Børnehusets orangeri, hvor genbrugte teglsten og den synlige trækonstruktion fra den gamle skole byder velkommen i et spændende ude/inde-rum. Også i udenoms-arealerne indarbejder man genbrugsmateriale fra den gamle skole såsom stål-espalier, betonsøjler og betonfliser fra skolegården. Visualisering: Lendager Group.
Nyhed

Rådgiver på verdens første cirkulære børnehus

Gladsaxe Kommune sanerer, nedtager og nedriver Gladsaxe Skole for på samme grund at opføre et nyt svanemærket børnehus med recirkulerede materialer fra den gamle skole. NIRAS er med hele vejen rundt.

02. nov 2020

Gladsaxe Skole på Tobaksvejen skal rives ned. I stedet opfører kommunen verdens første cirkulære børnehus på grunden. Det nye børnehus bygges med flest mulige materialer fra den gamle skole - lige fra de store fraktioner som mursten, tagsten, træspær, beton, stålfacadeplader til mindre ting som cykelstativer, lamper og meget mere. Netop det, at genbruge og genanvende byggematerialer er hovedtanken i et cirkulært byggeri.

“Vores ambition er at fremme bæredygtighed i byggeriet på flere parametre. Bæredygtighed er mange ting og har mange målsætninger. For at nedrive og bygge bæredygtigt skal man bl.a. fokusere på mængden af affald, brugen af nye materialer, begrænsning af CO2-udledning, minimering af brug af kemi og miljøproblematiske stoffer i vores byggematerialer. Samtidig skal man skabe nogle bygninger, der er spændende med gode rum, inde og ude, for brugere og borgere,” siger projektleder Helen Glindvad Kristensen fra Ejendomscenteret i Gladsaxe Kommune og fortsætter:

”På Tobaksvejen har vi muligheden for i praksis at arbejde med at genanvende og recirkulere materialer i et nyt byggeri på stedet. Det er en spændende proces, hvor det er vigtigt, at bygherre og rådgivere i de helt tidlige faser kender ambitionen med projektet. Vi skal som offentlig bygherre være med til at fremme den viden og de muligheder, der er inden for cirkulært og bæredygtigt byggeri. Derfor er det vigtigt, at vi arbejder og afprøver det i praksis for kommunen og hele byggebranchen.”

Sikrer, at materialerne kan bruges

NIRAS er med som rådgiver hele vejen rundt fra at kortlægge, screene og planlægge nedrivningen til at bygge det nye hus af genbrugte materialer.

Udfordringen ved nedrivningen er at sikre, at materialerne fra nedrivningen er egnede til brug i det nye svanemærkede hus.

”Det løser vi ved at identificere alle krav til materialerne om styrke, dimensioner, fjernelse af miljøfarlige stoffer, opbevaring mv. og integrere dem i projekteringen af nedrivningen. Vi stræber efter at integrere viden fra alle led i kæden i planlægningen. Kun på den måde kan vi løfte genbrug og genanvendelse til næste niveau. Normalt bliver tagsten knust og genanvendt i bærelag til veje og stier. Her genbruger vi tagsten til facadebeklædning eller som tagsten igen,” siger projektleder på nedrivningen Morten Dallov Ibsen fra NIRAS.

Forud for dette arbejde er der brugt tid på at udvælge de materialer, der kunne være relevante for et nybyggeri. Hvad kan nedtages helt, og hvad vil så efterfølgende kunne indbygges samtidig med, at man overholder nuværende krav til byggerier i Danmark.

Flytter genbrugsgrænser

”I forhold til genbrugsmaterialer i konstruktioner er det interessante ikke at tænke dem som genbrugsmateriale, men på lige fod som alle andre byggematerialer. Det har været vigtigt for hele projektgruppen med Lendager Arkitekter, Ejendomscenteret i Gladsaxe Kommune og NIRAS at arbejde med at overføre den tankegang til byggeriet og videre til de bydende entreprenører på opgaven,” siger projektleder for ingeniørfagene på børnehuset Claus Wessel Andersen fra NIRAS og fortsætter:

”Via det grundige arbejde med at afklare og indsamle genbrugsbyggematerialerne gør vi det muligt at bygge med de genanvendte materialer på lige fod med nye materialer. Hvis projektet lykkes med det, eller vi får flytte nogle grænser, er projektet en succes.”

”Den svære øvelse bliver at fastholde ambitionen og udfordre det traditionelle marked, så de høstede materialer bliver en væsentlig del af det nye børnehus. Vi skal lære og sikre erfaringer. Opnår projektet tilfredsstillende resultater bliver det et ikonprojekt, andre vil trække på erfaringer fra ikke kun nationalt, men også internationalt,” siger Helen Grindvad Kristensen.

Byggeriet af det nye børnehus forventes at gå i gang i foråret 2021, og det er planen, at det færdige hus står indflytningsklar i foråret 2022.

_____________________________________________________________________________________

Svanemærket børnehus

Den forsigtige nedrivning af den gamle skole begyndte i juli i 2020. Første skidt var at sikre en række identitetsskabende genstande som f.eks. ur, gadelamper, skolevaske og kuppel til stjernekikkert.
Derefter blev bygningerne saneret for miljøproblematiske stoffer, hvorefter de materialer, der skal genbruges, forsigtigt nedtages og placeres på materialepladsen på grunden.

At det nye børnehus skal svanemærkes betyder, at det i alle dele af processen og i materialevalg er bygget med fokus på bæredygtighed, miljø og et godt indeklima med hensyn til lyd, lys og luft. Børnehuset opføres i bygningsreglements laveste energiklasse. Huset skal også mærkes efter den nye frivillige bæredygtighedsklasse.

______________________________________________________________________________________

I forbindelse med at man nedrivner den gamle skole demonteres den eksisterende spærkonstruktion til genbrug i børnehuset. Foto: NIRAS