Nyhed
NIRAS bliver totalrådgiver for Soundport A/S på opførelsen af Ferring Pharmaceuticals kommende domicil, der skal tegnes af det verdensberømte arkitektfirma Foster + Partners.
Ferring Pharmaceuticals har valgt et stærkt, internationalt rådgiverteam til at opføre sit kommende domicil, IPC Soundport Building, beliggende yderst på erhvervsområdet Scanport.
NIRAS er valgt til at stå i spidsen som totalrådgiver på projektet, der skal tegnes af det verdensberømte britiske arkitektfirma Foster + Partners i samarbejde med danske Mikkelsen Arkitekter. Foster + Partners er blandt andet kendt for ”The Gherkin”, 30 St Mary Axe, der er hovedkvarter for Swiss Re i London, samt for Apples kommende hovedkvarter i Silicon Valley.
Ser frem til internationalt samarbejde
”Vi er rigtig glade og stolte over, at Ferring Pharmaceuticals har vist os den store tillid at vælge os som totalrådgiver på projektet. Jeg ser specielt frem til, at vi skal arbejde i et stærkt internationalt team, heriblandt en af verdens allerbedste arkitekter,” siger Mads Søndergaard, direktør i NIRAS.
Ud over rollen som totalrådgiver skal NIRAS stå for alle ingeniørdisciplinerne på det kommende domicil, mens NNE Pharmaplan er tilknyttet som specialister på laboratoriedelen.
Ferring har valgt Rambøll som bygherrerådgiver på projektet, der skal opgradere medicinalvirksomhedens nuværende 22.000 kvadratmeter i Ørestaden til 30.000 kvadratmeter ud til Øresund.
Domicil i international særklasse
”Scanport er den helt rigtige beliggenhed for os. Den er international, tæt på lufthavnen - og ikke mindst tilgængelig for vores medarbejdere, uanset om de kommer fra Københavnsområdet, Sverige eller flyver ind fra udlandet. Samtidig er vi med valget af NIRAS, Foster + Partners, NNE Pharmaplan og Rambøll overbeviste om, at vores vision om et domicil i international særklasse bliver til virkelighed, og glæder os meget til indflytningen i 2017,” siger Ole Kjerulf-Jensen, bestyrelsesformand i Ferring Pharmaceuticals A/S.
Byggegrunden ligger ud til Øresund med oplevelsescenteret Den Blå Planet som nærmeste nabo. Dermed bliver der for alvor sparket gang i udviklingen af Skanska Øresunds erhvervsområde Scanport.
”Det internationale rådgiverteam er med til at underbygge Scanport som Øresundsregionens internationale erhvervsområde. Skanska har samarbejdet med Foster + Partners på The Gherkin i London - og vi er overbevist om, at Ferrings nye hovedkontor vil være med til at give Scanport en unik profil med et højt arkitektonisk niveau, der vil tiltrække andre internationale og innovative virksomheder, som vil ligge tæt på lufthavnen og Øresundsbroen,” siger direktør Peter Nymann-Jørgensen fra Skanska Øresund.
”Med denne ekstraordinære beliggenhed får Ferrings medarbejdere et nyt domicil i verdensklasse, der samtidig tjener som et udstillingsvindue for deres ekspertise og innovation. Vi er stolte af at være en del af holdet, der er med til at skabe disse fremtidige muligheder,” siger Grant Brooker, senior partner og design director hos Foster + Partners.