Nyhed

NIRAS valgt som rådgiver for Naturstyrelsen på en af landets største aftaler på naturområdet

Karlstrup Mose

Karlstrup Mose

NIRAS er - som én af fire rådgivere - udvalgt til en ny, fireårig rammeaftale med Naturstyrelsen, der har til formål at understøtte gennemførelsen af klima-lavbunds- og kvælstofprojekter i regi af Den Grønne Trepart.

25. september, 2026

Rammeaftalen rummer rådgivningsopgaver til en anslået værdi af 475 millioner kroner og har en maksimal værdi på op til 745 millioner kroner. Aftalen er dermed en af landets største på naturområdet.

For NIRAS giver rammeaftalen mulighed for at bringe en bred faglighed i spil på projekter, hvor tekniske, biologiske og ejendomsmæssige forundersøgelser, miljøkonsekvensvurderinger, vandløb, vådområder, lavbundsjorde, kystforhold, myndighedsprocesser og lokal realisering skal tænkes sammen.

Netop kombinationen af stærke miljøfaglige kompetencer, erfaring med komplekse myndighedsprocesser og et tæt samarbejde på tværs af sektorer er en central del af NIRAS’ bidrag til rammeaftalen:

”I NIRAS har vi en kultur, hvor vi går naturligt på tværs af afdelinger og fagligheder. Det er vigtigt i projekter som disse, hvor løsningerne ikke kan udvikles i ét fagligt spor alene. Det kræver tæt samarbejde, fælles forståelse og evnen til at bringe den rette viden i spil på det rette tidspunkt,” siger forretningsdirektør Tine Sværdborg og understreger, at hun glæder sig til at komme i gang med opgaverne.

Klima-lavbundsprojekterne har til formål at reducere klimagasser ved at tage kulstofrige lavbundsjorde ud af landbrugsmæssig drift og genskabe den naturlige vandstand. Kvælstofprojekterne skal reducere udvaskningen af kvælstof til vandmiljøet. For Naturstyrelsen handler projekterne derfor om at omsætte nationalpolitiske ambitioner til konkrete indsatser i landskabet, hvor både klima, vandmiljø og natur skal løftes.

”Lavbunds- og kvælstofprojekter har potentiale til at skabe merværdi langt ud over de primære klima- og vandmiljømål. Når projekterne planlægges med fokus på natur, biodiversitet, vandmiljø og de nødvendige myndighedsprocesser, kan de bidrage til mere sammenhængende og robuste landskaber. Det er netop den type helhedsløsninger, vi ser et stort potentiale i at udvikle sammen med Naturstyrelsen,” siger afdelingsleder Karen Søgaard.

NIRAS’ arbejde i rammeaftalen vil ske i samarbejde mellem vand-, miljø- og naturfaglige kompetencer samt med bistand fra underrådgiveren Defakto.

Vil du vide mere?

Tine Sværdborg

Tine Sværdborg

Forretningsdirektør

Allerød, Denmark

+45 3078 7524

Relateret indhold