Skal vi lykkes med arealkabalen, så skal vi også kunne flytte naturen

Dette indlæg er skrevet af Jens Brandt Bering, koncerndirektør, og Karen Søgaard Christiansen, ekspertisechef, begge fra NIRAS.

Det er kendt stof, at der er kamp om arealerne i Danmark. Mange interesser og hensyn strides om de 42.952 kvadratkilometer, vi har til rådighed. I flæng kan nævnes; behovet for boliger og infrastruktur, grundvandsbeskyttelse, landbruget, industriens aktiviteter, etablering af energiparker samt klimatilpasning – og ja, så er der hensyn til natur og biodiversitet, som er en af hjørnestene i den grønne trepartsaftale.

For år tilbage fastslog en rapport fra fonden Teknologirådet, at vi allerede havde lagt planer for 140% af Danmarks areal. Siden er det besluttet i Den Grønne Trepart, at der skal etableres 250.000 hektar ny skov, og at 140.000 hektar lavbundsjorde delvist skal omlægges til natur.

I dag ved vi – også i kraft af grøn trepart – at store helhedsplaner og sammentænkning af og synergier imellem mange, mange hensyn bliver en kongedisciplin, som vi er nødt til at lykkes med.

Det efterlader kun én mulighed, hvis arealkabalen og de mange hensyn skal gå op i en højere enhed: Vi er nødt til nogle gange at kunne flytte på naturen i planlægningen af fremtidens Danmark. Her kan erstatningsnatur være et redskab, som kan hjælpe os på vej.

”Vi er nødt til nogle gange at kunne flytte på naturen i planlægningen af fremtidens Danmark.”

Jens Brandt Bering og Karen Søgaard Christiansen.

Hvad er erstatningsnatur?

At bruge erstatningsnatur – eller erstatningsbiotoper som det også kaldes – er et kendt værktøj i værktøjskassen. Men det bruges for sjældent. Muligvis fordi det lyder kontroversielt, svært eller fordi der mangler erfaringer på området.

Hvis man er nødt til at ødelægge et naturområde, fx fordi man skal gennemføre et anlægsprojekt af samfundsmæssig betydning, kan påvirkningen kompenseres ved, at myndighederne giver dispensation til, at bygherren anlægger ny natur - af minimum tilsvarende naturmæssig værdi - et andet sted som erstatning.

Erstatningsnatur er således et velkendt værktøj i forvaltningen. Den danske skovlov har gennem mere end 200 år systematisk sikret krav om erstatningsskov, hvis fredskovsarealer skal fjernes. Oprindeligt ikke for at sikre natur og biodiversitet, men for at sikre arealer reserveret til træproduktion.

Men det kræver tid at skabe naturkvalitet og biodiversitet på erstatningsarealer. Ikke alle naturtyper lader sig flytte eller genetablere sådan uden videre. Det gælder for eksempel højmoser, som er en naturtype, der kræver helt særlige forhold og lang tid at danne (+1000 år). Derfor kan erstatningsnatur ikke altid sikre, at alle påvirkninger fra et anlægsprojekt kompenseres. På den baggrund sættes der ofte krav om fx det dobbelte areal af erstatningsnatur med henblik på at begrænse en samlet forringelse af naturen.

Det er selvfølgelig hårdt, når naturen må vige – men vi kommer ikke udenom, at erstatningsnatur kan være et helt nødvendigt værktøj i den svære opgave, som Danmark står overfor. Vi mener, at anlæg af erstatningsnatur skal anvendes klogere og i større omfang, end det er tilfældet i dag. Og måske vigtigst: Når erstatningsnatur bringes i anvendelse som kompensation, skal erstatningsarealerne placeres, hvor de giver den største biodiversitetsværdi for pengene.

”Det er selvfølgelig hårdt, når naturen må vige – men vi kommer ikke udenom, at erstatningsnatur kan være et nødvendigt værktøj i den svære opgave, som Danmark står overfor.”

Jens Brandt Bering og Karen Søgaard Christiansen.

Det kan vi opnå med erstatningsnatur

Erstatningsnatur kan være en god idé som et værktøj til at lykkes med samfundskritiske anlægsprojekter og sikre fremdrift inden for fx klimatilpasning og energiomstilling. Det er dog en ufravigelig forudsætning, at løsningen af naturhensynene i ethvert projekt begynder som én af de allertidligste faser på lige fod med fx anlægsprojektets økonomiske rammer. Den forudsætning er beskrevet indgående i denne kronik.

Erstatningsnatur kan samtidigt også bidrage til planlægning og implementering af store, sammenhængende naturområder, som netop er det, vi mangler allermest i Danmark. Vi ved, at det er store, funktionelt sammenhængende og uforstyrrede naturområder, som for alvor forøger biodiversiteten - og ikke mange små usammenhængende naturområder, selvom alt har ret og en vis effekt. Det kræver imidlertid, at myndighederne er indstillet på, at erstatningsnatur kan placeres der, hvor de giver den største biologiske effekt. I dag prioriterer man i stedet ofte, at erstatningsnaturen placeres tæt på de arealer, der gives dispensation til at påvirke.

Vi skal på den måde arbejde videre med tankegangen fra naturbeskyttelsen, som vi fx kender fra Natura 2000-områderne. I disse områder skal naturen prioriteres over andre hensyn på baggrund af bestemmelserne i Habitatdirektivet. Netop i og omkring Natura 2000-områderne kan det give god mening, at naturen samles og konsolideres.

Det lyder ikke særlig ’naturligt’, tænker du måske? Men forskning peger på, at de store, sammenhængende naturområder ofte er en forudsætning for at opnå høj naturkvalitet. Hvis erstatningsnatur placeres i tilknytning til større naturområder og inddrages i forvaltning og pleje af disse, så sikrer vi de bedste muligheder for, at biodiversiteten kan forbedres.

Men hvad med økonomien?

Mange anlægsprojekter er nødvendige for den grønne omstilling. Det gælder kabelanlæg, CO2- og brintledninger, solceller, vindmøller, klimatilpasning og meget andet.

Der er talrige eksempler på, at projekter forsinkes og fordyres på grund af naturbeskyttelse. Dette fører til enorme ekstraudgifter for både projektudviklere og samfundet. Fx vurderer Energinet omkostningerne ved forsinkelserne af den kritiske gasledning fra Norge til Polen gennem Danmark (Baltic Pipe) til ca. 600 mio. kroner. Forsinkelserne havde afsæt i projektets manglende hensyn til naturen, som klagenævnet påpegede, og dette er blot ét af mange eksempler, hvor udgifter og forsinkelser sandsynligvis kunne være delvist undgået, hvis naturen var indtænkt bedre fra projektstart.

Måske kan proaktiv brug af erstatningsnatur være en del af løsningen, som i nogle tilfælde kan hjælpe sådanne projekter hurtigere på vej og dermed øge tempoet i den grønne omstilling?

Potentialet for økonomi, der kan overføres fra projekter til naturbeskyttelse, er stort. Ved en omkostning på fx 150.000 DKK pr. hektar vil alene omkostningen ved forsinkelsen af Baltic Pipe-projektet kunne finansiere erstatningsnatur på ca. 4.000 hektar.

Vi har set det lykkes

Hos vores naboer i Tyskland er der også kamp om pladsen. Her kunne vi lade os inspirere af den stiftelse, der fx er oprettet i Schleswig-Holstein (”Stiftung Naturshutz”), som netop etablerer erstatningsnatur med donationer fra projekter, som har været nødsaget til at forringe eller ødelægge eksisterende natur. I Danmark findes adskillige fonde, som driver naturarealer alene med det formål at fremme natur og biodiversitet. Mange af dem er klar til at levere erstatningsnatur, til dem som vil betale.

EU-Kommissionen fremlagde i juli 2025 forslag til udviklingen af såkaldte naturkreditter, som skal supplere eksisterende offentlige finansieringskilder og skabe nye incitamenter for private investeringer i naturbeskyttelse og biodiversitet. Naturkreditter kan potentielt bidrage til at professionalisere og skalere indsatsen i relation til erstatningsnatur, som et værktøj til at balancere arealkrav og samfundskritiske anlægsprojekter.

Men det står klart, at vi skal nå et højere niveau af dygtighed end nogensinde før, når det gælder planlægning og tidlig inddragelse af mange forskellige interessenter for at lykkes. Det er for eksempel også en forudsætning, at kommuner går sammen og planlægger disse naturområder på tværs af kommunegrænser – ligesom det sammenhængende naturnetværk ”Grønt Danmarkskort” også er et eksempel på.

Som rådgivere har vi ofte set, at erstatningsnatur kan være til gavn for både natur og bygherre, hvis naturhensynene tænkes ind proaktivt og som en designparameter for projektet. Og sådan kan vi opnå at komme i mål med den komplekse planlægnings-kabale, få naturområder af høj kvalitet og gennemføre nødvendige anlægsprojekter som eksempelvis klimatilpasning og energiparker. Samtidigt.

”Vi ved, at det er store, funktionelt sammenhængende og uforstyrrede naturområder, som for alvor forøger biodiversiteten."

Jens Brandt Bering og Karen Søgaard Christiansen.

Dette indlæg er også bragt som kronik i mediet Børsen Bæredygtig den 12. december 2025 samt i mediet Naturmonitor 5. januar 2026.