Projekt
Skræddersyet miljørådgivning understøtter indsatsen for et bedre vandmiljø i Guldborgsund Kommune
Projekt
Hvordan sikrer vi et bedre vandmiljø i nogle af Danmarks mest værdifulde kystområder? Det spørgsmål er omdrejningspunktet for arbejdet i Kystvandrådet for Rødsand og Bredningen i Guldborgsund Kommune, hvor NIRAS bidrager med både marin kortlægning, analyser og procesunderstøttelse.
Kystvandrådet for Rødsand og Bredningen, et marint vandområde og kystopland beliggende mellem Lolland og Falster ud mod Østersøen, er etableret af Grønt Råd og Guldborgsund Kommune for at understøtte arbejdet med at opnå god økologisk tilstand i kystvandområdet. Rådet, som består af repræsentanter fra en række organisationer med interesser inden for bl.a. natur, landbrug og friluftsliv, arbejder for at skabe et stærkt lokalt videngrundlag for fremtidige indsatser, og for at identificere virkemidler, der kan reducere kvælstofstilførelsen og forbedre vandkvaliteten.
”Vores kortlægning giver indtryk af et spændende plantesamfund, der spænder over udstrakte enge af flotte kransnålalger og ålegræsbede til massive forekomster af trådalger og fedtemøg, der kvæler den øvrige vegetation."
Rasmus Søiland, konsulent, NIRAS
Som en del af projektet har NIRAS gennemført omfattende undersøgelser af bundvegetationen i Rødsand og Bredningen. Feltarbejdet omfatter både dykkerundersøgelser og registreringer på lavt vand.
”Vores kortlægning giver indtryk af et spændende plantesamfund, der spænder over udstrakte enge af flotte kransnålalger og ålegræsbede til massive forekomster af trådalger og fedtemøg, der kvæler den øvrige vegetation. Jo tættere vi kommer ind i de små kroge og vige med ferskvandsudløb, jo mere dækker trådalger, søsalat og epifytter,” siger Rasmus Søiland, marinbiolog og konsulent hos NIRAS, som sammen med sin kollega, seniorkonsulent Morten Brozek, har lavet dykkerundersøgelser i projektområdet.
Morten tilføjer: ”Forekomsten af forskellige arter af rodfæstede bundplanter samt trådalger og søsalat kan fortælle noget om miljøtilstanden, og vores undersøgelse har særligt fokus på udløb fra åer og afvandingskanaler, der kan fungere som lokale hotspots for næringsstofudledning.”
Ud over de marine undersøgelser har NIRAS gennemført en multikriterieanalyse af oplandet til Rødsand og Bredningen. Analysen, som samler indsigter fra NIRAS’ SPOT-værktøj og miljøfaglig viden, skal hjælpe med at identificere de områder, hvor kvælstofreducerende indsatser forventes at give størst effekt. Samtidig fungerer analysen som beslutningsstøtte i arbejdet med den grønne trepart og implementeringen af de kommende vandområdeplaner.
Sandra Andersen, konsulent hos NIRAS, fortæller om multikriterieanalysen:
”Analysen kombinerer data om kvælstofretention, naturinteresser, arealanvendelse, planmæssige forhold mv. Den viser, at de største potentialer for kvælstofreduktion findes i oplande til centrale strømningsveje og i lavbundsområder, hvor vand fra store dele af oplandet samles, inden det når kystvandet. Disse arealer består i høj grad af landbrugsjord i omdrift, hvilket giver gode muligheder for målrettede vådområdeindsatser med høj effekt. Samtidig peger analysen på muligheder for at optimere placeringen af fremtidige indsatser, så effekten maksimeres, mens konflikter med beskyttet natur minimeres.”
"Analysen viser, at de største potentialer for kvælstofreduktion findes i oplande til centrale strømningsveje og i lavbundsområder, hvor vand fra store dele af oplandet samles, inden det når kystvandet."
Sandra Andersen, konsulent, NIRAS
”Gennem samarbejde med det lokale kystvandråd og kommunen bidrager projektet til at kvalificere faglige beslutninger om, hvordan vandmiljøet i Rødsand og Bredningen bedst forbedres.”
Gertrud Øllgaard, ekspertisechef, NIRAS
Tekniske analyser er kun en del af løsningen. Derfor bidrager NIRAS også med procesfacilitering og faglig understøttelse af Kystvandrådets arbejde. Målet er at skabe et fælles videngrundlag og sikre, at lokale erfaringer, interesser og faglige indsigter indgår aktivt i udviklingen af fremtidige løsninger og indsatser.
”Gennem samarbejde med det lokale kystvandråd og kommunen bidrager projektet til at kvalificere faglige beslutninger om, hvordan vandmiljøet i Rødsand og Bredningen bedst forbedres,” siger Gertrud Øllgaard, ekspertisechef hos NIRAS og ansvarlig for procesfacilitering i projektet.
De foreløbige resultater understreger, at Rødsand og Bredningen er et komplekst kystområde, hvor både lokale forhold og påvirkninger fra de omkringliggende farvande spiller en rolle. Projektet bidrager med ny viden om sammenhængen mellem opland, næringsstoftilførsel og økologisk tilstand, og det giver et mere nuanceret grundlag for kommende indsatser.
Kystvandrådets undersøgelser fortsætter frem til september 2027, hvor det samlede arbejde skal bidrage til udviklingen af målrettede og effektive løsninger for vandmiljøet i området.
Grønt Råd og Kystvandrådet for Rødsand og Bredningen består af repræsentanter fra Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Jægerforbund, Danmarks Sportsfiskerforbund, Dansk Landbrug v/VKST, Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Skovforening, Folkeoplysningsudvalget v/Guldborgsund Sports- og Idrætsråd, Friluftsrådet, Naturstyrelsen og Guldborgsund Kommune.
Arbejdet støttes af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) og gennemføres i samarbejde med en række faglige partnere og forskningsmiljøer, herunder Aarhus Universitet, SEGES Innovation, Marine Science & Consulting, WaterITech og ALS Denmark.