Bygherrerådgiver Kristine Ann Barnes er specialist i lokationsbaseret planlægning, der effektiviserer logistikken på en byggeplads. Her sparrer hun på en tidsplan sammen med projektleder Jeppe Hestehave fra ejendomsvirksomheden Jeudan.
Mød en medarbejder

Kristine sikrer perfekt planlægning på byggepladsen

Bygherrerådgiver Kristine Ann Barnes er specialist i lokationsbaseret planlægning, der gør det muligt at effektivisere logistikken på en byggeplads. Hun hjælper med at sikre, at store projekter bliver afleveret til tiden og i høj kvalitet.

Bygherrerådgiver Kristine Ann Barnes sidder begravet i tilbudstidsplaner til et spændende, nyt domicil i København til to forsikringsselskaber. Det er et stort byggeri, og hun skal holde tungen lige i munden. Opgaven lyder at udarbejde en tidsplan, der angiver, hvor lang tid totalentreprenøren skal bruge på at bygge. Det indebærer et utal af spørgsmål som:

  • Hvor mange kraner skal de have?
  • Hvordan er logistikken på pladsen?
  • Hvordan er fundamentet bygget op?
  • Hvor lang tid tager pæleramningen?
  • Hvornår skal projekteringen af betonelementerne senest være på plads, så man kan få dem i tide på byggepladsen?

Kristine hjælper entreprenøren med at blive endnu skarpere på planlægningen. Nogle gange kan det klares med et møde på projektet, hvor de i fællesskab finder en procesrækkefølge for de aktiviteter, der skal udføres. Andre gange hjælper hun entreprenøren med at få et bedre overblik ved hjælp af en lokationsbaseret tidsplan, som viser, de forskellige aktiviteter på en byggeplads.

Finder flere måneder i tidsplanen

”Det er spændende at hjælpe med at give de udførende noget godt at arbejde ud fra – og især at samarbejde med entreprenører og i fællesskab finder flere måneder i tidsplanen. Det er fedt at gå fra byggepladsen og have hjulpet til med at skabe overblik,” siger Kristine.

Den største udfordring i hendes arbejde er, at byggebranchen er konservativ. Men den rykker sig, og der er mange, der gerne vil lære om, hvordan man sparer tid og ressourcer med lokationsbaseret planlægning.

”Har man først prøvet lokationsbaseret planlægning, så bruger man aldrig andet,” siger Kristine.

Bliver inspireret at unge, kloge hoveder

Kristine er bygningsingeniør og holder sig fagligt opdateret ved blandt andet at undervise på DTU, og der skal man være skarp.

”De unge mennesker spørger om alt. Det udfordrer mig både mentalt og fagligt. Og det giver energi at møde og tale med den næste generation efter 30 år i byggebranchen,” siger Kristine.

Men også i hendes egen afdeling i NIRAS, der arbejder med at digitalisere byggebranchen, er hun omgivet af kloge, unge hoveder, der konstant finder på at gøre tingene nemmere. Seneste med at koble 3D-bygningmodeller med hendes tidsplaner

Nyder selvstændighed i arbejdet

Kristine har valgt at arbejde som rådgiver hos NIRAS for at hjælpe entreprenører med at planlægge deres arbejde bedre samt at udbrede det gode budskab om, at lokationsbaseret planlægning er det bedste leanværktøj, hun nogensinde er stødt ind i.

Hun nyder, at der er stor selvstændighed i hendes arbejde, og at fordelene ved lokationsbaseret planlægning spreder sig som ringe i vandene. Opgaverne kommer derfor i en god, jævn strøm.

”Jeg kan bedst lide at være procesleder på et fast byggeri med ansvaret for tidsplanen, og at alle mand følger den. At indgå aftaler, få tingene til at fungere, at samarbejdet spiller og hjælpe alle med en bedre planlægning. Det er det bedste, jeg ved,” siger hun.

Hvad er Lokationsbaseret planlægning? 

Lokationsbaseret planlægning (LBS) – et LEAN-værktøj, der gør det muligt at lede de forskellige processer i et byggeri direkte på byggepladsen. Det er også kendt som cyklogram-planlægning, der grafisk tydeligt og overskueligt angiver tid og aktiviteter fordelt på lokationer. Hermed kan man hurtigt se på hvilke områder, der er høj belastning på, samt justere og optimere tidsplanen for at sikre en flydende produktion på byggeriet. 

Læs mere: 4D-visualisering af byggetakt