Nyhed
Atlanterhavet æder Gambias smukke kyststrækning. Det truer turismen, og kysterosionen skal stoppes.
Gambias lavtliggende kystområder er særligt sårbare over for klimaændringer med konsekvenser som stigende vandstand og oversvømmelser i forbindelse med voldsomme regnskyl.
Det er et alvorligt problem med kyster, der forsvinder langs Atlanterhavskysten, og det bliver kun forværret af de stigende vandstande i havene. I nogle områder har havet ædt op mod fem meter af stranden hvert år. Det truer turismen og mange menneskers levebrød.
NIRAS har vundet et projekt under United Nations Development Programme. Projektets mål er at udvikle en ny kystbeskyttelsesløsning, der skal stoppe den voldsomme erosion ud for hotellerne langs Kololi Beach nær hovedstaden Banjul.
Og NIRAS er på hjemmebane både teknisk og lokalt med over 25 års erfaring i landet og talrige opgaver inden for havnebyggeri, kystbeskyttelse og stormflodsoversvømmelse.
Læs mere om kystbeskyttelse
Et udfordrende projekt
Projektet er en teknisk udfordring med Atlanterhavets store dønninger, som eroderer og transporterer sandet væk fra kysten. Dette blev tydeligt demonstreret i 2003, hvor en million kubikmeter sand, der møjsommeligt var fodret ind i de sårbare områder, forsvandt på bare to år.
"Opgaven er at finde løsninger, der kombinerer sandfodring med hårde konstruktioner af sten, som både beskytter kysten mod nedbrydning og reducerer sandtabet,” siger Jan Dietrich, projektdirektør i NIRAS.
Projektet har også den udfordring, at NIRAS skal levere løsningsforslagene inden for 16 uger inklusive undersøgelser i Gambia, analyse og udvikling af en bæredygtig løsning.
”Dette kunne vi klare, fordi vi er så heldige at have alle relevante ydelser som feltmålinger, modelanalyser og projektering i huset,” siger Jan Dietrich.
Droner opmåler landskabet
Et team bevæbnet med blandt andet dronebåret opmålingsudsytr tog derfor til hovedstaden Banjul for at undersøge havbundsdybder og terrænforhold – også kaldet bathymetriske og topografiske undersøgelser. Hjemme på kontoret i Allerød er dataene blevet syet sammen til målfast 3D-model, der danner udgangspunkt for de konkrete løsningsforslag.
Feedback fra myndigheder og hotelejere
NIRAS præsenterede de foreløbige løsningsforslag på en workshop den 5. januar 2015 med forskellige interessenter og fik værdifuld feedback fra blandt andet myndigheder og hotelejere til at færdiggøre det endelige design.
NIRAS har mange års erfaring i kystbeskyttelse fra lande som Egypten, Sri Lanka og Danmark.