Projekt

Ny legeplads skal få børn til at lege vildt

Nivaa Skole Vulkanen

Udearealerne på Nivå Skole Syd skal være sjovere og mere udfordrende for skolens elever. Fredensborg Kommune, skolen og landskabsarkitekter hos NIRAS udformet en helhedsplan, hvor legepladsen Vulkanen er første del af otte arealer.

18. december, 2018
  • Sektor: Planlægning & Mobilitet
  • Lande: Danmark
  • Klient: Fredensborg Kommune

Legepladsen ”Vulkanen” blev i starten af det nye skoleår indviet på Nivå Skole Syd. Den er første del af en helhedsplan for skolens uderum, der skal få skolens elever til at udfordre sig selv motorisk og skabe sammenhold.

Vilde visioner

Et af de klare formål med visionen er at inspirere børnene til at lege vildt. For motion og aktivitet – og ikke mindst vild leg – stimulerer hjernens hukommelsescenter og er derfor med til at styrke eleverne fagligt. Fysisk aktivitet er med andre ord gødning for hjernen.

At legepladsen er udformet som en vulkan, er der en god grund til. Vulkanen er et billede på utæmmet vildskab, og gennem vild leg kan eleverne øge opmærksomheden på sig selv og hinanden. Det, at de overskrider deres grænser fysisk, kommer tilbage til dem både fysisk og socialt. Socialt, fordi legen er med til at styrke kammeratskabet gennem en øget opmærksomhed på hinanden, og fysisk fordi de kan føle stolthed over at have klaret noget, der før var svært eller syntes meget farligt.

Vulkanen fungerer også som et socialt legeredskab med plads til roligt samvær, hvor kammerater kan hænge ud eller sidde og spise et stykke frugt.

Renoveringen af det første gårdrum omfatter også træplinter til at lege og sidde på, ligesom eleverne kan boltre sig på to nye nedgravede boldbaner.

Mod og sikkerhed hånd i hånd

For mange skoler er det ikke hverdag at designe en legeplads fra bunden. Det tager tid at udvikle noget helt nyt, og i den proces har Fredensborg Kommune har været modig og tålmodig. Den har været med til at sætte rammerne for det kreative rum og været med på ideen om, at elever, lærere og pædagoger skal være med til at have indflydelse på deres fysiske omgivelser.

Og så er der sikkerheden. Når man som Fredensborg Kommune sammen med skolen og NIRAS selv designer en legeplads, fylder sikkerheden meget både hos NIRAS’ landskabsarkitekter og kolleger med ekspertise inden for stål, legepladsinspektøren og anlægsvirksomheden Ebbe Dalsgaard, der har bygget Vulkanen. Og ved at have været med til at designe legepladsen selv har skolen, i modsætning til hvad man kunne forvente, tilmed fået legepladsudstyr langt billigere, end hvad legepladser typisk koster.

Motion og aktivitet, og ikke mindst vild leg, er med til at styrke eleverne fagligt. Det skyldes blandt andet, at den vilde leg stimulerer hjernens hukommelsescenter – fysisk aktivitet er god gødning for hjernen

Per Frost Henriksen, formand for Børne- og Skoleudvalget i Fredensborg Kommune.

Større sociale formål

I processen med de nye udearealer har Fredensborg Kommune tænkt kreativt og aktiveret og motiveret nogle unge gennem projektet Nivå Nu ved at ansætte en tømrer, som sammen med elever har bygget en del af de nye udearealer i træ. Elever, der måske ellers ville tilbringe deres fritid med at hænge ud på gaden. Udover at dyrke det gode håndværk og lære nyt, er overbevisningen, at det hjælper til at skabe større ansvarsfølelse for fælles ting.

Se også