outside school playground
Projektet har givet eleverne på Vallerødskolen flere legemuligheder; blandt andet er der etableret et klatretårn.

Vallerødskolen – skolegård og udearealer

Vallerødskolens klimatilpassede skolegård skaber mulighed for leg og læring

En ny vision for de uudnyttede arealer og ’tomme asfaltrum’ i skolegården på Vallerødskolen skaber klimatilpasset skolegård med nye mulighed for leg og læring.

Helhedsplanen for Vallerødskolens udearealer er blevet til i tæt samarbejde mellem Vallerødskolen, Hørsholm Kommune og NIRAS’ landskabsarkitekter. En del af helhedsplanen er projekteret og udført.

Med visionen om at udfordre den traditionelle skolegård går klimatilpasning nu hånd i hånd med spændende rum til aktiviteter i frikvarterer såvel som i undervisning på Vallerødskolen.

På udvalgte steder er asfalten brudt op og erstattet med slotsgrus. Andre steder er der etableret legeområder på gummibelægning, og i kanten af gården er der etableret pergolaer. De skaber udendørs ’stillerum’, som også kan bruges til udeundervisning, når vejret tillader det.

I alt er der etableret 1.500 m2 permeable belægning, der gør det muligt for regnvand at sive ned. Det aflaster kloakkerne og sikrer, at eleverne ikke får våde fødder, når det regner. Derudover har projektet givet eleverne flere legemuligheder; blandt andet er der etableret et klatretårn, og ved at lave optegninger på belægningen er der også skabt mulighed for balancelege.