A view of a harbour housing estate from the water
Byggeriet fremstår som byhuse gennem forskellige bygningshøjder og ved brug af forskellige slags murstens-forbandt og fugefarver.

Havnehusene på Aarhus Ø

Havnehusene er en by i byen

Byggeriet på havnen i Aarhus Ø adskiller sig fra almene byggerier ved bl.a. at være udformet som en by i byen med udsigt over Aarhus Havn fra alle lejligheder og med en ambitiøs nulenergi-løsning.

Havnehusene er opført som en karré med ni boligtårne - i alt 13.310 m² boliger - og et samlende gårdrum, der skaber en følelse af fællesskab og tryghed for beboerne.

Byggeriet består af både familie, +55 boliger og ungdomsboliger med en P-kælder under hele gårdrummet.

Byggeriet er et nul-energi-byggeri, der opfylder de fremtidige energikrav både i 2020 og 2025. Alle lejligheder er gennemlyste og med udsigt over Aarhus Havn - og fra grønne arealer på tagene med bæredygtige sociale og miljømæssige funktioner som solfangere, drivhuse og områder til dyrkning af afgrøder.

Et katalog af bæredygtige initiativer

Andre bæredygtige initiativer er, at man har etableret varmepumper med jordvarme, genvinding af varme fra spildevand, solfangere og solceller og vandbesparende armaturer, som sikrer, at man ikke spilder vand unødigt. Ligeledes bruger beboerne energimærkede hårde hvidevarer både i lejligheder og fællesvaskeri.

Det høje dagslysniveau i boligerne er ligeledes med til at sænke elforbruget til belysning. Derudover er der LED–belysning i køkken og bad samt i fællesarealerne.

Decentrale ventilationsanlæg samt varme- og vandmålere betyder, at lejlighedernes beboere selv kan styre forbruget og høste den umiddelbare økonomiske gevinst ved at spare på el, varme og vand og samtidig mindske den samlede miljøbelastning.

NIRAS har stået for at projektere bærende konstruktioner, afløb i jord, VVS- og elinstallationer, energi- og brandrådgivning samt rådgivning inden for lyd og akustik.

Aarhus Kommune præmierede Havnehusene i oktober 2015 for arkitektur og kvalitet.