Nyhed
Allerede inden den første af 124 enorme havvindmøller ud for den franske kyst er sat op, er der lagt en detaljeret plan for, hvordan de ved slutningen af deres drift skal pilles ned igen.
Havvindmølle-
parkerne i tal
- De to havvindmølleparker er placeret ud for Frankrigs kyst, ved 'Dieppe et le Tréport' og ”Iles d'Yeu et de Noirmoutier”
- De har hver 62 8MW-vindmøller og en Offshore High Voltage Substation
- Samlet har de en kapacitet tæt på 1 GW – det betyder, at de kan levere strøm til 450.000 husstande
- I Danmark ville det svare til at kunne levere strøm til 945.000 mennesker
- Siemens Gamesa leverer selve møllerne
- De to parker udvikles af de to projektfirmaer, Eoliennes en Mer Iles d’Yeu et de Noirmoutier and Eoliennes en Mer Dieppe Le Tréport (under LEMS)
- LEMS er ejet af franske Engie, Caisse des Dépôts og portugisiske EDP Renewables
- Mere information:
Udvikleren af to 496 MW havmølleparker i Frankrig har valgt den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS til at lægge en plan for nedtagning allerede inden det første spadestik er taget.
NIRAS har tidligere assisteret udvikleren, Les Eoliennes en Mer Services (LEMS, ejet af Engie, EDP Renewables og La Caisse des Dépôts) i den såkaldte fase for de-risking angående spørgsmålet om fremtidig skrotning. Og netop viden om nedtagning af havvindmøller, i fagsprog kaldet dekommissionering, er et område NIRAS for nogle år siden valgte at satse stort på.
Denne satsning har nu resulteret i, at NIRAS er valgt som bygherrerådgiver på de to franske havvindmølleparker:
”Nu er vi der, hvor vi skal assistere med at lave intelligent design af den fremtidige nedtagning allerede i den helt tidligere planlægningsfase. LEMS tager deres opgave seriøst og har valgt at tænke 25 år ud i tiden, når de inkluderer møllernes fulde livscyklus, fra fødsel til sidste åndedrag, og dermed også ønsker hjælp til pensionstidspunkt og klog nedtagning”, siger Johan Finsteen Gjødvad, der er projektleder i NIRAS og skal være med til at lave den endelig strategi for dekommissionering.
Investering i dekommissionerings-værktøj en success
NIRAS’ satsning for nogle år tilbage inkluderede blandt andet et innovationsprojektet, ODIN-WIND, der resulterede i et værktøj til at holde styr på processerne fra A til Z i forhold til at sende havvindmøller på pension. ODIN har gjort dekommissionering til en spidskompetence i NIRAS og forklarer også entréen på det franske marked. Kun få havvindmølleparker på verdensplan er indtil videre skrottet, men verdens allerførste af sin slags, Vindeby nordvest for Lolland, er nedtaget med NIRAS’ hjælp. Og det er blandt andet ved at assistere DONG med denne nedtagning, at NIRAS har verificeret sin viden inden for dekommissionering af havvindmøller:
”Når det gælder nedtagning af offshore vindmøller, har NIRAS den helt rigtige know-how. Ved at bruge kendte metoder og faktisk data er vi i stand til at tænke baglæns”, siger Johan og tilføjer, at markedet for dekommissionering traditionelt opererer med en usikkerhed på op til 50% ift. at beregne, hvad det vil koste at pille en havvindmølle ned:
”Men vi kan få den usikkerhed ned på 15%, fordi vi baserer vores viden på, hvad ting rent faktisk har kostet og hvilke metoder der allerede er afprøvet ved tidligere opførsel, vedligehold og nedtagninger. Vi har reel viden om, hvad der for eksempel kan sælges videre, hvilke metaldele og kabler, der kan genavendes, og hvilke sten fra fundamentet omkring møllerne, der kan blive brugt andre steder. Så ikke alene er der tale om optimal affaldshåndtering og en mindsket miljøpåvirkning, men vi reducerer også omkostningerne i forhold til nedtagningen”, siger Johan Finsteen Gjødvad.
Nedtagning har indflydelse på rentabiliteten
NIRAS’ erfaring med nedlukning af offshore vindmølleparker er, at projektet som helhed vil være mere rentabelt, når strategien omfatter hele livscyklussen for havvindmøllerne. Det handler om sund økonomi, men også for eksempel lov, miljø, genbrug og sikkerhed for de mennesker, der skal udføre det egentlige arbejde, selve skrotningen.
Ifølge Johan Finsteen Gjødvad er der stigende krav, hvis udvikleren af et havvindmølleprojekt skal opnå succes:
”Man bliver som udvikler nødt til at se på hele livscyklussen. Fra opsætning til nedtagning. Og det er det, der er vores ekspertise i NIRAS. Vi ser på designet inden møllerne bliver sat op og kan derfor se på, hvordan vi kan optimere en nedtagning selv mange år senere. Og det siger næsten sig selv, at det er en fordel for kunden at inkludere i deres plan fra start – kombineret med, at myndighederne naturligt nok intensiverer på redegørelsen af havvindmølleparkers slutsenarie”.
Værktøjet til klog nedtagning af havvindmøller
- Procesværktøj ODIN-WIND er udarbejdet i samarbejde med flere parter - Vattenfall, Maersk Broker, DTU-Wind og det britiske The Welding Institute (TWI)
- ODIN står for “Offshore, Decommissioning of Installations NIRAS”