Nyhed
Rammeaftalen gælder for fire år og er på totalrådgivning i forbindelse med nybygningsopgaver for 30 almene boligorganisationer.
I udbudsmaterialet vurderer KAB, at rammeaftalen har en værdi af omkring 80 millioner kroner, men da der er fem parallelle rammeaftaler i spil, skal de mange millioner fordeles mellem fem rådgiverteams. Enkelte mindre opgaver kan gå direkte til et team, hvorimod større opgaver skal i mini-udbud blandt de fem rådgiverteams.
”Vi glæder os i DOMUS-GHB-NIRAS-teamet til at arbejde sammen med KAB om at skabe bæredygtige og inspirerende almene boligbebyggelser. Boligmanglen i hovedstadsområdet er fortsat stor især inden for boliger, som en gennemsnitlig lønmodtager, studerende eller enlig kan betale,” siger forretningschef i NIRAS Kirsten Engholm Henriksen.
Velfungerende og tidssvarende boliger for alle
Alment boligbyggeri er ved at blive et af NIRAS’ kerneområder med en kraftig stigende omsætning, og firmaet har mange års erfaringer med at projektere velfungerende og tidssvarende boliger for alle.
”Omsætningen er steget betydeligt, og vi får flere projekter qua vores mange referencer og gode netværk. Vi har den erfaring og viden, der skal til for at bygge med en stor gentagelseseffekt, og boligselskaberne får en rådgiver med både en bred og dyb viden,” siger Kirsten Engholm Henriksen og peger på projekter som Det Favnende Studiehus i Aarhus med 130 almene ungdoms-og familieboliger og DLG Tårnet i Aalborg med 110 ungdoms- og familieboliger på Østre Havn i Aalborg.
NIRAS har også mange renoveringsopgaver inden for det almene boligbyggeri, hvor kunderne kan drage nytte af firmaets mange specialister f.eks. inden for miljøfarlige stoffer som skimmelsvamp, hvor man skal reagere hurtigt.
I øjeblikket er NIRAS f.eks. i gang med renoveringsprojekter for bl.a. KAB og Boligkontoret Danmark i københavnsområdet.
”Vi ser frem til et fortsat godt samarbejde med KAB,” siger Kirsten Engholm Henriksen.
KAB
KAB's arbejder med boligudvikling i en bredere forstand, og organisationen bygger, udlejer og administrerer almene og kommunale boliger, og leverer ydelser inden for bl.a. energidrift og byggerådgivning. KAB løser også opgaver som byggeforretningsfører, både ved nybyggeri og renoveringer, og koordinerer boligsociale indsatser i dialog med beboere og kommuner.