3D of windmill foundation
Havvindmøllens fundament er bygget som en stålkonstruktion på fire pæle – en robust løsning når jordskælv ryster undergrunden.

Offshore jacket design

Havvindmøller skal holde til tyfoner og jordskælv i Taiwan

Flere nye havvindmølleparker skal snart konstrueres i Taiwan – på disse breddegrader skal møllernes fundament kunne modstå voldsomme jordskælv og årlige tyfoner.

Når et jordskælv ryster Taiwan, forvandler havbunden sig til noget, der minder om kviksand. Østaten ligger samtidig i et tyfonbælte og får jævnlig besøg af voldsomme vindstyrker. At bygge havvindmøller, der kan modstå den form for naturfænomener er helt nyt inden for offshore vind og  kræver særlige konstruktioner, der sikrer, at møllerne står fast – selv når et lag på op til tyve meter af havbunden er “flydende”, og tyfoner rusker i møllerne.

En af løsningerne hedder jacket og er et fundament bygget som en gitterkonstruktion af stål, der hviler på fire pæle. I forhold til et fundament med kun én pæl – en monopile – er en jacket langt mere robust i forhold til fundamentets størrelse på større dybder og særlige typer undergrund. Jacket bruges også i Europa fx på meget dybt vand.

Taiwan er frontløber for havvindmøller

Ikke bare er der fart på blæsten i Taiwanstrædet. Nye kraftfulde vinde blæser også inden for udviklingen af Taiwans energisektor. Østatens atomkraftværker skal udskiftes med blandt andet vindenergi, og som frontløber i Asien er Taiwan ved at udvikle flere havvindmølleparker. I den ene park skal NIRAS’ jacket design fundamenter danne grundpiller for – i første omgang – to havvindmøller.

NIRAS står bag det såkaldte detailed design – altså et design så detaljeret, at det kan bruges til at fremstille konstruktionerne hos leverandøren. Forud for detail designet ligger omfattende analyser af bølge og strømforhold samt udformning af modeller over havbunden. Hvis alt går efter planen, vil vingerne på de nye havvindmøller svinge og levere strøm til Taiwan i slutningen af 2018.