Projekt

Bygningen er som en skræddersyet habit

Nck Bygning

I to år lagde kemiker Karsten Pedersen formlerne på hylden og helligede sig byggeriet af kemivirksomheden NCK’s nye produktionsanlæg. Over 100 projekterings- og byggemøder senere slog han dørene op til den nye bygning, der fuldt ud lever op til kollegers og egne forventninger.

23. juni, 2021
  • Sektor: Byggeri
  • Lande: Danmark
  • Klient: NCK

Dagslyset strømmer ind i produktionslokalerne. Stort set alle tekniske installationer som rør og ledninger er trukket på bagsiden af væggene for at lette rengøring, og der er prioriteret lagerplads for at minimere transport af tunge tromler. Og bedst af alt – alle produktionsgange foregår præcis, som medarbejderne er vant til.

Kemiker Karsten Pedersen viser begejstret rundt på den kemiske virksomhed NCK’s nye produktionsanlæg i Farum i Nordsjælland.

Virksomheden tæller 35 medarbejdere, der alle har medarbejderaktier. Men ud over at være kemiker er Karsten Petersen også formand for virksomhedens bestyrelse og brænder for virksomhedens fremtid. Derfor var han også den første til at række fingeren højt i vejret, da den administrerende direktør Hans Jørgen Kjærsgaard efterlyste en byggeansvarlig, der skulle tage ansvar for at indrette og opføre et nyt produktionsanlæg.

Om NCK

NCK er en nichevirksomhed med speciale i at forske og udvikle organisk, kemisk syntese på kontraktbasis for primært store virksomheder inden for biotek- og farmabranchen.

Centrale parter i byggeriet:

Kullegaard A/S Arkitektrådgiver
NCK A/S, Bygherre
NIRAS A/S, Ingeniørrådgiver

Ni spændende ideer på bordet

Karsten Petersen har ingen byggefaglige kvalifikationer og efter at have sparret med kolleger om, hvad det nye anlæg skulle indeholde og om, hvorvidt de skulle renovere, udvide eller bygge helt nyt, tog de i 2017 fat i NIRAS som ingeniørteknisk rådgiver.

”NIRAS lagde ni rigtig spændende og gode ideer på bordet - også nogle, vi overhovedet ikke selv havde tænkt på. De forstod, hvad vi ønskede, og løsningen blev et nyt byggeri på en tom nabogrund, som vi havde ejet siden 2001,” siger Karsten Petersen.

Mand I Renseanlaeg

Regnede på volumen i regnvandsbassiner

At NCK selv valgte at stå for byggeriet i stedet for at hyre en professionel bygherrerådgiver, synes projektchef fra NIRAS Flemming Lund Pedersen, var spændende.

”Jeg tænkte: Det bliver enten rigtig godt eller rigtigt skidt. Men Karsten Petersen gik til opgaven, som var det hans eget hus og var ikke bleg for at udfordre os, når han kom til projekteringsmøder og f.eks. havde regnet på volumen i regnvandsbassiner, ampereforbrug på installationer samt vinkler på tagets solceller,” fortæller Flemming Lund Pedersen.

NCK prioriterede selv at stå for byggeriet, fordi det var alfa omega at overføre viden fra deres arbejdsgange.

”Laboratoriearbejde er dyrt og besværligt. Hvis noget går galt i kemien, kan mange måneders arbejde gå tabt. Jeg har hele vejen kunne holde fast i, hvad der var væsentligt for NCK, og hvad der ikke var. Derigennem har jeg kunnet løse mange problemstillinger lige med det samme,” siger Karsten Petersen.

Petersens største udfordring som autodidakt byggeansvarlig var at forstå et stort byggeriprojekts mange forskellige faser og fremmedord.

”Men der fik jeg hjælp af en rigtig god plakat fra NIRAS i tegneserie-form, der forklarer det hele. Den hænger stadig på mit kontor,” siger Karsten Petersen.

Vil du vide mere?

Flemming Lund Pedersen

Flemming Lund Pedersen

Projektchef

Allerød, Denmark

+45 4810 4493

Se også