Benjamin Aske Hunner: Kaffebryggende miljøingeniør med blik for de store sammenhænge

Selfie of a young man with work equipment. Benjamin Aske Hunner (ASKE)

Benjamin har sejlet fra Caribien til Polynesien i en sejlbåd og besøgt små lokale kaffefarme og øsamfund – og så har han deltaget i Danmarksmesterskabet i Barista. Drivkraften er hans stræben efter at forstå selv de mindste detaljer, hvilket også kommer til udtryk i hans arbejde som Miljøingeniør i NIRAS.

For Benjamin Aske Hunner er kaffe ikke bare kaffe. Der ligger en verden til forskel i, hvilken type bønner der benyttes,  vandet der bruges til at brygge med og ikke mindst selve bryggeprocessen. Det er dét, der gør hele forskellen. Denne stræben efter at forstå selv de mindste detaljer betød, at Benjamin kom i finalen til Danmarksmesterskabet i Barista 2015.

Benjamin har en trang til at forstå den dybere mening i, hvordan ting hænger sammen. Det kommer både til udtryk, når han i sin fritid rækker den sorte kaffe over disken hos The Coffee Collective – men bestemt også i hans arbejde som miljøingeniør.

Han er vokset op på Bornholm men har rødder i både USA og Danmark. Til dagligt arbejder han for NIRAS i Allerød, hvor han fik tilbudt en stilling efter at have samarbejdet med NIRAS under sit speciale. Benjamin arbejder på projekter i både Danmark og udlandet – en omskiftelig hverdag i en international atmosfære, som passer perfekt til Benjamin.

Hvornår stiftede du første gang bekendtskab med NIRAS?

Første gang, jeg rigtig hørte om NIRAS, var under mit speciale. Specialet handlede om at finde ud af, hvordan forurening bevæger sig fra en forurenet grund ved at bruge sporstoffer. NIRAS havde tidligere arbejdet på samme grund. De havde derfor meget data og mange forbindelser, som vi kunne drage nytte af, hvilket gjorde dem til en rigtig spændende samarbejdspartner.

Hvorfor valgte du at arbejde hos NIRAS?

Under mit speciale fik jeg indtrykket af, at NIRAS arbejder på et utrolig højt fagligt niveau, hvilket nok var den primære grund til, at jeg blev tiltrukket af virksomheden. Samtidig havde jeg en professor på DTU, som virkelig har fingeren på pulsen i forhold til, hvad der rører sig omkring i verden. Han lænede sig meget op af en ekspert, som jeg i dag har som kollega i NIRAS. Så jeg tænkte, at hvis min professor, som er utrolig klog, og som jeg har stor respekt for, tænker sådan om en anden, så må der være noget om snakken. Kort tid inden jeg blev færdig med mit speciale, blev jeg inviteret til et møde hos NIRAS, som jeg blev både glad og stolt over at blive indkaldt til. Så inden jeg vidste af det, var jeg en del af teamet i NIRAS Miljø. 

Hvad er det, du synes, er attraktivt ved ingeniørbranchen?

Jeg har altid godt kunne lide at beskæftige mig med forståelsen af naturen – og inden min studietid var der begyndt at komme et stigende fokus på klimaforandringer. Jeg følte, at der var rigelig snak, men ikke nok viden eller forståelse på området. Jeg vil gerne forstå ting i dybden – finde ud af hvordan de fungerer, og hvorfor de hænger sammen, som de gør. Som ingeniør begynder man at sætte ting lidt i bokse og prøver at forstå, hvilke mekanismer der er på spil. Derfor valgte jeg, at blive miljøingeniør.

Hvad er det mest interessante projekt, du har arbejdet med?

Det er et projekt med en stor, forurenet grund i Sverige, som jeg har arbejdet på det sidste halvandet år. Det er et omfattende projekt med mange ressourcer, hvilket gør det muligt, at benytte mange, nye  undersøgelsesmetoder og teknologier. Det er det spændende ved at arbejde på så stort et projekt. På projektet er jeg meget i kontakt med forskningsverdenen, hvor jeg får lov til at prøve forskellige metoder af, som der ellers normalt ikke er ressourcer til. Samtidig er variationen af at arbejde ude i feltet og derefter tilbage på kontoret virkelig spændende, da det giver en god forståelse for, hvad det er, man arbejder med.

Hvad er den mest spændende rejse, du har været på?

Inden jeg færdiggjorde mit studie, tog jeg et års orlov og sejlede rundt i Stillehavet i ni måneder. Vi var fem kammarater, som sammen brugte nogle måneder på at renovere en utrolig flot sejlbåd, som vi fik lov at låne. Vi begyndte turen i Caribien og krydsede igennem Panama-kanalen for derefter at sejle til Polynesien i Stillehavet. Rejsen var et stort eventyr, hvor jeg  fik mulighed for at udforske mange små øsamfund og besøge små lokale kaffefarme. Det var fuldstændig som at se rejseprogrammet ”Mod fjerne kyster” – det var den samme rute vi sejlede, bare et års tid før. Det hele var så surrealistisk og i starten ret grænseoverskridende, fordi de fleste af os ingen erfaring havde med at sejle. Så de første måneder af rejsen gik med at træne mand-over-bord øvelser – det var dumdristigt men virkelig en stor oplevelse.