Miljømål om elskrot modarbejder cirkulær økonomi

Sammensmelter man metaller, er der fare for, at de bliver blandet eller opløser hinanden på måder, hvor de ikke kan skilles ad. På den måde kan det - for altid - blive umuligt at adskille metallerne i en form, hvor de oprindelige egenskaber gendannes.

Det svarer helt til at stå med en kop kaffe med mælk og sukker. Her er det umuligt at skille bestanddelene ad, så man igen står med mælk og sukker i kvaliteter, som kan anvendes i andre sammenhænge.

WEEE er en forkortelse for ”Waste Electrical and Electronic Equipment” og anvendes i hele EU som en fælles betegnelse for affald af elektriske og elektroniske produkter (elskrot). WEEE-direktivet skal fremme genanvendelsen af de materialer, der er i elektronik. Imidlertid kommer direktivets målemetoder reelt til at begrænse genanvendelse af en række vigtige metaller og mineraler.

Tabt – for evigt

Jagten på det store volumen kommer til at betyde, at en række vigtige metaller bliver tabt - for evigt – fordi de bliver smeltet sammen uden tilstrækkeligt blik for deres forskelle. For metal giver målene om vægt et fokus på at indsamle de metaller, som forekommer i store mængder: jern, kobber og aluminium. Af kommercielle grunde er der også fokus på at genvinde ædelmetaller - især guld.

De metaller, som kun forekommer i meget små mængder, går tabt. De bliver opløst i det andet metal og fører hermed over tid til, at det genvundne metal bliver urent og med dårligere egenskaber.

Under 1% af de vigtige special-metaller bliver genanvendt[i]. Når de bliver opløst i de andre metaller, bliver de tabt for evigt - og de andre metallers egenskaber forringes. Alligevel er det et udbredt udsagn, at "en stor del af materialerne i kasseret elektronik bliver genanvendt".

Forurenende minedrift

Blandt de metaller, som stort set ikke genvindes, er en række metaller, hvor de naturlige forekomster er yderst begrænsede (f.eks. germanium, hafnium, gallium). Tilsvarende er der tale om mange metaller, hvor forureningen fra minedrift er relativt høj[ii].

Konsekvensen bliver, at der opstår behov for at bryde ny malm for at få rene metaller. Dette gælder både for de metaller, som forekommer i store mængder og de, som kun anvendes i meget små mængder. Det medfører store klimabelastninger[iii] – og derfor bør vi sikre langt bedre genvinding.

I stedet for udelukkende at måle på den totale vægt af det elskrot, som sendes til genanvendelse, kan andre relevante mål for at håndtere kasseret elektronik (WEEE) være at måle på genvinding af specifikke metaller. Her er det vigtigt, at der udvikles metoder, så man bliver i stand til at måle på eksempelvis den mængde af de vigtige specialmetaller, som bliver genanvendt.

Men før de kasserede produkter bliver til elskrot, er det vigtigt at sikre, at levetiden forlænges så længe som muligt. Reparation og genbrug skal gå forud for genanvendelse. For at fremme reparation er det relevant at kunne måle på reparerbarhed. Her kan EU's initiativer (f.eks. EUs Sustainable Products Initiative, SPI[iv]) i retning af at måle på produkters reparerbarhed og genbrugelighed være gode skridt på vejen.

[i] UNEP, 2011, Recycling Rates of Metals, A Status Report

[ii] Economic Forum et.al (2019), A New Circular Vision for Electronics, Time for a Global Reboot, In support of the United Nations E-waste Coalition

[iii] van Schaik, Antoinette og Reuter, Markus A., 2014, Material-Centric and Product-Centric Recycling and DfR Rules, I: van Schaik & Reuter, red., Handbook of Recycling, Elsevier (s. 307-378)

[iv] Joint Non-Paper on The Upcoming Sustainable Product Initiative, Belgium, Denmark, Estonia, Finland, France, Littuania, Poland, Slovakia, Spain, July 2021