Nyhed
Træning i arbejdstiden er blevet en del af hverdagen for mange af NIRAS’ medarbejdere. Det giver bedre arbejdsmiljø og mere energi til et stillesiddende arbejde.
Klokken er 10, og en gruppe medarbejdere rejser sig fra deres computere og mødes i en halvcirkel med træningselastikker i hånden. Via en præsentation på en skærm bliver deltagerne nænsomt guidet igennem øvelser som ”Flamingoen,” ”Plæneklipperen,” ”Vinkekatten” og ”Brystsvømning,” mens et ur tæller sekunderne.
Undervejs dukker miljødirektør Tom Heron op på skærmen med opmuntringer som ”Giv den gas,” ”Du ser godt ud” og ”Hold kadencen”. Fire minutter senere er det overstået, og de sætter sig foran computeren igen – nu med ny energi og færre spændinger i kroppen.
Fra eftermiddagstræthed til energi
Klokken 14 gør de hele igen, og de to daglige runder med øvelser har ifølge afdelingsleder Mette Neerup Jeppesen haft en positiv effekt på eftermiddagstrætheden. Rygtet om den populære PowerBreak, som øvelserne kaldes, er nået rundt til et stort antal af NIRAS’ afdelinger og bliver nu praktiseret på kontorerne i hele landet – til stor glæde for medarbejderne.
”Det er ret utroligt, at der kun skal fire minutter til for at få energien tilbage og kroppen i gang,” fortæller Mette Neerup Jeppesen. Sammen med kollegerne Anders Lahn Baatrup og Lasse Boo Hartmann har hun udviklet det korte træningsprogram, der får kroppene i gang klokken 10 og 14 hver dag.
MUS gav idéen
Idéen til træningsprogrammet kom, da hun havde MUS-samtale med Anders sidste sommer. Han påpegede, at det stillesiddende arbejde var hårdt for kroppen og opfordrede til, at afdelingen lavede nogle øvelser. Det viste sig at være et kærkomment tiltag. Herefter udviklede Mette, Anders og Lasse programmet, der kom til at hedde PowerBreak.
”Det særlige ved PowerBreak er, at det er en social begivenhed. Folk er mindre villige til at kaste sig ud i øvelser, hvis de er alene om det, og det skal fungere uafhængigt af enkeltpersoner. Laver vi øvelserne i fællesskab, bliver det meget sjovere, og vi bliver mere opmærksomme på hinandens velbefindende,” fortæller Mette.
Kunderne er næste skridt
Missionen har indtil videre været, at træningsprogrammet skal være med til at skabe et bedre fysisk arbejdsmiljø internt i NIRAS, men flere kunder har vist sig at være nysgerrige på projektet – blandt andet flere store virksomheder i Aarhus.
”Vi annoncerer snart, at det er en ydelse, som vores arbejdsmiljøkunder kan tilkøbe og få glæde af i deres samarbejde med os. Vi er i mål med at skabe bedre vilkår for alle, der har et stillesiddende arbejde i NIRAS, og nu glæder vi os til at skabe bedre vilkår for vores kunder,” fortæller Mette.
Øvelserne bliver skiftet ud jævnligt for at aktivere alle dele af kroppen og for at holde medarbejdernes interesse og lyst ved lige.