Projekt
Det støver og larmer i den gamle Vestfløj i oplevelsesvirksomheden FÆNGSLET i Horsens. Her spiser store gravemaskiner de gamle fængselsmure bid for bid for at fjerne én etage og skabe plads til en stor ny multisal.
- Sektor: Byggeri
- Lande: Danmark
Da fange Carl August Lorentzen i 1949 flygtede fra statsfængslet i Horsens ved i hemmelighed at grave sig ud gennem fængslets massive mure, havde han nok ikke forestillet sig, at maskiner mange år senere skulle gøre ham kunsten efter. Denne gang dog for at gøre plads til en flot og åben multisal ’Vestsalen’.
For at få højde nok på den nye multisal fjerner man nu en hel etage. På den måde bliver der plads til at skyde en boks med et stort multianvendeligt rum ind i bygningen. Samtidig åbnes der op ud mod den gamle indergård, der overdækkes, og dermed kan flyde naturligt sammen med Vestsalen.
Det krævede primitiv ingeniørkunst og en hel del fantasi at afstive den 18 meter lange tunnel, som Carl August gravede tilbage i 1949. Langt mere udfordrende var det at beregne, fremstille og opsætte de store stålkonstruktioner, der erstatter de bærende vægge, man fjerner på etagen. Tilsammen skal de nye stålbjælker holde ikke mindre end 4000 tons overliggende fængselsetager fra at styrte sammen.
FÆNGSLET
Horsens Statsfængsel lukkede i 2006 og genåbnede i 2012 som FÆNGSLET med SleepIn, café, et prisbelønnet fængselsmuseum, iværksætteri og erhvervsudleje. Fængslet bruges også til mange forskellige former for koncerter, arrangementer, kunst- og kulturfestivaler og erhvervskonferencer.
Fra lukket til åbent fængsel
Boksen, der skydes ind i bygningen, er designet i et moderne formsprog og materialer, der bidrager til et meget originalt og åbent udtryk. Den massive murstensfacade fjernes også på de nederste etager og erstattes med glasfacader mod den ydre fængselsgård. Glasfacaden er med til at understøtte transformationen af det tidligere statsfængsel fra lukket til åbent.
Ved sommerarrangementer kan salen åbnes, så inde- og udeareal flyder sammen. Salen er samtidig meget fleksibel og kan deles op i to. På den måde kan den nye Vestsal bruges til både større og mindre arrangementer og kan med sine 1.200 m2 rumme op til 800 gæster.
Bygherrerådgiveren blev indsat
John Karl Jensen fra NIRAS er bygherrerådgiver på dette spændende projekt og har på egen krop mærket, hvad det vil sige at være indsat i fængslet. Heldigvis dog kun i forbindelse med projektets opstart, hvor alle involverede parter blev rystet godt sammen ved et arrangement med overnatning inden for murene i FÆNGSLETS SleepIn.
Især er John Karl Jensen begejstret for de store stålkonstruktioner og samarbejdsformen med integreret byggeri. Ved denne samarbejdsform engagerer man entreprenøren tidligt i processen, så bygherre, rådgivere, entreprenør og arkitekt allerede fra starten samarbejder tæt. Denne form kræver et tidligt udbud og er med til at sikre, at bygherren får mest mulig værdi for pengene.
”I et projekt som dette er det ekstra vigtigt, at vi alle sammen er på bølgelængde og arbejder sammen om de specielle løsninger helt fra start,” fortæller John Karl og fortsætter: Entreprenøren medvirker allerede fra projekteringsstarten, og er med til at sikre, at de løsninger som arkitekt og ingeniør projekterer er bygbare. Hermed vælges de teknisk og økonomisk optimale løsninger Derfor er det så godt med integreret byggeri.”
For at vende tilbage til Flugtkongen Carl August Lorenzen blev hans tur i friheden kort. Kun seks dage tog det, før han igen blev fanget og vendte tilbage bag fængslets tykke mure.
I FÆNGSLET i Horsens håber man også, at den nye sal vil trække arrangementer og mennesker til igen og igen. Dog helst den mere lovlydige slags og helst af frivillighedens vej.
Projektet
Vestsalen er støttet af Foreningen Realdania med 40 mio. kr., A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal med 40 mio. kr., Augustinus Fonden med 10 mio. kr., Salling Fondene med 5 mio. kr., Familien Hede Nielsens Fond med 3 mio. kr. og Spar Nord Fonden med 900.000 kr. Dertil kommer FÆNGSLETs egenfinansiering på 10 mio. kr.
NIRAS er bygherrerådgiver, arkitektfirmaet CUBO er totalrådgiver med Rambøll som ingeniørrådgiver. CASA A/S er hovedentreprenør.