Netværk om cirkulær jordhåndtering i Trekantområdet
Nyt Netværk om Cirkulær jordhåndtering i Trekantområdet samler aktører på tværs af værdikæden, der alle vil styrke mere helhedsorienterede og praktiske løsninger i jordhåndteringen. Netværket er skabt for at dele viden, drøfte konkrete udfordringer og omsætte ambitioner om cirkulær jordhåndtering til handling.
Hvordan kan vi skabe mere cirkulære og praktiske løsninger i jordhåndteringen?
Det er omdrejningspunktet for et nyt netværk i Trekantområdet, der samler aktører på tværs af værdikæden. Formålet er at dele viden, drøfte konkrete udfordringer og omsætte ambitioner om cirkulær jordhåndtering til handling.
Netværket mødes fysisk 3–4 gange om året med faglige oplæg, cases, besøg i praksis og erfaringsudveksling. Ambitionen er at skabe et nært og tillidsfuldt forum med plads til faglig fordybelse, sparring og nye samarbejder.
Netværket henvender sig til entreprenører, bygherrer, forsyninger, rådgivere, myndigheder, uddannelsesinstitutioner og andre relevante aktører. Fælles for deltagerne er ønsket om at udvikle løsninger, der kan forbedre klimaaftryk, ressourceudnyttelse og kvaliteten i projekterne.
Styregruppen bag netværket består af Kolding Kommune som initiativtager samt Aarsleff, Blue Phoenix, EWII og NIRAS, der faciliterer netværket.
Vil du være med i et fagligt fællesskab, der arbejder konkret med fremtidens jordhåndtering?
Netværket er brugerfinansieret ved et årsbidrag på 3.000 kr. ex moms pr. CVR.
"Blue Phoenix' (tidligere RGS Nordic) motivation for at deltage i netværket ligger i vores vision Resources Reborn. Vi håndterer årligt millioner af tons jord, byggeaffald og slagger. Det væsentligste formål er at genanvende eller nyttiggøre jord som erstatning for jomfruelige råstoffer. Det kan kun gøres i samarbejde med alle interessenter gennem vidensdeling og produktudvikling."
"Hos Aarsleff ser vi det som vores naturlige ansvar at bidrage til en mere bæredygtig fremtid. Vi ser et stort potentiale i øget genanvendelse og lokal nyttiggørelse. Det kræver tæt samarbejde på tværs af værdikæden, og vi ser netværket som en vigtig platform for vidensdeling og udvikling af løsninger, der fungerer i praksis."
"I Kolding Kommune oplever vi ganske store udfordringer med håndtering af jord – både som myndighed og bygherre. For at løse de samfundsmæssige udfordringer er vi nødt til at tænke anderledes. Vi skal i fællesskab finde løsninger, der minimerer mængden af overskudsjord gennem tidlig planlægning, og samtidig øge genanvendelsen, hvor det er muligt. Derfor ser vi store muligheder i netværket."
"I NIRAS vil vi rigtig gerne være med i netværket, da al udvikling går stærkere og bliver bedre, hvis man tør udvikle sammen og ikke hver for sig. Vi har brug for, at den cirkulære udvikling får fart, og derfor ser vi netværket som en vigtig ramme for samarbejde og fælles udvikling."