Nyhed

Eksperter sætter klima på skoleskemaet i Lemvig

Klimatorium Lemvig

Gymnasieelever i Lemvig sætter alt ind på klima og grøn omstilling. Et ’Klimahackathon’ skal formidle vigtig viden og anvise grønne karrieremuligheder.

12. februar, 2021

Fredag i uge 6 vil alle førsteårselever på Lemvig Gymnasium deltage i ’Klimahackathon Kick-Off’ arrangeret af Klimatorium. Et virtuelt møde mellem ungdommen og en række klimaeksperter. En dag med fokus på viden, innovation og tilgange til en bred vifte af relevante emner relateret til grøn omstilling, vand og klimatilpasning.

I løbet af dagens kick-off event får eleverne oplæg fra lang række eksperter, som repræsenterer en bred vifte af forskere, politikere, ingeniører og projektledere. De sætter fokus på både lokale og globale udfordringer – økonomiske, økologiske og samfundsmæssige – og kobler teori og praksis.

”De elever, vi har i gymnasiet i dag, tilhører en generation, der for alvor vil komme til at mærke både klimaforandringer men forhåbentlig også forandringer, som de selv skal være med til at skabe i kampen mod netop klimaforandringerne,” siger Bo Larsen, rektor på Lemvig Gymnasium.

De unge er fremtiden

Hos Klimatorium vil man rigtig gerne have en tæt dialog med de unge, som bliver fremtidens arbejdsstyrke. De skal klædes på, så de kan arbejde for den grønne dagsorden, fortæller Sarah Lund, som er projektleder ved Klimatorium.

”Det er vigtigt at skabe en bedre dialog mellem unge og erhvervslivet samt sikre, at vi formidler vores ofte meget tekniske projekter i et sprog, der er forståeligt for alle. Klimahackaton giver os en perfekt mulighed for at teste dette, når gymnasieelever lytter til eksperter og fagfolk. Vi håber, de bliver inspireret og motiveret til at lære mere,” siger hun.

Om Klimatorium

Klimatorium er Danmarks internationale klimacenter, som ligger i Lemvig. Klimatorium arbejder aktivt på at nutidens og fremtidens udfordringer med grøn omstilling, vand og klima defineres og løses i brede samarbejder med deltagelse fra civilbefolkningen, det offentlige, uddannelsesinstitutioner og private virksomheder. Læs mere her.

Arrangementet ’Klimahackathon’ er en gave fra Kystdirektoratet, VIA, Region Midt og NIRAS, skænket til Klimatorium i forbindelse med Klimatoriums rejsegilde i marts 2020. Kick-Off-dagen skal gøre deltagerne klar til det egentlige Klimahackathon, som afvikles i juni 2021, hvor eleverne selv skal arbejde løsningsorienteret med forskellige lokale klimadilemmaer.

Viser grønne karrieremuligheder

NIRAS deltager med to oplæg. Chefkonsulent Charlotte Sinkbæk Schow vil berette om fremtidens klimaudfordringer og deres påvirkning på fremtidens byudvikling. Gruppeleder Johan Harkjær Kristensen fortæller om bæredygtighed og FN´s Verdensmål med fokus på konkrete projekter.

Klimahackathon vil desuden vise gymnasieeleverne både uddannelsesmæssige muligheder og karriereveje inden for klimaområdet:

”Som ung er det en jungle at vælge uddannelsesretning og at gennemskue, hvad man reelt kommer til at arbejde med, når man er færdiguddannet. Det er spændende og yderst relevant at være med til at præsentere gymnasieelever for hele det brede fagfelt, der er på klimaområdet. Jeg håber, jeg vil møde nogle af deltagerne i mit fremtidige arbejdsliv inden for klimatilpasning,” siger Mia Louise Møller Hall fra NIRAS, som er nyuddannet ingeniør inden for hydraulik, vand og miljø og har deltaget i tilblivelsen af Klimatoriums Klimahackathon og Kick-Off-eventet.

Arrangørgruppen bag Klimahackathon 2021 har en vision om, at Klimahackathon bliver en årligt tilbagevendende begivenhed, som skal bidrage til at udvikle og udfordre koncepter for inddragelse af unge i nutidens og fremtidens klimaudfordringer.

Vil du vide mere?

Mia Louise Møller Hall

Mia Louise Møller Hall

Ingeniør

Aarhus, Denmark

+45 4299 0302

Se også