Nyhed

Jordskred i Norge: NIRAS ramt af tragisk ulykke

NIRAS Logo At Headquarters Allerod NS 00160 Photo Jon Nordahl

(Opdateret) Det er med stor sorg, vi kan bekræfte, at en af vores kollegaer lørdag morgen den 30. august 2025 var involveret i en tragisk arbejdsulykke i Norge.

1. september, 2025

(Opdatering 9. oktober 2025, kl. 08:30)

De norske myndigheders undersøgelser af jordskredet pågår fortsat. Onsdag den 8. oktober har norsk politi meldt ud, at tre virksomheder – heriblandt NIRAS – er en del af efterforskningen, som skal klarlægge, om arbejdsmiljølovgivningen er overholdt ifm. ulykken.

NIRAS har på nuværende tidspunkt ingen yderligere kommentarer til sagen ud over, at vi bistår politiet i dets efterforskning og afventer resultatet af denne.

---

(Opdatering 12. september 2025, kl. 17:20)

Takket være en stor indsats fra de norske myndigheder er det nu lykkedes at finde vores kollega. Han er blevet bekræftet omkommet efter jordskredsulykken i Norge lørdag den 30. august. Den nærmeste familie er orienteret, og vi sender vores dybeste medfølelse og kondolencer til dem.

Vi har siden ulykken været i tæt kontakt med familien og vil fortsat være det for at støtte dem i denne svære tid. Tabet af vores kollega er svært at begribe.

Vi vil gerne takke de norske myndigheder og Bane Nor for deres store indsats og professionelle håndtering af ulykken.

---

(Oprindelig meddelelse fra 1. september 2025, kl. 08:45)

Vores kollega arbejdede på et projekt for Bane Nor, da et stort jordskred fandt sted på motorvej E6 ved søen Nesvatnet i Levanger nordøst for Trondheim. 

Efter et omfattende redningsarbejde henover weekenden er det endnu ikke lykkes at finde vores kollega, og han er derfor fortsat savnet.

Vi har siden lørdag formiddag været i tæt kontakt med den nærmeste familie og vil fortsat være det i den kommende tid. Vores tanker og dybeste medfølelse går til familien i denne svære tid.

Vi samarbejder med Bane Nor og de relevante myndigheder for at få klarlagt omstændighederne omkring ulykken og alle spørgsmål hertil henvises til Bane Nor.

Af respekt for de pårørende har vi på nuværende tidspunkt ingen yderligere kommentarer.

Kontakt

Sanne Seyer-Hansen

Sanne Seyer-Hansen

Vice President, Global Communication

Allerød, Denmark

+45 6038 6207