Risiko for stor ekstraregning ved oprensning af sediment fra søer og regnvandsbassiner

Seniorprojektleder Maja Rasmussen har over 15 års erfaring med undersøgelse og oprensning af regnvandsbassiner, søer, åer m.v. Artiklen er blevet til i samarbejde med bl.a. Skanderborg Spildevand og Aarhus Vand.

Søren Rygaard Lenschow er medskribent.

Tørstofindholdet – den skjulte nøgle

Branchen har i årevis antaget, at olie nedbrydes og forsvinder ved påvirkning fra sol, luft, vending med videre. Nye observationer viser dog, at tungmetaller udviser samme adfærd. Det peger på, at analyseresultater i høj grad påvirkes af prøvens vandindhold frem for det reelle forureningsniveau.

Kort sagt: Tørstofindholdet kan være forskellen mellem en korrekt vurdering og en dyr, misvisende konklusion. Sat på spidsen betyder det, at jo mere rent vand, der tilsættes en sedimentprøve, desto mere forurenet fremstår den.

En række sager gennem de seneste år fra blandt andet Skanderborg, Holstebro og Aarhus viser en klar sammenhæng mellem sedimentprøvernes tørstofindhold og de målte forureningskoncentrationer: Prøver med lavt tørstofindhold viser højere koncentrationer end mere tørre prøver fra samme eller lignende lokaliteter - især i meget organisk sediment.

Når vandrige sedimenter fremstår mere forurenede, end de reelt er, kan det føre til fejlagtig klassificering. Det er afgørende, da prisen for bortskaffelse af rent sediment ligger på ca. 30-50 kr. pr. ton, mens forurenet sediment koster 300-600 kr. pr. ton. I praksis kan dette betyde merudgifter i millionklassen for enkelte projekter.

Tungmetaller der pludselig forsvinder

Men hvordan kan metaller forsvinde ved tørring af sediment? Metallerne fordamper eller nedbrydes jo ikke bare lige. Og det gør den tungere olie heller ikke.

Her (side 11) ses grafer for fire forskellige tungmetaller sat i forhold til tørstofindholdet. Forløbene er næsten identiske på tværs af sedimentprøver, som burde være forureningsmæssigt ensartede – og dermed ideelt set ligge tæt på en vandret linje.

Graferne viser indhold af metaller i sediment fra en sø, som er pumpet op i geotekstilposer, efterfølgende åbnet og gentagne gange flyttet og luftet. Sedimentet er derfor grundigt blandet og homogeniseret, og variationerne i analyseresultaterne burde være begrænsede. Alligevel ses langt højere koncentrationer ved lavt tørstofindhold, og at koncentrationerne falder, i takt med at tørstofindholdet stiger.

Eksemplet rejser spørgsmålet om, hvorvidt forhøjede indhold reelt er et udtryk for forurening i prøven, eller om koncentrationen er påvirket af indholdet af tørstof.

Sammenhængen mellem lavt tørstofindhold og høje koncentrationer kan forklares med den metode, analyseresultater beregnes og rapporteres på:

Indhold af olie, tungmetaller med mere angives i jord og sediment som masse pr. kg tørstof, hvor det målte indhold korrigeres i forhold til prøvens tørstofandel. Ved lavt tørstofindhold bliver denne korrektion matematisk følsom. Når tørstofandelen falder, divideres det målte indhold med en stadig mindre faktor. En prøve med 50 % tørstof giver fx en fordobling af det rapporterede indhold pr. kg tørstof, mens 10 % tørstof giver en tidobling. Jo lavere tørstofindhold, desto højere beregnet indhold, uagtet at den absolutte mængde forurening i prøven er uændret. Under 50 % begynder den beregnede koncentration at stige kraftigt.

Ved prøver med tørstofindhold under 50 % er der risiko for at overestimere det faktiske indhold.

Tørstofindhold kan påvirke måleresultatet

To prøver med samme faktiske forureningsindhold kan få markant forskellige rapporterede koncentrationer alene som følge af forskelle i tørstofindhold. Sedimenter med højt vandindhold kan derfor fremstå væsentligt mere forurenede end mere tørre sedimenter, selvom den målte mængde af forurening er den samme.

Korrektion til tørstof er en veletableret og internationalt anvendt praksis inden for jord- og sedimentforurening, og grænseværdier er typisk fastsat på denne basis. Metoden forudsætter dog, at tørstofindholdet ligger inden for et interval, hvor beregningen er stabil og repræsentativ. Ved meget lave tørstofindhold øges risikoen for et misvisende billede af koncentrationsniveauet, hvor den matematiske effekt kan overstige betydningen af det faktiske indhold.

Konsekvensen kan være overvurdering af forureningsniveauet med direkte betydning for klassificering, myndighedsvurdering og muligheder af håndtering. I praksis kan dette føre til unødvendigt omfattende og dyre løsninger og udløse meromkostninger i millionklassen.

Som reglerne er i dag, kan man ikke andet end at handle efter laboratoriets analyserapport - uanset om ekstrakten er helt grøn, eller om andre forhold tydeligt indikerer, at sedimentet er rent.

Det betyder, at analyseresultaterne ofte ikke afspejler den faktiske miljøtilstand – men det er alligevel disse tal, der afgør sedimentets skæbne. Ved undersøgelse af sediment, er det derfor afgørende at se på både analyseresultaterne og hele konteksten - herunder udseende, prøvetagning, opland med videre – og ISÆR tørstofindhold, altså mængden af vand i prøven.

Case fra efteråret 2025: Vestforsyning fik stor ekstraregning

Vestforsyning i Holstebro har for nylig gjort sig dyre erfaringer. Trods forudgående undersøgelser af sedimentet blev oprensningen alligevel både dyr og kompliceret.

En screening bestående af ni sedimentprøver udtaget inden oprensning viste, at det meste sediment kunne kategoriseres som lettere forurenet. Disse prøver havde et relativt højt tørstofindhold på 48-76 %.

Én prøve blev dog kategoriseret som forurenet. Prøven som viste et lavt tørstofindhold på 19 % - altså en prøve med meget højt vandindhold.

Vestforsyning fulgte gældende regler og bortskaffede det klassificerede ”forurenede” sediment til godkendt jordmodtager. Man kan – som reglerne er nu – ikke gøre andet end at handle efter, hvad der står på analyserapporten fra laboratoriet. Resten af sedimentet fik forsyningsselskabet lov til at indbygge i et nærtliggende bakkelandskab. Sedimentet blev gravet op, læsset og kørt afsted til indbygning. Løsningen virkede umiddelbart fornuftigt, men for at opfylde miljøgodkendelsen for bakkelandskabet skulle der udtages nye prøver. Under oprensningen var sedimentet blevet opblandet med vand og var derfor ikke ensartet tørt.

De nye analyser viste, at cirka halvdelen af prøverne nu overskred miljøgodkendelsens kriterier for olieforurening – og havde et tørstofindhold under 50 %. De ”forurenede” prøver var udtaget i netop de områder, hvor sedimentet stadig var meget vådt. Sagen endte med, at Vestforsyning måtte fjerne over 500 ton ”forurenet” sediment igen og køre det til godkendt jordmodtager til 3-4 gange højere pris. Det medførte en ekstraomkostning på over 200.000 kr. – ekskl. udgifter til læsning og transport.

Behov for nytænkning og handling

Miljømyndighederne er bundet af regler, der forhindrer dem i at tilsidesætte analyseresultater – selv når de virker åbenlyst fejlagtige. Der er derfor behov for en ny praksis, hvor enten en faglig vurdering kan indgå i sagsbehandlingen, eller også skal analysepraksis ændres. Det kræver, at Miljøstyrelsen kommer på banen og åbner for en mere nuanceret tilgang.

En række centrale udfordringer inkluderer blandt andet: