Indsigt
Mens uret tikker imod næste fyringssæson
Rørledning til distribution af naturgas.
Hvordan bliver Danmark uafhængig af russisk gas? Den seneste tid har vi set mange bud på, hvordan vores energiforsyning kan udvikles på den bedste måde over de kommende 3-5 år. Men hvad kan vi egentlig nå at gøre på den helt korte bane – inden næste fyringssæson?
14. april, 2022
Den forfærdelige krig i Ukraine stiller først og fremmest den ukrainske befolkning i en ulykkelig situation og dernæst omverdenen overfor en række vanskelige dilemmaer. Ét af dem angår vores energiforsyning. De langsigtede politiske planer for grøn omstilling af Danmarks energiforsyning har været på plads længe. Vores el- og varmeforsyning vil være stort set fossilfri allerede i 2030. Det handler om klimaforandringer og planetens fremtid.
Nu er vi måske villige til at give køb på nogle af de grønne ambitioner ud fra logikken; hellere sort energi end russisk energi? Men vi må ikke blive for låst i de energikilder, som ikke understøtter de langsigtede mål om fossilfri el- og varmeforsyning.
Jens Brandt Bering, direktør for forsyning i NIRAS.
Men bedst som vi måske gik og troede, at indsatserne ikke kunne blive højere, skal vi nu – siden den 24. februar 2022 hvor den russiske invasion af Ukraine blev indledt – også tænke mere kortsigtet. Nu er Europas sikkerhed, frihed og demokratier også et hensyn i forbindelse med beslutninger om vores energiforsyning.
Alle er enige om, at det vil være godt, hvis Danmark ikke skal basere sin energiforsyning på fossile brændsler indkøbt fra en diktator. Men hvordan finder vi den rigtige balance imellem de langsigtede indsatser for grøn energiomstilling, og så de mere kortsigtede som handler om at minimere Danmarks afhængighed af russisk naturgas?
Hvad kan vi nå? Hvad giver mening? Hvor meget eller hvor lidt må vi afvige fra den kurs, som de langsigtede planer og Parisaftalen har sat for den grønne energiomstilling? Og alt imens tikker uret ubønhørligt imod næste fyringssæson.
Det virtuelle varmeselskab – uden ledninger?
I Danmark har vi stadig godt 400.000 private naturgasfyr. Helt generelt bør vi udfase naturgas som et brændsel til opvarmning af almindelige husstande. Det er reelt for fint et brændsel til dette formål, og desuden findes der mange gode alternativer som fx fjernvarme, pillefyr og varmepumper. Men nu haster det.
Lad os kigge nærmere på varmepumperne. Interesseorganisationen VPI – Varmepumpeindustrien meldte midt i marts måned ud, at det vil være muligt at installere op imod 50.000 luft/vand eller jordvarmepumper i løbet af det næste år.
For at accelerere denne proces kunne man udbrede en forretningsmodel, hvor energi-, gas- og fjernvarmeselskaberne tilbyder at stå for finansiering, indkøb og drift af varmepumperne – ligesom naturgasselskaberne i sin tid tilbød finansiering af gasfyr. Det vil sige virtuelle varmeselskaber uden ledninger. Der er eksempler på denne model allerede, både hos private aktører og i regi af andelsforeninger organiseret af forsyningssektoren.
Det er klart, at denne model ikke må ødelægge et fungerende privat marked for varmepumper – en bekymring som er årsagen til, at Energistyrelsen har afvist modellen i første omgang. Men eksisterende producenter og installatører skal være en del af løsningen og levere til forsyningsselskaberne. Ligesom at modellen vil kræve en dispensation fra eller ændring af Varmeforsyningsloven. Men at nå et omfang på 50.000 enheder inden vinteren kommer, vil kræve både et øget incitament til at løfte denne samfundsopgave, samt at flere aktører får mulighed for at byde ind.
En kortsigtet eskalering af ambitionerne inden for dansk biogas kunne bringe os et stort skridt nærmere uafhængighed fra russisk naturgas, som i dag udgør 35 procent af vores samlede gasforbrug.
Jens Brandt Bering, direktør for forsyning i NIRAS.
Hvis vi antager, at denne udrulning af varmepumper bliver realiseret, svarer det til, at 12 procent af de 400.000 naturgasfyr udskiftes. Lad os så antage, at et lignende antal husstande kan tilkobles fjernvarme i løbet af året – altså yderligere 12 procent af de 400.000 gasfyr. Her skal vi huske, at ca. 10 procent af vores fjernvarme er lavet ved hjælp af ledningsgas, så i denne løsning bor der i sagens natur et nyt problem, som også skal løses - hvilket sektoren er i fuld gang med. Med hvad gør vi med de resterende ca. 300.000 naturgasfyr?
En mulighed er acceleration af konverteringsindsatsen fra naturgas til fjernvarme, hvor man kunne stille særlige akutte krav til opdatering af kommunernes varmeplaner, så der her og nu tages fornyet stilling til alle eksisterende gasområder, baseret på en revurdering af samfundsøkonomien; skal de forsynes med varmepumper eller fjernvarme og senest hvornår?
24
%
Så meget af Danmarks gasbehov kunne i 2021 dækkes med dansk biogas.
Biogas kan være vores redning
Naturligvis skal vi ikke falde over vores egne ben i bestræbelserne på at gøre noget inden fyringssæsonen 2022/23 begynder. Vi skal træffe gode beslutninger – og helst nogle der understøtter – eller ikke spærrer for – planerne om en fossilfri el- og varmeforsyning. Men én af de ting, vi faktisk kan nå, er at øge produktionen af biogas, som i 2021 kunne dække 24 procent af Danmarks gasbehov.
Dels kan vi accelerere den eksisterede biogasproduktion, eksempelvis ved tilsætning af biologisk affald og halm, dels kan vi fremskynde de nye anlæg, der er på vej, eksempelvis via forhøjede kapacitetsgrænser for støtteberettiget biogas. Selvom biogas med dagens gaspriser faktisk ikke behøver støtte, er det vigtigt at sikre grundlaget for de langsigtede investeringer, som biogasanlæg udgør.
Et andet håndtag, som man oplagt kunne dreje på, er methanisering. Kort fortalt er outputtet fra biogasproduktion 40 % CO2 og 60 % biomethan. Biomethanen sendes ud i gasnettet til kunderne. Men de 40 % CO2 udnyttes stort set ikke, selvom den kunne omdannes til brugbar biogas ved at tilsætte brint (H2) – denne proces kaldes methanisering.
I dag har danske biogasproducenter ikke noget incitament for at methanisere deres store mængder CO2, fordi der ikke er tilskud til e-metan, som denne form for biogas hedder. At ændre dette ville naturligvis kræve en lovændring og masser af brint. Men methanisering ville give os 40-50 procent mere biogas fra den samme produktion og de samme anlæg – klar til at sende ud i forsyningsnettet og fortrænge fossil naturgas.
Det skal dog understreges, at den nødvendige brint på sigt skal produceres på strøm fra sol og vind – og derfor er den langsigtede pointe fortsat, at kapaciteten på disse to energikilder skal voldsomt op. Vi kigger ind i mindst en 2-3 dobling af vores elforsyning, hvilket selvsagt ikke kan realiseres inden næste fyringssæson, men lige nu går alt for langsomt – og er gået næsten i stå, hvad angår vind på land, som er den hurtigste og billigste form for vind.
En kortsigtet eskalering af ambitionerne inden for dansk biogas kunne bringe os et stort skridt nærmere uafhængighed fra russisk naturgas, som i dag udgør 35 procent af vores samlede gasforbrug.
Tal om gasforsyningen i Danmark
- Ifølge tal fra Energistyrelsens Energistatik 2020 bestod den totale gasmængde i Danmark af 87 PJ naturgas og 21 PJ biogas.
- Ca. 35 procent af naturgassen i Danmark kommer fra Rusland – et tal, der er endnu højere på EU-niveau. (Det er indtil Thyra-feltet kommer op igen)
- Biogas kunne i 2020 dække cirka 21 % af gasforbruget i Danmark. Samme tal steg i 2021 til 24 procent.
Hellere sort energi end russisk energi?
Det er klart, at vi skal tænke grundigt over, hvor og hvordan vi binder investeringer ift. målet om uafhængighed af russisk naturgas. Også før krigen var det planen, at vi skulle udfase naturgassen – russisk eller ej. Nu er vi måske villige til at give køb på nogle af de grønne ambitioner ud fra logikken; hellere sort energi end russisk energi – eksempelvis ved at erstatte gas med olie eller LPG i en overgang? Men vi må ikke blive for låst i de energikilder, som ikke understøtter de langsigtede mål om fossilfri el- og varmeforsyning.
Dermed er vi tilbage, hvor vi begyndte. Mange svære dilemmaer og et ur der vedbliver at tikke. Her er en opsummering af de muligheder, som kan gøre en forskel inden næste fyringssæson:
- Spar på energien i alle energisystemer
- Flere varmepumper i varmeforsyningen - både individuelle og i fjernvarmen
- Acceleration af konverteringsindsatsen fra gas til fjernvarme hvor det giver mening
- Acceleration af udnyttelse af overskudsvarme fra industri, butikker, datacentre mv.
- Methanisering af CO2 på biogasanlæg, så der er mere biogas til gaskunderne
- Nye biogasanlæg og udbygninger accelereres
- Midlertidig(!) industriel tilbagerulning til olie og LPG
- Elektrificering af industrien accelereres ved indfasning af CO2-afgift nu (suppleret med målrettede og simple tilskudspuljer i en passende overgangsperiode)
- Udbygning med sol og vind accelereres og understøttes i planlægningen
Intet af dette er nyt, men situationens alvor kræver, at vi får implementeringen op i et meget højere gear, og får styr på vore prioriteringer. For eksempel i varmeplanlægningen, støttesystemer og tilgangen til nye vedvarende energianlæg, som alt for ofte hæmmes af ’not-in-my-backyard’-problematikken, lokale suboptimeringer og manglende investeringer i vores fælles infrastruktur.
Dette indlæg er også bragt i mediet Klimamonitor. Se det her.
Vil du vide mere?
Jens Brandt Bering
Koncerndirektør
Allerød, Denmark
Jens Brandt Bering er direktør for forsyning i NIRAS og står i spidsen for 325 ekspertrådgivere inden for energi, affald og vand. Jens er uddannet civilingeniør og har 15 års ledererfaring fra rådgiverbranchen.
Kontakt
