring af den sønderjyske bygningskultur. Gården, der er ejet af Realdania By & Byg, danner i dag rammerne for en madlejrskole for børn fra hele Danmark.

7. oktober, 2020
  • SDG: #4, #12
  • Sektor: Byggeri
  • Lande: Danmark
  • Donor: Arla Fonden
  • Klient: Realdania By & Byg

I sønderjyske Højer ligger Højergård, som består af tre bygninger, hvoraf den ældste stammer fra 1700-tallet. Fra 2016 til 2019 har konsulent i NIRAS Jesper Boddum været projektleder for en omfattende restaurering af bygningerne. Efter tre års restaurering blev Højergård i sommeren 2020 belønnet med en pris af Tønder Kommune for sin bevaring af sønderjysk bygningskultur.

Højergård består af en lade fra 1700-tallet, et stuehus fra 1823 og en villa fra 1906. De har alle gennemgået en restaurering, hvor det har været vigtigt, at opretholde den oprindelige sjæl og bygningskultur, som i høj grad er præget af områdets marskland. De restaurerede bygninger danner i dag ramme for en madlejrskole for børn samt andre aktiviteter med sundhed, mad og natur som omdrejningspunkt.

Det er Arla Fonden, der står bag den nye madlejrskole, som Tønder Kommune også er engageret i. Den er den 2. skole af sin slags i Danmark. På lejrskolen skal tusindvis af børn i 6. og 7. klasser fra hele Danmark lære om mad, sundhed og bæredygtighed. De skal blandt andet selv filetere fisk, lave mad af en nyslagtet høne og lære om sunde madvaner.

Det tog tre år at restaurere den gamle Marskgård. Foto: Arla Fonden

Man har forsøgt at fastholde den oprindelige sjæl og bygningskultur. Foto: Arla Fonden

Bevaring af tre århundredes byggestil

Jesper Boddum fortæller, at når ingeniører arbejder med fredede bygninger, er det altid vigtigt at tænke på, at vi kun har disse bygninger i vores kulturarv til låns. Vi skal bevare dem, så de kommende generationer også kan nyde dem.

Højergårds bygninger repræsenterer tre århundrede, og de bærer præg af både kultur, historie og en tid under tysk herredømme. Under restaureringen har der været stort fokus på at bevare bygningernes oprindelige byggestil. Gårdens villa er for eksempel bygget i en stil med inspiration fra Tyskland, hvilket har været vigtigt at bibeholde.

Under restaureringen har det været en klar ambition at bevare og genbruge så meget som muligt fra de tre bygninger. For at Højergård kan bruges i en ny og moderne sammenhæng har det dog været nødvendigt at afvige fra den oprindelige stil nogle steder.

Foto: Arla Fonden

Foto: Arla Fonden

Ingen standardløsninger

Når man som ingeniør inden for konstruktioner, vvs og el skal arbejde med restaurering af gamle fredede bygninger, stiller det store krav til samarbejdet med projektets arkitekter, da der næsten aldrig er tale om standardløsninger.

Ved Højergård betød det, at el-ingeniøren måtte arbejde med specialfremstillede komponenter i træ for at få installationen af stikkontakter og afbrydere så tæt på det oprindelige som muligt. Derfor er ledninger og kabler også blevet ført i synlige stålrør og ikke skjult, som man ville gøre det i dag.

Ventilationsingeniøren skulle i høj grad arbejde tæt sammen med arkitekten, så man kunne etablere den nødvendige ventilation og samtidig tage de nødvendige hensyn til æstetikken ved udførelsen.

Når børnene nu svinger potter og pander i madlejrskolen på Højergård, kan de udover viden om mad og sundhed måske samtidig få indsigt i den gamle sønderjyske bygningskultur og de historiske begivenheder, der kan ses i de tyskinspirerede bygninger. Efter en veloverstået restaurering er der igen kommet nyt liv til de historiske huse i Tøndermarsken.

Om projektet

NIRAS har projekteret konstruktioner, kloak, vvs og indvendige afløb, el og ventilation. Restaureringen af Højergård er udført af NIRAS og VMB Arkitekter for Realdania By & Byg, som er datterselskab af foreningen Realdania og ejer af Højergård. 

Vil du vide mere?

Jesper Boddum

Jesper Boddum

Konsulent

Aarhus, Denmark

+45 2028 5004

Se også: