Når naturen spænder ben: Der er brug for et paradigmeskifte i anlægsprojektet

Dette indlæg er skrevet af Jens Brandt Bering, koncerndirektør, og Karen Søgaard Christiansen, ekspertisechef, begge fra NIRAS.

Padder, havfugle, flagermus, marsvin og insekter. De spænder gang på gang ben for, fordyrer og forsinker menneskets nødvendige projekter inden for klimatilpasning og energiomstilling. Og mange andre typer anlægsprojekter for den sags skyld.

Er denne påstand provokerende? Ja, for naturen var der først, og på vores planet, hvor mennesket fylder mere og mere, skal der også være plads til den stadig mere trængte natur.

Men vi har brug for klimatilpasningsprojekter som adaptive foranstaltninger imod stadigt mere alvorlige klimaforandringer, ligesom vi har brug for vindmøller, solparker og power-to-x-fabrikker, som skal mitigere CO2-udledninger fra fossile energisystemer. Brug for handling har vores sårbare natur og dyreliv i øvrigt også, hvis ikke klimaforandringer skal ødelægge deres habitater på lige fod med menneskets.

Og tænk engang. Alt dette kan faktisk gå op i en højere enhed. Men det kræver, at vi hanker op i os selv og reformerer anlægsprojektet – bygherrer, rådgivere, entreprenører og myndigheder i fællesskab – ja, skaber et paradigmeskifte.

Vi har et problem

Det er en udfordring, at vi har begrænset plads på de 42.952 kvadratkilometer, vi kalder Danmark. Vi har brug for mere plads til menneskelige aktiviteter – særligt klimatilpasning og energiomstilling, men også ny industriel produktion og boliger. Samtidig har vi igennem de seneste tre årtier forsømt naturen med stigende problemer til følge inden for natur- og vandkvalitet, biodiversitet og artsrigdom med mere.

Kun 15% af vores areal kan betegnes som natur, og kun 0,5% som vild natur tilstrækkeligt beskyttet fra menneskelig indblanding.

Myndighederne – de danske såvel som de europæiske – har med rette skruet op for kravene til miljøtilladelser og udledningstilladelser med mere striks lovgivning, som også håndhæves mere skarpt end tidligere. Det er et nødvendigt skifte. Hertil kommer, at den teknologiske udvikling har givet os uanede muligheder for at måle og monitorere naturen og dens kvalitet meget mere effektivt. Vi kan derfor samle meget mere viden om, hvordan naturen har det. Og det er desværre ikke et kønt syn, der møder os – stadig flere arter uddør og naturtyper forsvinder.

Så er vi tilbage ved padderne, havfuglene, flagermusene og alle de andre. Som sammen med tilsvarende nødvendige hensyn til Danmarks vandressourcer og miljøkvalitet forsinker projekter via myndighedsprocesser, borgerinddragelse og administrative flaskehalse. Men sådan behøver det slet ikke at være.

"Vi er nødt til at ændre praksis, skifte paradigme, så alle projekter begynder med at tage stilling til, hvilke naturhensyn der skal med i betragtningerne inden valg af løsninger."

Karen Søgaard Christiansen og Jens Brandt Bering, NIRAS

"Vi skal både tænke i lovmæssig, teknisk og myndighedsmæssig bygbarhed – helt fra start!"

Karen Søgaard Christiansen og Jens Brandt Bering, NIRAS

Fra reaktivt til proaktivt naturhensyn

Der er simpelthen brug for et paradigmeskifte i anlægsprojektet, som matcher det skifte, der er sket i form af en skærpet praksis i håndhævelsen af miljølovgivning.

Når et anlægsprojekt påbegyndes, ville man aldrig undlade – som det allerførste – at lægge et anlægsbudget, glemme at tænke på, hvor mange kvadratmeter, der er til rådighed, eller hvad anlæggets funktion skal være. Det samme bør gælde for naturhensyn, som også hører til projektets allertidligste rammebetingelser.

Alt for ofte ser vi, at naturhensyn bliver tænkt ind for sent. Projekterne udvikles og bygges forfra, men naturhensyn fixes bagfra – og desværre nogle gange med fokus på dispensationer, feberredninger og efterrationaliseringer.

På mange anlægsprojekter sker det, at løsningsforslag begynder at tage form som streger på tegnebrættet, allerede inden projektet er blevet udbudt til de aktører, som skal designe det. Det betyder, at processen foregribes, og at nødvendige trin springes over. Og det er det, vi ofte ser, bliver problematisk senere i projektforløbet, når myndighedstilladelserne skal falde på plads.

Natur som et tidligt designparameter

Altså er der nogle gange allerede sat en kurs, når projektet udbydes til teknisk design, og samtidig nævner udbuddet heller ikke altid de naturhensyn, som uundgåeligt vil blive nødvendige at forholde sig til senere i projektet.

Derfor er vi nødt til at ændre praksis, skifte paradigme, så alle projekter begynder med at tage stilling til, hvilke naturhensyn der skal med i betragtningerne inden valg af løsninger. Vi skal både tænke i lovmæssig, teknisk og myndighedsmæssig bygbarhed – helt fra start!

Det er forkert at betragte naturen som en hæmsko eller stopklods for gode projekter. De gode projekter tager nemlig højde for naturhensyn så tidligt i processen, at vindmølleparken eller skybrudstunnelen ikke kommer i konflikt med naturen. Det ’eneste’, det kræver, er, at naturen skal med ind som et tidligt designparameter i planlægningen. Og når projektets formål og design kræver, at naturen må flytte sig, skal det tidligt indtænkes hvorhen og hvordan for at sikre, at naturkvaliteten højnes.

Hvem peger pilen på?

Vi mener, at hovedansvaret ligger hos de tekniske rådgivere, der bliver hyret ind for at sikre, at bygherrens projekt kan lykkes. Naturhensyn er deres ekspertise, og det ansvar skal de tage på sig – i højere grad. Samtidig bør bygherren interessere sig for naturhensyn tidligt i processen samt invitere myndighederne ind i idéfasen, og myndighederne bør stille krav til, at projekterne belyser og argumenterer for valg af løsninger, fra start.

Der hersker nogle steder den misforståelse, at bygherren og rådgiveren bare skal levere tilstrækkelige mængder data efter anvisning fra myndighederne, som så beslutter, om naturhensynene er tilstrækkeligt varetaget. Nej, det er ikke alene myndigheden, der skal føre argumenterne for naturhensynenes tilstrækkelighed.

Det skal rådgiveren og bygherren selv tage ejerskab for i projektet og redegøre for løsningsforslagene og deres konsekvenser – og stå på mål for miljø-fagligheden, ved at tage ansvar for at argumentere for, hvornår datagrundlaget er tilstrækkeligt og ansvar for, at naturhensyn er inddraget i både projektet og processen. I stedet for at sende opgaven videre til myndighederne, hvor det kan ske, at krav per default bliver maksimale af forsigtighedsprincip eller for at undgå fejl, hvilket er dyrt og langmodigt for bygherren.

Og hvad er dyrest? At indtænke naturen fra start – hvilket selvfølgelig koster noget? Eller at håndtere de problemer, der opstår i ellevte time, med forsinkelser og fordyrelser som konsekvens?

Naturen kan arbejdes proaktivt ind i projekterne på en måde, så det ikke bliver dyrere, og samtidig kan myndighedsprocesserne kortes betydeligt ned – det kræver ’bare’ en bedre planlægning og tillid parterne imellem. Det har vi set adskillige eksempler på godt kan lykkes.

Fire konkrete anbefalinger til hvordan

Vi gør det først rigtigt, når natur og miljø vægtes helt på lige fod med de tekniske fag og økonomiske aspekter, når et projekt besluttes og designes. Det skal ske, inden den lovmæssige miljøvurdering kører i den traditionelle myndighedsfase.
Processen og tilgangen kan inspireres af miljøvurderingsprocessen, som er en konkret og velkendt metodik, der tilgodeser den gode, iterative proces, hvor alternative tekniske løsninger indtænkes, inddrages og belyses.
En tidlig screening af projektet, imens de første streger tegnes, kan være med til at sikre, at naturhensyn indtænkes, og at der er plads til både det rigtige projekt og naturen.
Der bør altid i udbuddene af projekterne lægges vægt på, at rådgiver besidder de rette natur- og miljøfaglige kompetencer. Det bør indgå som et krav, og så være en konkurrenceparameter for rådgivere, på samme måde som den rette projektleder, prisen og tidsplanen kan have afgørende betydning for, hvilken rådgiver der vinder udbuddet.

Dette indlæg er også bragt som kronik i mediet Klimamonitor den 17. juni 2025. Find indlægget her.