Nyhed
Et af de bedste argumenter for at lokke krydstogtskibe til København ligger under kajen i Nordhavn. Som et af meget få steder kan skibene her komme af med deres spildevand.
Hvis ikke København havde Tivoli, Amalienborg og Den Lille Havfrue, ville der næppe være mange krydstogtskibe, som lagde ruten forbi.
Nu kan en ny – om end temmelig særpræget - attraktion føjes til listen over argumenter for at lokke de flydende hoteller til byen. Spildevandsanlægget i krydstogtterminalen i Københavns Nordhavn er nemlig et af de eneste steder, hvor skibene kan komme af med spildevand.
Fra 2018 skal alle krydstogtskibe rense deres spildevand i stedet for at dumpe det i havet, sådan som reglerne i dag tillader.
Derfor er det en vigtig konkurrenceparameter, at krydstogtterminalen har kapacitet til at modtage og aflede spildevand fra op til tre krydstogtskibe på samme tid – uden at passagerer og lokalmiljø generes af ubehagelige lugte.
”Igennem et rørsystem kan man tilføre doser af syren jernklorid, der neutraliserer svovlbrinte i spildevandet,” siger forsyningsingeniør Preben Lund fra NIRAS, der har ført tilsyn med byggeriet.
To døgns spildevand fra tre krydstogtskibe
NIRAS har projekteret krydstogtterminalens spildevandsanlæg.
Modtageanlæggets kapacitet er 6.000 kubikmeter spildevand – eller det samme som 2,4 olympiske svømmebassiner. Dermed kan anlægget modtage op til to døgns spildevandsproduktion fra op til tre krydstogtskibe på samme tid.
Et underjordisk spildevandsanlæg i kajen gør det muligt for de store skibe at lede deres spildevand fra toiletter, bad og andet direkte i krydstogtterminalens spildevandsanlæg. Herefter pumpes det gennem det offentlige spildevandssystem til det nærliggende renseanlæg Lynetten.
Spildevand fra tre krydstogtskibe
Modtageranlægget består af rørledninger og skyllebygværker langs kajen samt et anlæg, der pumper spildevand over til Lynetteledningen.
Københavnerne skal dog ikke føle sig skråsikre på, at det underjordiske anlæg sikrer strømmen af købelystne feriegæster. Flere andre krydstogthavne er nemlig allerede meget interesserede i NIRAS’ erfaringer fra Nordhavnen.
”Vi udarbejder skitseforslag til andre anlæg i Norden,” siger projektchef Christian Paulsen fra NIRAS.