Nyhed

Vision om fortsat vækst efter 10 års lokal tilstedeværelse i Holbæk

Holbaek Kontor

På 10 år har NIRAS opnået en stærk position i det nordvestsjællandske med 25 medarbejdere, som har det lokale kontor i Holbæk som base. Ambitionen er at skabe flere vidensarbejdspladser i byen og udvikle området gennem lokalt samarbejde og partnerskaber.

11. juni, 2018

NIRAS’ lokale kontor i Holbæk slog for første gang dørene op i 2008 og havde dengang især fokus på miljøopgaver. I dag arbejder 25 fagspecialiser fra kontoret i Holbæk. De arbejder med projekter inden for vand, forsyning, miljø og anlæg. Renseanlæg er fornylig et fagområde, som kontoret i Holbæk og NIRAS er blevet styrket med.

”Vores ambition er fortsat vækst og at have en markant, lokal tilstedeværelse med vidensarbejdspladser i Holbæk, hvorfra vi leverer bæredygtige løsninger til de mange projekter, som vi løbende udfører for lokale kunder. Samtidig ønsker vi at gøre vores kontor til et endnu stærkere brohoved til NIRAS’ 2.200 fagspecialister for vores kunder i hele det nordvestsjællandske. Da vi arbejder på tværs og uafhængigt af geografi og fag, kan man ved ansættelse her på kontoret få direkte adgang til de mange kolleger i NIRAS og mange tusinde projekter i hele Danmark, Skandinavien og resten af verden,” siger kontorleder og markedschef i NIRAS Astrid Zeuthen Jeppesen.

Fra primært at løse miljøopgaver for lokale kunder, arbejder NIRAS i dag inden for en bred vifte af områder for kunder i Holbæk og hele Nordvestsjælland. For Holbæk Kommune har NIRAS udarbejdet lokalplaner fx for Sportsbyen og boligområdet ved Torpet samt kommuneplan for udvidelse af Holbæk Megacenter. NIRAS har desuden udført arbejdsmiljørådgivning på Holbæk Sygehus, renoveringsopgaver på Holbæk Havn og diverse projekter for lokale produktionsvirksomheder. NIRAS’ fagspecialister har samtidig etablereret biocover til at mindske drivhusgasudslip fra Skellingsted losseplads for Holbæk Kommune og gennemført flere genbrugsprojekter – eksempelvis for den lokale gasproducent, Strandmøllen, hvor et projekt har gjort det muligt at genbruge svovlsyre i landbruget og hos servicevirksomheden Berendsen, der genbruger regnvand til kassevask.

Lokalt samarbejde og partnerskaber

Lige siden kontoret slog dørene op i 2008 har NIRAS’ medarbejdere på kontoret i Holbæk haft travlt. Nærheden til kunderne gør en stor forskel, og det samme gør lokale samarbejder og partnerskaber.

”Fundamentet for vores tilstedeværelse i Holbæk bygger på stærke samarbejder med andre lokale aktører. Vi har eksempelvis haft samarbejde Holbæk Kommune og entreprenør Morten C Henriksen A/S om etablering af en ny eventplads på Holbæk Havn, med FORS om at reducere vandtab i Holbæk, og med entreprenørfirmaet Søren Christiansen og Advokatfirmaet Krebs om udviklingen af et nyt boligområde, Rishøjgaard, i den vestlige del af Holbæk. Derudover agerer vi ofte ekstern ressource for en række lokale virksomheder og for kommunen – blandt andet på miljøområdet,” siger markedschef i NIRAS Søren Helt Jessen.

Lokale vidensarbejdspladser udvikler byen

Erhvervslivet i Holbæk Kommune er kendetegnet ved, at cirka 80 procent af virksomhederne har under ti ansatte. Der er ofte tale om små enkeltmandsejede virksomheder med en solid lokal forankring i det nordvestlige Sjælland.

At have en tung vidensvirksomhed i lokalområdet skaber ifølge Holbæks borgmester Christina Krzyrosiak Hansen et godt grundlag for at udvikle byen og tiltrække nye borgere.

”Vi arbejder for, at virksomhederne i Holbæk Kommune får de bedste muligheder for at skabe nye jobs og samarbejde med erhvervslivet om vores fælles udfordringer. Vi tror på, at samspillet mellem en tung vidensarbejdsplads som NIRAS og vores mange lokale aktører kan bidrage til udviklingen af kommunen til fælles gavn for borgere og erhvervsliv,” siger Christina Krzyrosiak Hansen.

Reception

NIRAS inviterer venner af huset og forretningsforbindelser til at fejre NIRAS’ 10-års jubilæum mandag d. 11. juni kl. 15.00 - 17.00.

Adresse: Ahlgade 3M, 4300 Holbæk

Fakta

  • NIRAS’ kontor i Holbæk slog for første gang dørene op i 2008.
  • I starten havde kontoret primært fokus på at løse miljøopgaver for de nordvestsjællandske kommuner.
  • I 2012 udvidede kontoret palletten af ydelser til også at omfatte klimatilpasning og vandforsyning
  • I 2014 overtog NIRAS det lokale byggemodningsfirma i Holbæk BVK og kunne herefter tilbyde ydelser inden for byggemodninger og projektering af vej og kloakker.
  • I 2017 fik kontoret endnu et fagligt ben med en tværfaglig gruppe som arbejder med renseanlæg.
  • I dag har 25 fagspecialister inden for vand, forsyning, miljø og anlæg base på kontoret i Holbæk og fra kontoret løses opgaver for blandt andet kommuner, forsyninger, Vejdirektoratet, Forsvaret, og forskellige industrivirksomheder.

Vil du vide mere?

Astrid Zeuthen Jeppesen

Astrid Zeuthen Jeppesen

Forretningsdirektør

Allerød, Denmark

+45 2141 8325

Søren Helt Jessen

Søren Helt Jessen

Markedschef

Holbæk, Denmark

+45 4810 4645

Se også