Nyhed
Lisbeth Knudsen, ansvarshavende chefredaktør og direktør for Mandag Morgen, og Jens Maaløe, adm. direktør i TERMA A/S, blev valgt som nye medlemmer i NIRAS’ bestyrelse på selskabets generalforsamling den 4. april 2018.
Lisbeth Knudsen er ansvarshavende chefredaktør og direktør for Mandag Morgen og bestyrelsesformand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole samt for Det Kongelige Teater. Hun er desuden medlem af bestyrelsen for ENIGMA – post-, tele- og kommunikationsmuseet.
Hun er født i 1953 og er uddannet journalist. Hun har haft lederjobs inden for mediebranchen i de seneste 40 år og formandskab for adskillige bestyrelser fra Infomedia til trykkerier og digitale aktiviteter som Netdoktor. Hun er tidligere ansvarshavende chefredaktør ved Berlingske og tidligere koncernchef for Berlingske Media. Lisbeth Knudsen har tidligere været nyhedsdirektør ved DR og medlem af DRs direktion. Hun har været ansvarshavende chefredaktør for Det Fri Aktuelt samt adm. direktør for A/S A-pressen.
Jens Maaløe er født i 1955 i Hvidovre og er uddannet civilingeniør på DTU suppleret med en Ph.d. i radarteknologi og optisk kommunikation. Han er adm. direktør hos TERMA, der leverer højteknologiske løsninger til forsvars- og rumfartsindustrien, og er formand for Innovationsfonden og bestyrelsesmedlem i bl.a. NKT Holding og Grundfos Holding.
Tidligere i sin karriere har Jens Maaløe været adm. direktør i Tele Danmark og GN Nettest.
Om den nye bestyrelsespost i NIRAS siger Lisbeth:
”NIRAS er for mig en utrolig spændende virksomhed med nogle værdier og mål, som i høj grad virker attraktive at arbejde med for mig. Det er også en virksomhed med et stort potentiale, som jeg håber at kunne give mit lille bidrag til at være med til at udvikle.
Jeg kommer med en baggrund og erfaring fra en branche, der har stået forrest med hensyn til at gennemleve den totale disruption, en kolossal teknologisk udvikling og globalisering - alt sammen på en gang. Det giver en vis indsigt i, hvordan man arbejder med dynamiske strategier, digitalisering, skabelse af forandringer og god kommunikation.
Derudover har jeg snart mange års positive erfaringer med bestyrelsesarbejde i forskellige typer virksomheder, og jeg glæder mig til samarbejdet i bestyrelsen og med NIRAS’ ledelse og medarbejdere”.
Og Jens Maaløe supplerer:
”Jeg har beskæftiget mig med teknologi, globalt salg og ledelse gennem hele mit arbejdsliv. Jeg glæder mig derfor til at indtræde i NIRAS’ bestyrelse, hvor jeg ser frem til at kunne bidrage med de discipliner, som jeg er stærkest inden for.
Gennem de seneste 15 år har jeg været administrerende direktør for TERMA, som er en ingeniørtung virksomhed. Her har jeg set det som min hovedopgave at sikre, at viden og innovation er blevet omsat til et solidt forretningsgrundlag.
Jeg har gennem de seneste år været medlem af flere bestyrelser for højteknologiske selskaber, hvor jeg ser det som min væsentligste opgave, at direktionen får de bedst mulige arbejdsbetingelser for at drive en sund og profitabel virksomhed.”