Nye ansigter hæver det kulturelle og faglige niveau

”Vi er virkelig blevet kulturelt og fagligt beriget.” Peter Andersen og Kåre Tinning, afdelingsledere i Konstruktionsafdelingen på NIRAS' kontor i Aarhus, kan næsten ikke få armene ned. Det går godt i afdelingen, der er blevet næsten 20 mand større siden oktober sidste år.

”Vi har rigtig travlt med nye store projekter efter fusionen, og derfor ansætter vi løbende i disse måneder en del medarbejdere. I denne proces har vi ansat flere medarbejdere med udenlandsk baggrund, som virkelig imponerer både fagligt og kulturelt. Det har vi stor glæde af i afdelingen,” fortæller Peter.

Intet hierarki

En af dem er 37-årige Maryam Alsadat Mirsaeidi fra Iran, der har boet halvdelen af i sit liv i Danmark og nu kommer fra en stilling i Rambøll. I NIRAS sætter hun pris på det gode sammenhold og spændende opgaver, og så forfølger hun sit mål om at blive fagleder inden for konstruktioner.

”En af kvaliteterne ved at arbejde i Danmark er, at der hverken i organisationernes opbygning eller i relationen mellem leder og medarbejder hersker hierarki. Vi er ligeværdige trods stillingsforskelle. Det er vigtigt at kommunikere til internationale medarbejdere, da det ikke er tilfældet i store dele af verden på arbejdspladsen. Danske medarbejdere er vant til en meget anderledes omgang med ledelsen og ikke mindst til, hvordan man løser sine arbejdsopgaver. For eksempel har NIRAS en kultur, der baserer sig på dialog, lighed, diversitet og åbenhed.”

Maryam synes også, at man som ny i NIRAS har nemt ved at udbrede sit netværk på tværs af forretningsområder og fagligheder, da der er en fælles interesse om at mødes og tilbringe tid med hinanden gennem mange sociale og faglige arrangementer.  

En anden ro

En anden nyansat er 25-årige Mihaela Georgieva fra Bulgarien. Hun tog til Danmark for seks år siden for at uddanne sig til bygningskonstruktør, lære dansk og arbejde.

”Der er en anden ro her i NIRAS end i den arkitektvirksomhed, jeg arbejdede i før. Mine kolleger har taget godt imod mig, og jeg er glad for mine arbejdsopgaver, hvor jeg sidder og designer bygninger i Revit. Selvom de fleste bygninger er ens i byggeprocessen, har alle projekter sin ejendommelighed med nye udfordringer og løsninger,” fortæller Mihaela.

Ligesom Maryam har hun haft god tid til at vænne sig til den danske kultur, som er ”meget mere rolig” end den bulgarske og iranske, hvor folk generelt er mere udadvendte. ”Man lærer efterhånden, at det danske, rolige gemyt skyldes generthed og ikke arrogance – heldigvis,” fortæller Maryam.

Ingen jordskælvsfare her

Desuden arbejder 38-årige Majid Mahmoudi Toutzari fra Iran som ingeniør i afdelingen. Han har været ansat i et år og kommer med ti års erfaring fra hjemlandet.

”Jeg er heldig. Det her er mit drømmejob. Alle har vist mig en tillid, som jeg sætter stor pris på. Jeg får lov til at lave det, jeg gerne vil af min chef. Det er interessant at arbejde et sted, som er så anderledes fra det, jeg kender fra Iran.”

Han nævner blandt andet, at hensyntagen i byggerier til den store jordskælvsfare i Iran af gode grunde ikke er så relevant i Danmark.

Det eneste, de alle mangler for en komplet tilværelse, er sprogkundskaberne. ”Fordi kollegerne er så gode til engelsk, slår vi tit over i det, selvom vi burde tale dansk sammen, så jeg kan øve mig,” siger Majid. Han kunne ønske sig, at sprogskolen han går på, var mere intensiv.         

En sejr for det internationale niveau

At få kolleger, der har en anden baggrund end dansk, har været med til løfte hele niveauet i afdelingen, mener Kåre.

”Hidtil har vi ansat ingeniører med dansk baggrund og uddannelse fra Aarhus, hvor vi kender den baggage, de kommer med. Vi bliver udfordret positivt på vores vaner, når vi får internationale medarbejdere i afdelingen. I NIRAS har vi jo længe brystet os af at være en international virksomhed, og det kan vi endelig sige med lidt mere sandhed nu. Når både gamle og nye skal slå over i engelsk engang i mellem, bliver vi skarpere. Det er desuden ret så lærerigt for os at erfare, hvordan ingeniører for eksempel arbejder med projekterne i Bulgarien og Iran.”

Som eksempel nævner Kåre, at projekterne i Iran ofte er mere komplicerede med langt mindre projekteringstid og til færre penge. I Iran projekterer man i mindre grupper, hvor dokumentationen i form af tegninger og statiske beregninger også er langt mindre. Et projekt i Danmark har typisk syv-ti konstruktionsprojekterende, hvor man i Iran kun har to. De har så til gengæld langt mere opfølgning på byggepladsen end i Danmark.