An aerial view of a watercourse
Et ekspertudvalg under Miljøministeriet har anbefalet at indføre en mere helhedsorienteret tilgang til fremtidens forvaltning af vandløb. Men det bliver lettere sagt end gjort, mener Morten Lauge Fejerskov, vandløbsspecialist i NIRAS.
indsigt

Ny tilgang til forvaltning af vandløb kan ende i vandkamp

Helhedsorienteret planlægning i vandforvaltningen er en nødvendighed, har en ekspertgruppe under Miljøministeriet fastslået. Men det bliver en sand balanceakt at implementere den nye, helhedsorienterede tilgang til vandløb, og der er mange misteltene, som skal tages i ed, for at det kan lykkes.

I slutningen af 2017 afleverede et ekspertudvalg en rapport til Miljøministeriet med et bud på fremtidens forvaltning af vandressourcen. Helhedstænkning og helhedsplanlægning bliver altafgørende faktorer for at løse de tværkommunale udfordringer, lød det i rapporten.

Den bredt sammensatte ekspertgruppe repræsenterede både Landbrug og Fødevarer, forskningsinstitutioner og Kommunernes Landsforening. Det er både bemærkelsesværdigt og glædeligt med disse takter. Men desværre for miljøministeren gav rapporten intet bud på, hvordan offentligheden, interesseorganisationer og lokale borgerforeninger kan inddrages i kommunernes helhedsplanlægning. Der er brug for, at vi bliver langt mere konkrete, for at rapporter som den omtalte kan give anvendelige og realistiske svar.

Med den nye klimavirkelighed er der behov for, at den 34-årige vandløbslovgivning kan komme i sync med nutidens behov

Sådan sagde miljøministeren, da et ekspertudvalg afleverede sine anbefalinger til vandløbsforvaltningen i slutningen af 2017.

Kan ende i ’vandkamp’

Lige nu er der cirka tre år til næste kommunalvalg. Derfor kan det virke lovlig bekvemt for politikere i kommunalbestyrelser at tale om kommunens vandoplande som en del af en tværkommunal og helhedsorienteret vandplanlægning. Spørgsmålet er, om der stadig er fælles fodslag, når strategien skal omsættes helt konkret og faktuelt ude i kommunernes sagsbehandling.

Læs mere om NIRAS' vandløbsteam

Det kommer til at kræve ’lokale ofre’, hvor haver eller marker skal oversvømmes i én kommune, for at undgå at områder i nabokommunen med større ’samfundsmæssig værdi’ oversvømmes. Det er her begrebet vandkamp ligger snublende lige for.

Rapporten fra ekspertpanelet opstiller tre primære anbefalinger:

  1. Den helhedsorienterede planlægning og vandforvaltning
  2. Differentieret klassifikation i forhold til interesser
  3. Ændrede vandløbsregulativer til fastsættelse af vandløbets vandføringsevne

Helhed er komplekst

Den helhedsorienterede tilgang i vandforvaltningen på tværs af kommunegrænser er en nødvendighed i den kommunale hverdagspraksis. For det første for at imødekomme udfordringer og behov i hele vandløbssystemet. For det andet for at sikre, at én kommune ikke sender problemerne videre ”ned af vandløbet” – til nabokommunen. Dette gør sig også gældende, når den samme helhedsorienterede tilgang skal bruges til at tilbageholde vand i forbindelse med tørkeperioder.

Nødvendigt for den helhedsorienterede tilgang er også, at den fysiske planlægning i kommunen, det vil sige byggeri, infrastruktur og natur, tænkes med i vandforvaltningen. Når der sker ændringer og påvirkninger på ét planlægningsområde, påvirker det et andet. Dette skal der tages højde for.

Spildevandet er også en betydelig faktor at regne med i planlægningen. Vandløbene fungerer nemlig som aftagere af spildevandet. Spildevand kan betragtes som grundvand. Det er først pumpet op som drikkevand, husholdningsvand eller vand fra industri ét sted, og derefter udledes det som spildevand. Men det grundvand, der pumpes op, kommer ikke altid fra et bestemt vandløbs opland og er på den måde ”fremmed vand”, der har afløb i et andet vandopland. I andre tilfælde hentes vandet op fra meget dybe grundvandsmagasiner, som kun har begrænset kontakt til vandløbene.

Vandoplande

  • Nedbør, der rammer jordoverfladen, siver mod grundvandet eller løber terrænnært mod det laveste punkt i landskabet, hvor det samles til vandløb, der løber mod havet.
  • Vandet i vandløbet består af både nedbør og ældre grundvand, der har været gennem jorden.
  • Det areal, der bidrager til et vandløbs vandføring, kaldes for oplandet.
  • Vandløbsoplandene går på tværs af 'administrative grænser'. Det kræver samarbejde mellem kommunerne i et vandløbsopland at håndtere vandet korrekt. Dette sker blandt andet gennem vandløbsregulativerne.

Under alle omstændigheder er der tale om en ekstra vandmængde, som i sig selv ikke er problematisk, men kombineret med overfladevand fra befæstede arealer kan det give problemer.

Vandløb som infrastruktur for klimasikring

Endeligt bør en generel øget vandmængde tages med i en helhedsorienteret planlægning. Før tørken i sommeren 2018 oplevede vi generelt meget vand på markerne, forøget grundvandsstand og meget høj vandstand i vandløbene. Det betyder, at ådalene hurtigt oversvømmes. Den øgede vandmængde kan skyldes en meget høj nedbørsmængde over lang tid, være et udtryk for et ekstremt nedbørsrigt år, eller der kan være tale om en tendens, der fortsætter - altså en egentlig klimaændring. Ekspertudvalget anbefaler, at vandløbene inddrages som et centralt element i klimasikringen. Isoleret set er det et rigtig godt forslag, som nogle kommuner allerede i dag arbejder aktivt med, men er det løsningen på den øgede vandmængde?

Meget tyder på, at det ikke er ’størrelsen på vandløbene’, der er problemet. Derimod kandiderer ’vandstanden’ i de store åer og i sidste ende vandstanden i havet til at være den store synder. Den eneste farbare løsningsmulighed synes at være at se på hele vandsystemet og bruge vores viden om vandets bevægelser. Den logiske konsekvens er derfor med Professor Jørgen E. Olesens ord (AU):

Jeg har ikke noget entydigt svar på, hvad man skal gøre ved problemet. Men et kompromis kunne være helt at fjerne landbrugene fra nogle ådale og så lade vandet i åer og vandløb brede sig her. 

Jørgen E. Olesen, professor, Aarhus Universitet.

Med andre ord kan den bedste løsning være at bruge de lavest beliggende områder i landskabet (ådalene) til at opmagasinere vandet, uanset om der er tale om landsbrugsjord eller planlagt bebyggelsesareal. Disse områder vil fungere som magasiner, der i tørkeperioder vil afgive vandet langsomt og dermed medvirke til at imødegå effekterne af tørken.

Ind i den nye klimavirkelighed

Hvis miljøministeren skal skabe optimale betingelser for, at ”vandløbslovgivningen kan komme i sync med nutidens behov i den nye klimavirkelighed”, bør han sætte vejviserskiltene med omhu og kløgt, så der kun ses én farbar vej:

Der bør fra øverste myndighed skabes grobund for, at kommunalbestyrelserne har øje for de nævnte sammenhænge og samarbejder på tværs af kommunegrænser om de bedste løsninger for det samlede vandløbssystem og ikke for lokale interesser.

Det kan ikke fremhæves ofte nok, at netop overblik og samarbejde mod et fælles mål er absolut nødvendigt for at kunne gennemføre helhedsorienteret planlægning.

Interesseorganisationer på barrikaderne

En anden af ekspertudvalgets anbefalinger er en ny måde at administrere vandløbene på, som er bestemt ud fra de interesser, der er knyttet til vandløbet:

  1. Vandløb med særlige natur- og miljøinteresser
  2. Vandløb med øvrige natur- og miljøinteresser og
  3. Vandløb primært med afvandingsinteresser

Det bliver ikke nogen nem opgave at udarbejde en vejledning til vandløbsloven, der definerer de forskellige kategorier. Det er måske den af ekspertudvalgets anbefalinger, der kan få flest interesseorganisationer på barrikaderne og krydse klinger. Hvem bliver hørt – og hvem tager i sidste ende beslutningen om et vandløbs fremtidige tilhørsforhold til de tre kategorier?

LÆS OGSÅ: Vandløb befries for opstemning ved gammel vandmølle

Og genvordighederne stopper ikke her. Kategoriseringen medfører sandsynligvis også, at Danmark kommer i strid med i hvert fald ét EU direktiv, nemlig Vandrammedirektivet. Inden der foretages en genudpegning og sættes nye ambitionsniveauer for, hvad vores vandløb ’skal bruges til’, skal bindinger til både eksisterende EU- og national lovgivning grundigt undersøges.

Endeligt bliver det i kategoriseringsarbejdet nødvendigt at forholde sig til, hvad man gør, når vandløb, der fungerer som drænkanaler eller spildevandskanaler, møder vandløb, der er udpeget som naturvandløb. Det bliver væsentligt at sikre, at der tænkes i sammenhængende systemer, hvor spørgsmålene, om vi vil tillade, at nogle vandløbssystemer udlægges som ren natur, mens andre udlægges som drænings-, eller spildevandsvandløb, bliver behandlet.

Vandløbsregulativer

  • Vandløbsregulativet er det dokument, der beskriver, hvordan vandløbet ser ud, og hvordan vandløbet skal vedligeholdes.
  • Regulativet beskriver vandløbets forløb samt bygværker og dræn, der løber til vandløbet. Desuden beskrives vandløbets fald.
  • Vandløbets udformning kan beskrives enten ved at angive størrelsen på vandløbets bund og hældningen på siderne eller ved at angive et tværsnitsareal. En tredje mulighed er at angive, hvor meget vand vandløbet skal føre ved en bestemt vandspejlshøjde.
  • Regulativet er det retsgyldige, administrative grundlag for vandløbet.

Ændrede vandløbsregulativer

Ekspertgruppen anbefalede ligeledes, at der i fremtiden anvendes et vandløbsregulativ, som udstikker retningslinjer for, hvor meget vand der skal transporteres i vandløbet ved en given vandstand, et såkaldt Q/H-regulativ. Denne regulativtype benyttes allerede og skal helt erstatte regulativer, der angiver størrelsen på vandløbet (de såkaldte skikkelsesregulativer). Brugen af Q/H-regulativer gør det nemmere at fastsætte et vandløbs vandføringsevne, hvilket vil tilgodese, at vandløbet kan udvikle sig naturligt til gavn for miljø og natur.

Men kontrol af et Q/H-regulativ forudsætter, at der anvendes hydrauliske modeller, som skal kalibreres af rådgivere og andre eksperter. Det er derfor mere end én overvejelse værd, om man bør nytænke udformningen af vandløbsregulativerne, så de bliver lettere at forstå og kontrollere for kommuner, borgere og lodsejere.

Specielt når vandløbslovens formål i den nuværende udformning ikke er at tilgodese den ene interesse frem for den anden men i stedet at søge løsning på de konflikter, der kan opstå i forbindelse med benyttelse og beskyttelse af vandløb.

En kompliceret balanceakt

Afvejningen af interesserne er ofte en kompliceret balanceakt. Det kan virke uoverskueligt at forstå og forudse givne påvirkningers konsekvenser for hele vandløbssystemet. Forude ligger der derfor en meget stor, pædagogisk opgave i at vise konsekvenserne af den helhedsorienterede forvaltning af vandløbene.

Det bliver omfattende at implementere den nye tilgang til vandløbsforvaltningen, og der er mange misteltene, som skal tages i ed, for at det kan lykkes.

NIRAS' Vandløbsteam har gode bud på, hvordan det kan lade sig gøre. Næste skridt er at teste ekspertudvalgets anbefalinger i praksis, så politikere, interesseorganisationer, borgere og lodsejere kan se og vurdere konsekvenserne af en helhedsorienteret vandløbsforvaltning, før den bliver omsat til egentlig lov.