Projekt

Klimaværktøj giver konkurrencefordele i træemballagebranchen

DTE2 (1)

NIRAS har udviklet et avanceret klimaværktøj til Dansk Træemballage A/S (DTE), Skandinaviens største leverandør af træemballage såsom EUR-paller, specialpaller og transportkasser. Et værktøj som kvantificerer og dokumenterer virksomhedens mange forskellige emballageprodukters klimapåvirkning over deres levetid. Værktøjet baserer sig på en livscyklusvurdering (LCA), der dækker fem fabrikker og et savværk. Med værktøjet kan DTE nu dokumentere miljøpåvirkningen af deres specifikke produkter i en miljøvaredeklaration (Environmental Product Declaration, EPD). Dokumentationen bruges i salgsarbejdet mod kunderne og i generel kommunikation og markedsføring.

28. oktober, 2024
  • Sektor: Miljø
  • Lande: Danmark

Oprindeligt efterspurgte DTE et klimaregnskab, der kunne bruges til kommunikation vedrørende virksomhedens klimapåvirkning, da bæredygtighed i både produktion og produkt er en vigtig målsætning for virksomheden, der årligt sender syv millioner paller ud til transport i hele verden. I dialogen med NIRAS blev det dog hurtigt klart, at DTE’s mest presserende behov var at kunne udtale sig om pallernes klimapåvirkning – og ikke kun generelt men for hver enkelt palletype. Beregningerne skulle bl.a. bruges til at vejlede kunder. De produktspecifikke klimapåvirkninger skulle være sagligt dokumenterede på en måde, så DTE ikke kunne blive beskyldt for greenwashing eller manglende dokumentation.

Klimaregnskabet blev sat midlertidigt på pause, og NIRAS gik i gang med at udvikle et værktøj, der kan dokumentere klimapåvirkningen af de enkelte palleprodukter. På denne måde fik DTE nogle retvisende guides over deres produkters klimapåvirkning, som de kunne bruge til at informere deres kunder. Ikke kun om klimapåvirkningen ved produktionen af transportemballagen men også for at kunne dokumentere forskellen mellem forskellige løsninger, både i produktdesign og produktionssted.

DTE1

En særlig udfordring

DTE producerer paller og transportkasser i mange forskellige størrelser. Der er derfor forskellige forhold i sammensætningen af materialemængderne til de enkelte produkter. EUR-paller har f.eks. en anden livscyklus end de fleste andre paller, da de indgår i en open pool for paller, hvor pallerne bruges mange gange indenfor deres livscyklus. Så selv om det kun handlede om paller og transportkasser, så var der tale om mange forskellige produkter med forskellige miljøpåvirkninger og livscyklus. Bl.a. derfor ville en løsning med en fælles deklaration på et gennemsnitligt produkt ikke være nok til at dække virksomhedens ønske eller deres kunders behov.

En dynamisk beregningsmodel

I tæt samarbejde med DTE har NIRAS’ projektteam udviklet en tredjepartsverificeret beregningsmodel på tværs af flere af DTE’s fabrikker. Digitalisering og brugervenlighed har været i højsæde, hvilket har resulteret i integration med virksomhedens ressourcestyringssystem (ERP). Resultatet er en dynamisk beregningsmodel, der fra vugge til grav kan vurdere miljøpåvirkningerne ved de mange forskellige paller og transportkasser fremstillet af DTE.

På baggrund af disse beregninger genererer værktøjet automatisk både EPD-datablade som dokumentation for resultaterne og kommunikationsark, som DTE kan videreformidle til deres kunder i forbindelse med leverancer. Værktøjet anvendes ikke kun til beregning af miljøpåvirkning for specifikke leverancer, men også til vurdering af nye alternative produkter efterspurgt af kunder. EPD-værktøjet har således dannet grobund for en højere grad af klimadokumentation i emballagebranchen og forbedret datakvaliteten i klimaregnskaber mv. blandt kunder, der benytter sig af DTE som leverandør.

Værktøjet anvendes nu på fem af virksomhedens fabrikker, og succesen har været så markant for DTE, at de også har valgt lignende løsninger til deres virksomheder i Sverige og Norge.

”Med NIRAS’ hjælp har vi fået udviklet et EPD-værktøj, der gør, at vi nu kan levere noget, som ingen af vores konkurrenter er i stand til, hvilket stiller os langt bedre på markedet.”

Christian Rödin-Nielsen, Direktør, Dansk Træemballage A/S

Vil du vide mere?

Jesper Jakobsen

Jesper Jakobsen

Projektleder

Allerød, Denmark

+45 4299 9246