Nyhed

Første klimatilpasningsprojekt i Vietnam

Vietnametiske kvinder får glæde af vores kompetencer inden for helhedsorienteret vandplanlægning (HELVA) i et lokalt demonstrationsanlæg.

19. juli, 2016

Exploiting Synergies between Sustainable Urban Drainage Systems (SUDS) and Urban Farming in Vinh Yen, Vietnam – sådan lyder titlen på HELVAs første internationale projekt.

Lokale kvinder i Vinh Yen skal stå for et urban farming-initiativ, hvor vandet til grøntsagerne skal komme fra et LAR-anlæg (lokal afledning af regnvand, hvor vandet samles op lokalt, i stedet for at blive ledt i kloakken).

Projektet løber over 2,5 år og har et budget på ca. 500.000 EUR, hvoraf ca. 63.000 EUR går til at opføre et demonstrationsanlæg.

Forebygge oversvømmelser

Formålet med projektet er bl.a. at gøre byområdet mere modstandsdygtig over for oversvømmelser samt gavne lokalsamfundets sociale modstandskraft ved at give de lokale kvinder mulighed for at dyrke fx grøntsager, urter og krydderier.

”Vi håber, at et lavbudget-anlæg som dette kan inspirere andre lokale myndigheder og den lokale befolkning til at bygge LAR-anlæg, der ikke kræver store investeringer, og som giver merværdi til den lokale befolkning,” siger Morten Pedersen fra VAFO.

Projektet skal også gerne inspirere til lignende løsninger i resten af Vietnam.

”Projektet og dets ideer har et bredt potentiale i hele Vietnam – ikke mindst, når vi tager de stigende antal oversvømmelser og voksende urbanisering i betragtning. Både det offentlige, de lokale myndigheder samt de innovative tiltag for at opretholde dette system spiller en afgørende rolle for bæredygtighed og projektets succes, "siger Luu Duc Cuong fra Ministeriet for Byggeri i Vietnam.

Tværfagligt samarbejde

NIRAS vandt projektet i en international konkurrence hos Nordic Climate Facility (NCF), som ligger under den nordiske udviklingsfond Nordic Development Fund (NDF). Det blev i høj grad muligt på grund af et tværfagligt samarbejde mellem

  • Morten Pedersen (MOP), VAFO 
  • Anja Wejs (AWS), WAEN
  • NIRAS Vietnam (RCCE) 
  • Vietnam Institute for Urban and Rural Planning (VIUP) og 
  • Vietnam’s Ministry of Construction
  • City of Vinh Yen

Se også