Nyhed

Skandinavisk graduate-program med internationalt udsyn

Graduate Til Reachme 1 002

Et to års træningsprogram til nyuddannede skandinaviske ingeniører inden for infrastruktur, miljø og forsyning accelererer deltagernes karriere med et hurtigt voksende netværk og international projekterfaring. Programmet veksler mellem ophold på NIRAS’ kontorer i Danmark, Sverige og Norge.

8. juni, 2021

Nyuddannede ingeniører med et skandinavisk udsyn og hang til et koncentreret karriereforløb, kan nu sætte sig til tasterne og skrive en ansøgning. 

NIRAS har netop lanceret et nyt graduate-program, der på små to år klæder deltagerne på til at arbejde på tværs af skandinaviske projekter inden for infrastruktur, forsyning og miljø.

”Graduate-programmet har den fordel, at deltagerne kommer rundt og ser andet end deres egen arbejdsplads. De veksler mellem ophold i Danmark, Sverige og Norge og kommer til at arbejde på projekter sammen med kolleger på tværs af lande. Et projekt i Norge kan f.eks. være bemandet med kolleger fra både Danmark og Norge,” siger direktør i Norge Theis Rasmussen.

Accelererer karrieren som rådgiver 

Stillingsopslaget er netop lagt på NIRAS’ skandinaviske hjemmesider, og de første deltagere begynder den 1. oktober 2021. Programmet omfatter ophold i Danmark, Sverige og/eller Norge, kurser og webinarer inden for projektledelse, rådgiverrollen og kommunikation. 

NIRAS’ svenske direktør Christian Sandberg fremhæver programmet som en fantastisk mulighed for at accelerere sin karriere som rådgiver. 

”Du opnår et godt og bredt fundament inden for din faglighed gennem forskellige typer af opgaver og ved at arbejde i tre afdelinger gennem forløbet. Du får et hurtigt voksende netværk og møder højt kvalificerede medarbejdere, der altid er parate til faglig sparring. Jeg vurderer, at du opnår tre- fire års erfaring på to år,” siger Christian Sandberg. 

Og Senior HR Business Partner i NIRAS Ulla Mahler supplerer: 

”Deltagerne udarbejder sammen med deres afdelingsleder en personlig udviklingsplan, som de løbende vurderer. De nyuddannede ingeniører kan se frem til at udvikle deres faglighed, når de som rådgivere bliver en del af et kompetent fællesskab, der arbejder med at løse samfundsvigtige opgaver,” siger Ulla Mahler. 

Vækst på det skandinaviske marked 

NIRAS oplever vækstmuligheder på det skandinaviske marked og vil gerne have fremtidens ingeniører med på denne rejse. 

Efter forløbet forventes deltagerne at blive tilbudt arbejde i NIRAS Norge eller Sverige, hvor de i deres fortsatte karriere kan gøre god brug af deres internationale erfaringer.  

”Vi har en ambition om at vokse fra at være en ledende rådgiver på det danske marked til at blive en betydelig spiller og foretrukken rådgiver i hele Skandinavien. Til NIRAS Graduate Program søger vi nyuddannede, skarpe og ambitiøse ingeniører, der ligesom os ser en vision i at arbejde på tværs af Skandinavien og være med på denne udviklende rejse,” siger NIRAS’ internationale koncerndirektør Markus Davelid.

 

Vil du vide mere?

Ulla Mahler

Ulla Mahler

Senior People Development Partner

Allerød, Denmark

+45 4810 4669

Sine Skov

Sine Skov

Learning & Development Director

Allerød, Denmark

+45 2920 7469

Se også